Det er som om, jeg observere mig selv, i tredje person, stille drifte mod et sorthul. Et ekstremt tyngdefelt, hvori selv lyset ikke kan slippe væk.


Men, i det jeg observere mig selv i tredje person, bliver min egentid forskruet, og tiden stopper for mig, selvom tiden ikke stopper for mig. Det er blot den tredje personelle observation, der forskruer min egen forståelse af min egentid.


Mit sind bliver strukket, hvor jeg befinder mig med forskellige distancer, til det atter sorte hul. Kun ved glimt kan jeg opleve hele mit sind, hvor jeg ellers befinder mig enten i atter mørke, eller i begivenhedshorisonten, hvor lyset atter eksistere.


Min forståelse af livet, vekselvirker, såvel som en magnet, der bevæger sig i en spole, af ledende materiale.


Min forståelse fokusere enten på den positive proton, eller den negative elektron. Sjældent bemærker jeg den neutrale neutron. Oftere end sjældener, dog stadig sjældent, oplever jeg forståelse af elektronen og protonen, til samme tid.


Min stræben stræber blot efter realiseringen af neutronen, så jeg kan få en hverdag, der ikke forskruer, den jeg selv mener jeg er.

-Kært Barn, Århus