Pin It

Besvar emne

Skriv indlæg i emnet: Livs vej

Din besked

Hvis du allerede er medlem Klik her for at logge ind.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

 
  • :sove:
  • :drool:
  • :say:
  • :blomster:
  • :c207:
  • :flyver:
  • H*
  • :vred:
  • :dunno:
  • :whine:
  • :gab:
  • :pop:
  • :dancing2:
  • :c202:
  • :fr:
  • D*
  • :xmass:
  • *whip*
  • :klap:
  • :ufo:

Vælg ikon til indlæg (valgfrit)

Flere valg

  • Vil ændre www.example.com til [URL]http://www.example.com[/URL].

  • If selected, :) will not be replaced with smile

Abonnement

Gennemgå emne (nyeste først)

  • 09-06-14, 09:53
    888

    Livs vej

    Det kan godt være at jeg havde fået solstik, da jeg skrev den her lille novelle/historie, men hvad synes I?

    ___________________________________

    Livs vej


    I forhistorisk tid et sted i Grækenland var der engang en mørk og dyb grotte, hvor intet sollys trængte ned. Dernede boede menneskene. For at holde kulden på afstand havde man samlet et stort bål i midten af grotten, som aldrig måtte gå ud. Altid var mindst to medlemmer af klanen beskæftiget med at holde ilden ved lige. Faktisk vidste ingen i klanen, hvorfra ilden kom. Nogle af mændene mente, at den måske kom fra solen, der hver dag gik sin faste gang over hovederne på dem, andre talte om brændende klipper og flammejord. Sagen var, at ilden havde været i deres liv siden de var småbørn. Fra deres forældre havde de hørt historier, men ingen vidste med sikkerhed hvorfra ilden stammede. Af forældrene var de som børn alle blevet indskærpet, at ilden – for alt i verden – ikke måtte gå ud.
    For alt i verden.
    Med en sådan ærbødighed omfattede man ilden, at man endda ofrede mennesker til den, thi således viste man, at man ikke var dens lige, den var hellig.
    I en lille afsides hule i grotten sad en gruppe mennesker bundet. De skulle snart ofres til ilden. De havde levet i den hule i årevis. De var fanger. Mangen en leding var grotteklanen draget på, når de savnede mennesker, som de kunne ofre til den hellige ild. Nu sad der fire derinde i hulen. To mænd og en kvinde. I kvindens favn en lille pige. Hun var et barn af mørket, et grottebarn. Aldrig havde hun set dagens lys. ’Elios’ ’Elios’ som menneskene andægtigt messede ude i grotten.
    Pigen hed Liv. Faderen var en af de to mænd. Men Liv havde ingen far. Kun sin mor.
    En dag var der postyr i klanen.
    En jæger fra grotteklanen var faldet ned fra en bjergkam. Han havde været overmodig. Utålmodig. Stormet frem – ubekymret - som kåde drengebørn på en flad græsmark. Hans død var et stort tab for grotteklanen. Øjne skulede snart ind i den aflukkede hule. Skygger kastedes ind af menneskene, der slog sig for brystet, rev sig i håret. Forfærdelige skrig og jammer genlød ud i alle grottens dybeste kroge og kom igen som nye stemmer, som var grottemenneskene flere end de var.
    De to mænd forgreb sig på Livs mor. De var grebet af den voldsomste frygt. De vidste hvad der snart skulle ske. Når jægeren var faldet måtte årsagen – ’ogos’ som grotteklanen sagde – være, at guderne var dem uvenligt stemt. Man måtte sone. Der skulle ofres. Mennesker.
    For Liv repræsenterede en sådan tid alt hvad der var mørkt i tilværelsen. Dagligdagen var ellers god nok. De fik mad. Også deres hule nød godt af varmen fra ilden. Hun elskede at se på skygger. Kunne hele dagen sidde og se på grottemenneskenes skygger, der snart forvandledes fra en form til en anden. Hun holdt særligt af at se skyggerne, når de bar brænde til bålet. Næsen i sky (Liv havde altid undret sig over det udtryk), brænde til hagen, benene lidt i knæ – stavrende. Der var noget hæmmet, noget komisk over sådan en skygge, syntes Liv. Liv talte aldrig med de to unge mænd. De var fremmede. Fra en anden klan end hendes mor. Men hun lærte meget af at betragte dem. Hun lærte også at slås, selvom hun altid tabte. At undvige, når det behøvedes. At tolerere, uden at knække.
    Den ene mand blev hentet. Snart var alle menneskene – fanger som grottefolk – helt excentriske. Fangerne af frygt, grottemenneskene af fryd. Rædselsskrig blandede sig med begejstrede udbrud, da den unge mand røg på bålet. Kun lille Liv var af et andet stof.
