~Her er en novelle jeg skrev for længe siden og har inde på min movellas(Den er ikke så kendt..), men ville gerne høre hvad i syntes..(Der er kun en prolog, og et første kapitel, og første kapitel er måske lidt forvigegrene...)

(Prolog)
Retfærdighedens engle lagde deres hænder på den fordømtes vinger, ved deres berøring begyndte den fordømte englens vinger stille at skifte fra en smuk overnaturlig hvid til en smukkere overnaturlig sort. "Dine vinger rives af på begrundelse af du har forrådt din egen slægt, din skaber, din herre. Du er dømt til at leve i en menneskeform nede på jorden hvor du hverken kan føle eller kan tilfredsstille dine lyster. Du vil være dømt til at leve sådan til al evighed eller indtil en viser dig nåede og finder en måde at dræbe dig på." Lød det kold fra lederen af retfærdighedsenglene som stod foran den fordømte englen mens de to andre holde fast i dens vinger.
Den fortabte engel stod foroverbøjet og trak vejret dybt mens den ventede på smerten der ville komme når de rev dens vinger af. Den prøvede knap at gøre modstand.
"Riv" lød det koldere fra lederen. Han vendte sig om og fløj op mod englenes land.
De to engle strammet grebet om dens vinger og begyndte at rive. De lød som papir der blev revet over, røde blod striber begyndte at løbe ned af ryggen på den fordømte, den trak vejret i små gisp på grund af smerten, men da de rev det sidste af skreg engel af smerte.
Hver af de to retfærdighedsenglene tog en vinge under armen, og skubbet englen ud fra den sky de stod på, så den fordømte kunne falde ned på jorden og leve blandt menneske og andre faldne.
Den fordømte prøvet at gribe fat i skyerne og luften, men det gled igennem dens fingre. Den vendte sig med ansigtet ned af og forsøgte at flyve, men der skete intet. Det eneste den kunne var at falde.
Den ramte jorden med højt 'bump'. Den lagde med ansigtet vendt mod jorden, en lille hulken ud slap dens læber, ikke fordi den fortrød, men fordi dens ryg gjorde så frygteligt ondt.
Den havde hørt at faldne engle ikke kunne føle smerte kun ved deres vingear - det kunne den bekræfte, det havde ikke gjort ond at ramme jorden med sådan en kræft, det eneste der gjorde ond var vingearne.
En let briste strejfet den faldenes ryg. Den lagde nøgen midt ude på en mark i månens hvide skær.
Blodet var stille begyndt at stivne på dens ryg, men vingearne brændte stadig.

(Kap. 1.)
Regnen slog hårdt mod ruden. Når en dråbe havde ramt glasset sneg det sig langsomt længere ned af, jo flere dræber der ramte de våde vand striber jo hurtigere løb de.
Jeg lagde mine fingerspidser på glasset, jeg lod dem langsomt kør nedad det kolde glas med en let bevægelse. Mit åndedræt dugget glasset så der kom hvide pletter, som forsvandt lidt efter de var kommet.
Døren bag mig blev åbnet, jeg vendte mig hurtigt om og foldet hænderne på ryggen, da jeg opdaget det bare var Sebastian lod jeg dem falde ned langs siden. Hans smil var køligt, og afslappet.
"Jeg ville bare se hvad du lavet" Sagde han afslappet og tog et skridt ind i værelset.
"Jeg står bare.." Lød det lavt fra mig.
"Er der noget i vejen?" Han tog et skridt tættere på mig. Han lagde en finger under min hage for at få mig til at kikke op på ham. Jeg rystet bare på hovedet, men jeg vidste han ikke troede på mig. Han vidste altid når jeg løg. Et lille suk ud slap mine læber
"Jeg kommer bare til at..." Jeg kunne ikke gøre sætningen færdig, ordene lagde ikke i min natur. At savne nogen var ikke noget jeg gjorde meget i.
"Savne mig? Jeg kommer os til at savne dig, Emily." Han sendte mig et smil og gav slip fra min hage.
Jeg sukket let, Sebastian var min storebror, han havde altid været der for mig og støttet mig. Og imorgen tog han til en anden by, måske et andet land? Jeg viste ærligtalt ikke hvor han skulle hen og hver gang jeg spurgte ham sagde han at det var ubetydeligt og at jeg ikke behøvet at bekymre mig. Jeg vidste kun han skulle være væk et år og kom hjem til Jul.
Jeg vendte mig om mod vinduet igen og kikke ud på regnen.
"Hvor er det du skal hen?" Spurgte jeg.

