Jeg hader den gade, det skumle lys. Mit liv, et hus, en dør. Den lorte gade, de Maliciøse gadelys, skarpe og skumle. Den dårlige luft, mine lunger, dine cigaretter.
De sammensatte firkantede huse, det er Tetris.
De grå og ulækre cigarkasser, ugh det er noget lort.


Alt der foregår i denne by er banalt, men de bananer jeg normalt omgås med går i pyjamas, ingenting har indhold, jeg er ikke en af de detonationer, du kalder for en homosapien, jeg, et fremmedelement.
Jeg associere mig ikke med noget som er efterstræbt, det bandlyste, mit livs lys.
Mennesker opad gaden, døende, trætte, husvilde, set ned på af den folkestamme, belyst af den klamme, grumme jordklode.


Oldermænd der siger “Ikke, men, man ,aldrig/altid ,måske ,skal ,forsøge.”
Den omsorgsfulde empati, den retfærdige sandhed, den ikke modtagelige bebrejdelse.

Mistro er den irriterende lyd af sang og glæde på højlys dag.