Minderne om min mor, minder mig og menneskeligheden. Måske minder minderne mildest talt om meningen med mig.

Kommunikation er en lærdom jeg har brugt længe på at lærer, hvor min tutor var den eneste der forstod, hvorfor to plus to, til tider tilnærmelsesvis minder mere om ti i øjeblikket, hvor samtalen finder sted.

Jeg har aldrig været god med ord. Tal. At tælle alfabetet, er en snild sag, men at bruge indholdet, af det tallene repræsentere, er ikke altid lige let, for en dysleksi ramt.

Dog minder mine minder mig om, at min moder altid forstod hvad mine tanker bestod ad, efter beskrivelserne af følelserne, der ikke altid er rationelt logiske.

Derfor minder min mor mig om tålmodigheden, jeg så desperat altid har haft brug for, for uden den, ville jeg ikke have overlevet til dagen, hvor hukommelsen om gårsdagens begivenheder, bliver transformeret til minder.

Dog har mennesket tendens til at omskrive hukommelsen, til det lykkelige, hvorpå min moder til tider formodentligt ikke altid har været indbegrebet af den tålmodighed og gode menneskelighed.

Livet har det med at følge det man fokusere på. Så du er sku helt OK mor.

-Kært Barn, Århus