    Hun så pludseligt sin mors grimasse. Aldrig havde hun set noget så frygteligt. Så forvreden var hendes ansigt. Livs mor havde stukket benet frem da rullestenen skulle rulles på plads efter den ene mand var blevet hentet. Der var en åbning. Liv havde senere hen tænkt tilbage på dette øjeblik – hvis tænkt var det rette ord – for det stod som brændemærket på indersiden af hendes øjenlåg. Som skrevet med en mere bindende væske end blod, som var det skrevet med sjælens udødelige mikstur.
    Med et beslutsomt puf havde moren skubbet Liv hovedkulds ind i åbningen. Liv var kravlet ud gennem åbningen og ingen i klanen havde ænset hende. I deres fryd var grottefolkene blinde for omverdenen og alt hvad der rørte sig. Af en djævelsk art var den fryd de var hensat i. Liv kravlede for livet. Snart gik det op, snart ned. Snart var hun i en korridor og hun måtte rejse sig. Hendes knæskaller og hænder var sorte af småsten, der havde boret sig ind i hendes hud. Det gjorde ondt. Hun var alene.
    Da hun rejste sig blev hun grebet af en lyst til at løbe tilbage. Følte sig vist bort af sin mor. Men så så Liv lyset og glemte alt om fangehullet, hvor moren og den ene af mændene stadig sad.
    Fra først af var hun kravlet ud af lys, ud i mørket. Men nu så hun langt nede i korridoren et nyt lys og hun blev grebet af en ulidelig rædsel. Som en bavian på flugt fra en chimpanseflok, der undflyr et belejret træ for at finde det næste besat.
    Men der var noget underligt ved dette lys. Farverne var anderledes end hvad hun var vant til fra bålets skær. Det røde og orange var der ikke. Det flakkede ikke. Og det mærkværdige var, at hun ikke så nogen skygger.
    Da Liv snart kom til grottens åbning stod hun ganske stille. En forundring greb hende, som var mindst ligeså lamslående, som den rædsel hun just var undsluppet. Var dette en ny grotte hun var kommet ind i – hvor alting bare var omvendt? Over hende brændte en ild stærkere end den i grotten, så stærk, at hun straks måtte kigge væk, da hun tog den i syne. En himmelild.
    Der var farver Liv aldrig havde set før. Lyde, som små skikkelser lystigt gav fra sig, alt som de farede og fløj gennem luften. Der var vind.
    Alt i Livs liv var nu ændret. Uigenkaldeligt. Hendes verden en ny.
    Førhen var den største brand bålet, nu solen. Brænde, det som ilden spiste – når den ikke blev fodret med mere udsøgte varer under ofringerne – hvad var det mod træer? Grottefolkene var ’mange’, men i denne nye grotte skulle ’mange’ blive til ’få’. Nye mål for alt.
    Livs dagligdag, der før havde været god, syntes stadig god! For det havde den føltes som dengang og det kunne derfor ikke laves om. Det mørke, som kunne få de lyse sider frem i hulens lille fængsel var brudt og et lignende mørke lod skæbnen ikke Liv leve i igen.
    Liv løb. Hun løb indtil mørket sænkede sig og troede sig i et øjeblik på ny i grotten.
    Dengang i Grækenland var det ikke som i dag. Dengang gik guderne på jorden. Guderne lignede ikke guder, de lignede mennesker og dyr, for de yndede at klæde sig ud. Snart var en gud en hvid svane, snart en gammel gråskægget mand. Men guderne kunne også finde på at forklæde sig som natur. Som en oase i en ørken eller værre, som et fatamorgana af en oase i en ørken, som den der skulle straffes for sin ugudelighed blev ledt på afveje af. Da var det, at Liv pludseligt stod med fødderne i en rislende bæk. Dagens sidste lys oplyste bækkens marmorbund og åbenbarede det klareste og reneste vand Liv endnu havde set. Liv så for første gang sine lemmers kridhvide kulør, da skidtet blev skyllet af hænder og fødder. Hun satte sig ned og bækkens vand skyllede de sidste småsten ud af huden omkring hendes knæ. Dette var ikke nogen almindelig bæk. Det var en bæk, som skænkede Liv evigt liv.
    For Liv lever endnu den dag i dag.