Han sukket bag mig og gik hen ved min siden. Han svaret mig ikke til at starte med, som om han skulle overveje om han ville fortælle mig det? Han stod bare og kikke udad vinduet. Efter en lang pause sagde han endelig noget.
"Jeg skal bare på en lille tur med nogle venner, ikke andet. Jeg kommer jo hjem til Jul."
Jeg kunne se i vinduet han havde vendt sit ansigt mod mig, men jeg lod bare som om jeg ikke havde set det. Han sukket. Og mumlet så;
"Jeg går i seng."
Han vendte sig om og gik mod døren. Da døren lukket sig efter ham blev jeg stående og kikket udad vinduet.
Til sidst gik jeg hen til min seng, klædte mig af og lagde mig under min dyne.

***

Hans stærke arme lagde sig om mig. Han klemte mig stille ind til sig. Jeg gav et lille grynt fra mig.
Han grinte let og klappet mig på ryggen. Han lod sine arme falde ned langs siden og tog et skridt tilbage så han kunne kikke på mig. Han sagde som om han havde læst mine tanker; ”Jeg kommer hjem til jul, og jeg skal alligevel kun være væk et årstid?”
Han sendte mig et smil der plaget hende om ikke at græde som jeg ville have gjort da jeg var seks år, men det havde han ikke behøvet. Jeg var vokset og var blevet en stor og stærk pige. Hvorfor var han så bekymret for mig? Jeg skulle nok klare mig?
(- Der kommer ikke nogen efter hende blev han ved med at sige til sig selv, men jo mere han prøvet at tro på det jo mere kom han i tvivl. -)
I det samme kom deres mor over til dem med en kop kaffe i hånden ”Dit fly flyver om et kvarter” Hun rakte billetten til ham. Han tog imod den og stak den i lommen. Moderen tog en slurk af sin kaffe og kikket på sit ur. Jeg ville tro hun bare ventet på at komme af med ham, men vi vidste begge at mor havde travlt med sit arbejde. ”Pas nu på dig selv” Lød det fra moderen så snart hun rettet blikket på ham.
Hun sendte ham et smil af bekymring, gik så et par skridt tættere på ham og stillet sig på tær for at kunne give hans kind et kys, men selv når hun stod på tær var hun ikke høj nok til at nå sin søns kind.
Han grinte lavmælt og bukket sig så, så moderen kunne kysse hans kind. Hendes røde læbestift lavet en lille fedtplet på hans kind som han prøvet at fjerne med sin hættetrøjes ærme. Moderen grinte bare nervøst. Hendes mobil begyndte at vibrere i hendes lomme og af ren refleks trak hun den hurtigst muligt op af lommen. Hun stod og kikket lidt på displayet, hvorefter hun hvisket stille til sønnen og datteren at det var en meget vigtig opkald hun blev nød til at tage, og at hun ville savne sønnen indtil de ses igen. Så tog hun telefonen og gik væk fra dem mens hun snakket ind i telefonen.

Han sukket stille ”Jeg må til at af sted” Han så ned på mig, jeg gik ham til omkring skulderne. Jeg så bare opgivende på min bror. ”Så farvel da…” Han fisket et lille stykke krøllet papir op af lommen. ”Jeg vil gerne have du læser det her, men vent til du er kommet hjem og du er sikker på du at du er alene” Han rakte mig en lille krøllet seddel. Jeg stod og kikket forvirret på ham og tog så imod sedlen. Han gav mig et sidste kram hvorefter han trak sin sports taske over skulderen og gik ud til sit fly.
Jeg stod og kikket efter ham indtil jeg så ham stige op i flyet, jeg så flyet lette. Jeg kikket forgiverret på sedlen og stak den så i lommen. Jeg trak min hættetrøje længere omkring mig da jeg var begyndt at fryse lidt inde i den store hal. Min mor stod stadig og snakket i telefon så jeg satte mig hen på en bænk som der ikke sad nogen på.

//Vis i vil like(Tilføje den på favorit) eller give en kommentar på movellas(Også) er der et link til den her:
http://www.movellas.com/da/book/read/201209301239116737
(I må pgså gerne blive fan af mig ^^