Dette er starten af en novelle jeg skrev i skolen. Jeg vil meget gerne høre jeres mening omkring den

Jeg sukkede dybt. Hver en muskel i min krop skreg. Jeg kiggede ned af mig selv, og kunne ikke lade være med at smile af hullerne i mine bukser. Hun havde godt nok været en uartig lille pige. Hendes gyldne hår spejlede sig stadig i mine tanker, og jeg kunne ikke få hendes gråd ud af hovedet. Det var helt opstemmende. Jeg grinede lidt for mig selv, idet jeg tog endnu et skridt ned mod stedet. Stedet hvor jeg havde taget hende med mig. Stedet hvor jeg havde bevist hvem jeg var og er. Jeg kunne ikke tørre det smørrede smil af mit fjæs, for det var kommet for at blive. Vinden legede blidt med mit hår, ligesom da jeg havde rørt ved hendes fine lille fløjlskjole. Hun havde ikke været bange, det sørgede jeg for, for ellers kunne jeg jo ikke have udført mit ellers meget nøje planlagte arbejde. Jeg havde set hende fra mit vindue hver eneste tirsdag eftermiddag, samme sted, samme sten, samme dukke. Det tændte mig. Det tændte mig så inderligt. Jeg bukkede mig ned og tog dukken i mine arme. Den duftede så dejligt af hende. Et gys strøg gennem min krop, og jeg gispede efter vejret. Jeg følte ingen trang til at gøre noget om, også selvom jeg vidste, at mine handlinger ikke var godkendt at alle andre end mig selv. Jeg puttede forsigtigt dukken i min taske, og så mig om, for at sikre mig, at der ingen mennesker var på stranden. Jeg gryntede lidt, da jeg vendte mig om og drog hjemad.

Døren knirkede da jeg åbnede den til mit slot. Mine velkendte undersåtter smilede til mig, med deres stive blikke fra hylden over kaminen. Jeg nikkede anderkendende til dem og satte min taske fra mig. Jeg sukkede dybt og begav mig ud i køkkenet. Der var stadig rødt over det hele. Jeg elskede farven rød, den mindede mig om så mange gode små piger. Jeg smurte mig en ostemad og satte mig ned ved det klæbrige bord. Jeg var ligeglad med, om min mad blev lidt rød, for det var vel også bare proteiner. Jeg sad og stirrede ud i luften, imens jeg tænkte hele scenariet igennem. Hendes gyldne lokker lå stadig på bordet. Jeg ville efterfølgende putte det i mappen med de andre hårtyper. Jeg klukkede lidt, og tog endnu en bid af min mad. Jeg kunne stadig se hende for mig. Hendes blå øjne der stirrede intenst ind i mine, uden hun kunne få en lyd frem. Det var kun i de sidste 5 minutter af hendes liv, hun var bange. Hun havde været så bange at hun havde urineret sine egne underbukser. Det tændte mig. Jeg havde ingen anelse om hvorfor, men der var noget tiltrækkende over små pigers uskyldighed. Mit svær lå stadig skyldig i vasken. Helt rød. Rød som roser. Rød som jordbær. Rød som blod. I går havde det skåret franskbrød. Jeg smilte ved tanken om da jeg prikkede lidt til hendes lår med mit svær. Den måde hendes fløjlskjole var blevet rød. Jeg sukkede ængsteligt ved tanken. Jeg havde lyst til at gentage scenariet, ligesom jeg plejede efterfølgende.