    Denne historie, som jeg her har fortalt, var omtrent sådan, som Liv selv berettede den for mig. Hun fortalte mig, at den kilde hun dengang satte sig i var selveste Zeus eget drikkebæger. Hans kylix – tror jeg nok, var det ord hun brugte. Ungdommens kilde, gudernes drik, ikke vand, men nektar, var det, som dengang havde vasket skidtet af lille Liv og hendes snavsede fødder og skænket hende evig ungdom. Zeus i forklædning som en rislende bæk. Liv, hvis liv var begyndt i en grotte dybt under jorden, som en blomst, der bryder den hårde asfalt.
    Hun fortalte mig om alle de liv hun havde levet. I kejsernes Rom, i Germaniens dybe skove, hun havde set den kristne kirke vokse sig stor og mægtig, set den krympe sig i oplysningens tidsalder, hun ville også se dens endeligt – snart - sagde hun, men kom det ikke nærmere. Hun fortalte om mennesker, som var de natur og om natur som var verdens ild, jord, vand og luft rundet af det samme som menneskenes sjæl. Og hun fortalte mig om en spøjs analogi til skyggerne i grotten og når jeg om lidt har berettet om mit møde med Liv, så vil jeg slutte min fortælling af med den.
    Første gang jeg mødte Liv var da jeg var på skovtur. Jeg søger gerne hen, hvor jeg kan være alene. Således fandt Liv mig altså. Siddende på en gammel mosklædt træstamme, som havde fået lov at ligge af skovfogeden. Liv er ikke let at beskrive. Hendes hår er langt og lyst, øjnene lyseblå – men her er intet sagt. Velskabt og elskelig, som Venus der træder op af det skummende hav. Så yndig som Tegners frue! Men det var i blikket. Heri var alt og intet. I perfekt balance.
    Alt og intet.
    Hun læste mit hjerte og ville forsøde det. Jeg tror, at hun var et sted foran mig - hendes tanke - fjernende sten på min fremtids vej, som jeg ikke var nået at bumpe mod endnu og som jeg nu aldrig ville støde på. Hun fortalte mig om hovedårsagen - ’ogos’ som hun sagde - til al menneskelig lidelse. Hvad var det? Kom jeg raskt, som var jeg et lille barn. Uvidenhed lød svaret. Vores verden er vores viden, sagde hun som oraklet i Delphi og jeg følte der savnet af en Apollonpræst, men hun fortsatte, heldigvis. Nogle mennesker lever i en stor verden, andre i en lille, som var vor viden diameteren i vor verdens cirkel, men alle verdener består af det samme. Der er varme og kulde i dem alle. Selv det koldeste sted vil man kunne finde varme, sagde hun. For kulde kan ikke bestå uden varme og omvendt. Ligeså lidt som den vågne tilstand kan tænkes uden søvnen. Livet uden døden. Venner uden fjender. Og selv et venskab kunne ej tænkes uden fjendskab. I al fald, sagde Liv, var det aldrig lykkedes hende.
    Liv gik omkring mig som en fe. Måske hun også havde kendt indianere, for hun bevægede sig ganske lydløst rundt på den brogede skovbund. Hun lo da jeg spurgte, drillede mig og sagde, at de havde i al fald kendt hende, men at hun altid havde bestræbt sig på at træde der, hvor noget skulle trædes ned – for nedtryk var lige så naturligt som optryk. Men kviste og den slags, undgik hun helst, for de skræmte fuglene væk når de knækkede og dem holdt hun så inderligt af. Måske fordi, at det var de første levende dyr hun så, dengang hun trådte op af jorden engang for længe siden et sted i Grækenland.
    Der fór i næste nu et skyggefuldt udtryk henover Livs ansigt. En tanke på flugt, som en komet der fra solsystemets udkant af en usynlig kraft trækkes mod solen for atter at blive slynget ud igen, lidt lettere.
    Liv fortalte mig, at skyggerne på væggen, som hun engang havde studeret så ivrigt, mindede hende om billederne fra fjernsynet og internettet, som hun i vor tid var blevet bekendt med. Det kom egentligt ikke som nogen overraskelse, da Liv fortalte mig, at hun også var på facebook, så nysgerrig anlagt, som hun var!
    Skyggerne i grotten og billederne på skærmen var gjort af det samme stof, fortalte Liv mig. Jeg studsede. Ønskede mig, at høre mere, men i det samme kom en mountainbike klub cyklende hen ad stien i et hæsblæsende tempo, jeg øjnede dem; da de var væk - og freden med dem - vendte jeg mig igen mod Liv. Men da var hun også væk. Overladt til mig selv, gik jeg i gang med at tænke over, hvad hun mon kunne have ment.

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •