Pelle Pophår og Panodilpigen er 1. bind i en ny børnebogsserie, om to herligt nørdede unger, der insisterer på retten til selv at vælge, hvem man er venner med - og på at føre frihedskamp og projektfremlæggelse på deres helt egen måde. Fyldt med action, humor og planer, der kun kan gå galt ... Pelle Pophår har en sprudlende fantasi - og mange interesser. Desværre er skolearbejde ikke en af dem. Petra starter i Pelles klasse og rygterne begynder straks at svirre. Er det sandt at Petras mor har forsøgt selvmord, og at Petra har fulgt hendes eksempel ved at sluge et glas panodiler. Da Pelle og Petra bliver sat til at lave gruppearbejde sammen om 2. Verdenskrig, får de ideen til at starte deres egen modstandsgruppe "POPA". Den første mission bliver at befri den gamle modstandsmand Olde-Pelle fra plejehjemmet. Men tingene går ikke helt som planlagt, og da en mystisk fremmed dukker op i hovedkvarteret, sker der ting, som Pelle ikke i sin vildeste fantasi havde drømt om ...
Udkommer 31.8.2011
Forlag: Høst & Søn