Manden KAPITEL.2. Manden sagde ”Det nok ikke en godide at bruge kragerne til fragt med mennesker, men det virker. ” Jeg blevoverasket over den kolde stemme der kom fra ham. Da jeg så ned på håndledendeog anklerne opdagede jeg at det var kragerne der holdte fast i dem med kløerne.Georg havde fået en spændetrøje på og sad ovre i den anden side af kammeret.Det samme gjaldt vores sværd der hang på en stumtjener og så ud som arme.Manden sagde at han hed Jan og kunne hjælpe os. Georg vågnede som ved ettrylleslag da jeg sagde hans navn. ”hvor er jeg” sagde Georg meget hurtigt også helt anspændt ud. ”Tag det roligt vier i sikkerhed, og manden vil hjælpe os. ” sagde jeg roligt. ”Ja det kan dusagtens sige for det er jo ikke dig der sider i spændetrøje! ” råbte Georg meden stor røst i stemmen. Jan hviskede til mig ”tror du vi skal tage spændetrøjenaf ham” og jeg svarede ja. Jan gik over tog spændetrøjen af ham. Han blevoverasket over hvor glad han blev over at få den af. Han var nu kommet sig oversin overraskelse og var nu på vej over mod mig. Han sagde kun et lille ord ogdet var ”Chan” der fik kragerne til at slippe deres greb. Jeg spurgte hvad detbetød. Han svarede” det var navnet på deres forsvundne mor. ” Jeg turde ikkespørge hvor han kendte os fra for jeg vidste jo ikke hvilket svar der villekomme. Georg var allerede ude af døren for at se sig omkring og havde sikkertfundet vores heste. Jeg rejste mig op og gik hen til stumtjeneren og tog mitsværd, Georg havde allerede taget sit. Jeg gik ud af døren som knirkede så detlød som kattejammer. Jeg så Georg som stod ovre ved sin hest som stadig sov.Min hest var vågen og stod og spiste noget old gammelt hø. Der var noget vedsejr der ikke var normalt men jeg kunne ikke sætte fingeren på hvad det var.Men da jeg kom tættere på kunne jeg se hvad der var galt, han havde fået guldheste sko på men jeg kunne ikke se det gode i at det var guld. Der var et rundthus og i midten var der et fyrtårn som var så højt at man knap nok kunne setoppen. Et sted i huset var der en gennemgang der var lyst op med en fakkel derhang i en jernring. Jernringen var næsten opløst i rust. I gennemgangen var deren dør der så så rusten ud at det var et under at den ikke gik i stykker. Dervar hængelås på døren også den var ved at blive opløst af rust. Jeg gik hen tildøren og jeg åbnede den sjovt nok selvom der var hængelås på. ” kommer du ikkelige og hjælper mig. ” råbte Georg det stadig stod ovre ved sin sovende hest.Jeg glemte bare døren og småløb hen til ham. Han stod med duftesalt foran næsenpå den. ”Det tegner ikke så godt. Ravn blev bidt i halsen og sover stadig. ” Duftesaltet virkede ikke. Det virkede sikkert ikke fordi der var en anden lugt. Enmeget stærkere lugt. Jeg kunne ikke sætte fingeren på hvad der lugtede af. Viprøvede at finde det sted lugten kom fra. Den kom inde fra huset af. Vi gik indad den knirkene dør. Nu førte lugten os ud af huset igen. Det var som om atlugten bevægede sig. Men da vi fandt det sted lugten kom fra var det bare Jander havde bagt tærte. ”Vil i ikke have noget tærte. ” spurgte Jan og sattetærten på et bord der stod ved siden af det sted hvor Georg havde siddet ispænde trøje. Vi spiste tærten og Georg sendte mig det derden-smager-frygteligt-blik.