Pin It
+ Besvar emne
Viser resultater 1 til 3 af 3

Emne: Skæbnetimen

  1. #1
    Boggnasker Hejgaard's avatar
    Reg. dato
    Feb 2009
    Sted
    København - og Samsø
    Alder
    72
    Indlæg
    51

    Unhappy Skæbnetimen

    Forfatter: L.J. Smith

    Forfatterens hjemmeside

    Bogen kort fortalt: Den onde vampyr Klaus genopvækkes fra de døde, og han vil slå menneskepigen Elena ihjel. Hun får sine venner, de gode vampyrer og de gode varulve til at hjælpe sig i kampen mod de onde vampyrer.

    Udgivelsesår: 2013

    ISBN: 978-87-588-1039-3

    Forlag: Tellerup

    Serie: The Vampire Diaries

    Samlet bedømmelse: 5/10

    Sprog: 4/10

    Handling: 5/10

    Underholdningsværdi: 5/10

    GODE VAMPYRER & TAMME VARULVE


    Vampyrer optræder første gang i 300 år gamle historier fra Øst- og Mellemeuropa i forbindelse med nogle afdøde mennesker, hvis kroppe mystisk nok ikke gik i forrådnelse. Historierne fortæller, at vampyrerne var udstyret med særlige hjørnetænder, som de brugte til at hugge i halsen på mennesker og suge det blod igennem, som de levede af. De mennesker, de havde bidt, blev selv til vampyrer, og som vampyr var man næsten udødelig. Man blev ikke ældre og kunne udelukkende slås ihjel på særligt spidsfindige måder: med sølvprojektiler eller måske en pæl gennem hjertet. Eller ved at blive ramt af solens stråler!


    Vampyrer hører til flokken af skræmmende, overnaturlige væsner, og ligesom alle de andre af den slags er de symbol på noget. Vampyrer blev betragtet som smukke, sexede, farlige og fysisk stærke mænd (sjældent kvinder), og således var de et fremragende symbol på den sexualitet, som unge piger blev grebet af. Når jomfruen var bleg, appetitløs og udstyret med sære mærker på halsen – ja, så var det ikke, fordi hun var forelsket og havde rodet rundt hele natten med en hemmelig kæreste. Nej, det var nok en vampyr, der havde været på spil.


    Hele dette symbolunivers blev fremragende brugt af Stephenie Meyer i den først 'Twilight'-historie. Den unge, kvindelige hovedperson blev tiltrukket og skræmt af den mystiske og yderst tiltrækkende unge mand, som viste sig at være en vampyr. At være dødeligt forelsket, at 'elske til døden os skiller' fik pludselig nye, spændende betydninger.

    Men – det var også her, vampyrsymbolet begyndte at blive udvandet, og udvandingen er efterhånden så voldsom, at hele vampyrfænomenet er blevet det rene pjask. Sådan er det også i 'Skæbnetimen', der oven i købet har overtaget en del af setup'et fra 'Twilight'-historierne. Denne læser har mistanke om, at muligheden for at tjene gode penge har betydet mere end at skrive en god historie.



    De centrale vampyrer i denne historie vil være gode. De vil ikke leve af menneskeblod, men kun af dyreblod. De forelsker sig i mennesker, og nu er det dem, der hellere vil dø end leve uden den elskede. De bekæmper de onde vampyrer, de bruger deres overnaturlige kræfter i det godes tjeneste, og de samarbejder med varulvene, som i øvrigt har været gennem samme udvandingsproces: de vil også være gode.


    'Skæbnetimen' er bind ti i en serie, og jeg har ikke læst de foregående ni. Det kommer jeg heller ikke til. Handlingen i dette bind er: Den onde, onde overvampyr Klaus genopvækkes fra de døde, og han vil selvfølgelig slå alle de gode ihjel, ikke mindst Elena, som åbenbart har generet ham i et tidligere liv.


    Elena er menneske og kærester med den gode vampyr Stefan. Hun går på kostgymnasium, og de andre elever er en skønsom blanding af mennesker, vampyrer og varulve, og de sidstnævnte to slags findes i en række forskellige udgaver: gode, onde, genoplivede døde, forsvundne og atter genkomne søskende – osv. Elena opdager desuden, at hun er 'vogter', og således bliver hun også ganske bekvemt udstyret med overnaturlige kræfter.


    Og så går de to hold ellers løs på hinanden. Gæt selv, hvem der vinder til sidst. Slagsmålene er bare slagsmål, selv om våbnene er overnaturlige, og bag om al balladen er der helt almindelige menneskelige jalousidramaer, forvekslinger og intriger med ellers forsvundne/ afdøde familiemedlemmer, som pludselig dukker op igen som vampyrer. Gode? Onde? Tja. Det skifter. Uanset hvad, har de ikke meget til fælles med den farlige, sexede udgave af vampyrer, som vi fx kunne møde i filmen 'En vampyrs bekendelser' fra 1994. Tom Cruise og Brad Pitt. Se den, hvis ikke du allerede kender den.



    Sproget er banalt med frejdig brug af slidte metaforer, og personernes psykologi er flad og utroværdig. Kærlighedshistorierne er lige så uvirkeligt romantiske, som de er i folkeviser, og jeg kan ikke forestille mig, at læsere, der selv har prøvet at være forelsket med alt, hvad det indeholder, hopper på de beskrivelser, som de møder i denne historie. De er lige så utroværdige som reklamer for antirynkecreme.


    Der er 45 kapitler, og hver kapitelindledning rummer 2-3 blanke sider. Hvorfor forlaget har valgt at gøre bogen mindst 100 sider tykkere, end den behøvede at være, ved jeg ikke. Den er tung at holde i hånden – men selvfølgelig hurtigere end forventet at komme igennem.


    Janne Hejgaard

  2. #2
    Bogfantast Philipjonggonggong's avatar
    Reg. dato
    Jun 2009
    Sted
    I Fredericia.
    Alder
    31
    Indlæg
    1.589

    Standard

    Har fået at vide af nogle meget kloge mennesker herinde fra, at Vampire diaries blev skrevet før Twilight. ;)
    En stige lang har jeg købt mig
    jeg nu får besøgt dig
    det gerne jeg har villet tit!

  3. #3
    Administrator Boris's avatar
    Reg. dato
    Oct 2006
    Sted
    5000 C
    Indlæg
    14.567

    Standard

    ...og fra nr 8 og fremefter er de ikke skrevet af L. J. Smith selv, men af en Ghostwriter på kontrakt

+ Besvar emne

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •