Pin It
+ Emnet lukket
Viser resultater 1 til 3 af 3

Emne: Leif var sgu en flink fyr (Mord på biblioteket)

  1. #1
    Boggnasker Butju's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    Næstved
    Alder
    25
    Indlæg
    235

    Standard Leif var sgu en flink fyr (Mord på biblioteket)

    ”Bønner,” mumlede Leif. ”Altid bønner.”
    ”Hvad snakker du om?” smaskede hans sidekammerat, så en klat gennemtygget bønne landede på Leifs sweater. Uvidende om djævelskabets tilstedeværelse på sin sweater, skubbede Leif sine grønne bønner ned på gulvet med sin gaffel.
    Det var en af dagens tre prøvelser, som Leif og resten af folket i huset var i gang med at komme igennem. Ikke alle betragtede det som prøvelser at hælde lidt føde i maven – faktisk kaldte de fleste det for morgenmad, frokost og aftensmad – men da der var grønne bønner til maden hver anden aften, var det ikke ligefrem Leifs yndlingsbeskæftigelse. Det så til gengæld ud som om, at sidekammeraten følte sig vældigt underholdt i smaske bønner.
    Selvfølgelig var der også noget andet mad end bønner, men det fandt Leif heller ikke spændende. Han foretrak egentlig slet ikke at spise noget, for når maven er fuld, bliver man hurtigt træt og får lyst til at slå lidt på sin mave, eller hvad folk nu kaldte det.
    At være træt kunne ikke bruges til en disse. Slet ikke når man skulle gruble over en gåde.
    En gåde, som man har grublet over i flere år. En gåde som Leif havde taget sig æren af at navngive: Mordet på biblioteket.

    Da prøvelsen var bestået, gik folket tilbage til opholdsstuen, som personalet kaldte hyggestuen, hvor de skulle være i en time, inden de skulle i seng på deres værelser. Væggene i det store rum havde en yderst ubehagelig farve. Samme farve som Leifs hadespise, hvis navn er blevet nævnt syv gange tidligere. I den ene halvdel af rummet stod en masse runde borde, med stole der passede til designmæssigt. Nogle akvarelmalerier var der skam også blevet plads til på væggene, og specielt et af dem kunne Leif ikke lide. Det forestillede en pære. Ikke en bønne, nej, men den var nu stadig grøn, så der måtte vel være en vis forbindelse mellem dem. Denne del af rummet blev af personalet kaldt for hyggehjørnet. Leif syntes ikke helt, det levede op til navnet. Der var ikke så meget hjørne, og hyggeligt var der bestemt heller ikke.
    Den anden del af rummet blev kaldt hyggesofahjørnet af personalet og bare sofahjørnet uden hygge af alle os andre. Et yderst opfindsomt navn, mente Leif, men det hjalp nu ikke helt på det faktum, at en bønne-grøn sofa var en del af denne hyggefri zone.
    Mange af husets beboere brugte al deres tid i hyggerummet på at glo på det fjernsyn, der var placeret foran bønne-sofaen, men af princip valgte Leif ikke at røre sofaen, så det var i hyggehjørnet, at han brugte sin tid.

    Og han brugte den skam flittigt, den tid. Han brugte den nemlig på at gruble. På at gruble på den selv samme gåde, som han så tit grublede over, når Peder gryntede i søvne. Peder var hans værelseskammerat, der personligt ikke havde noget imod grønne bønner og derfor ikke var særlig vellidt af Bønnehaderen.
    Da Leif og Peder lå i hver deres seng, lå førstnævnte og grublede. Han grublede over gåden.
    Gåden gik ud på et mord, som Leif var sikker på, havde fundet sted. En dreng var blevet myrdet på det lokale bibliotek. Hvem var morderen?
    Problemet med Leifs grubleri var, at han ikke kom nogen vegne mod gådens løsning. Han havde ingen beviser og ingen spor. Han måtte ud.
    ”Du, Peder,” sagde Leif. Peder var heldigvis ikke faldet i søvn endnu. Og svarede med et par grynt.
    ”Hvad siger du til at flygte herfra?” spurgte Leif. ”I nat.”
    Peder, som før havde vendt med ansigtet mod den heldigvis ikke grønne væg, vendte sig nu om og sagde: ” Hvor skal vi tage hen?” Han sagde det, imens han slikkede sig om munden, så det lød ret underligt, men det tog Leif sig ikke af, så længe det ikke var en grøn bønne, der blev slikket på.
    ”Vi skal på biblioteket.”

    Imellem de to senge, stod et lille, ridset bord af træ, hvis ben sad løst. De to mænd tog et ben hver og begav sig ud ad døren. Deres dør blev heldigvis ikke låst om natten, for de blev ikke betragtet som farlige. Af en eller anden grund var Leif faktisk blevet betragtet som farlig for to år siden, men nu var personalet mere trygge ved hans dømmekraft og hvad det nu alt sammen hed.
    De befandt sig nu i en gang, der heldigvis ikke var blevet navngivet af personalet. En masse døre langs hele gangen førte ind til folks værelser. Leif og Peder begav sig mod husets udgang. Ved hoveddøren var der en slags forhal, dog ikke så stor, der blev kaldt hyggeentréen af personalet. I dagstimerne stod der altid et medlem af selv samme personale bag en lysegrøn disk. Af den grund havde Leif faktisk aldrig været i det rum, så han spurgte Peder om sikkerhedsforanstaltningerne.
    ”Nej, nej!” sagde Peder, imens han pillede næse. ”Ingen vagter eller personalefolk.”
    Alligevel stod en mand i en hvid dragt bag disken da de kom ind i hyggeentréen. Han stod og rodede ved en computer, imens han mumlede et eller andet. Han havde nået at se de to flygtninge, inden den ene af dem havde smadret et bordben i han baghoved.
    ”Hvorfor fanden gjorde du det?” hvinede Peder, imens computer-roderen sank sammen på gulvet. Leif kiggede på sit bordben, der havde fået en rødlig farve i den ene ende. Gulvet under den sårede mands hoved fik også en farve, der efter Leifs mening passede godt sammen med det hvide tøj og resten af gulvet, som ligeledes var hvidt. Det var næsten smukt. Hvis han havde haft et kamera, var der nok blevet knipset et par billeder.
    Efter at Leif havde stået og tænkt lidt over tingenes gang, og Peder havde rystet lidt i knæene, gik de ud af den brede glasdør.
    ^Genialt sagt!
    _____________________________________________
    Læser for tiden:

    En fortælling om hr. Roos
    af Håkan Nesser

  2. #2
    Boggnasker Butju's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    Næstved
    Alder
    25
    Indlæg
    235

    Standard

    Klokken lidt over et eller andet blev Leif prikket på skulderen af en ældre herre i en mørk jakke og med små rynker under hagen. Han smilede let og så i det hele taget bedstefar-rar ud.
    ”Du må altså ikke sove her, unge mand,” blev der sagt fra hans mund, og Leif forsøgte ihærdigt at forstå, hvorfor dette var tilfældet.
    Intet resultat.
    Lidt efter kom et bordben flyvende. Gamlingens hoved faldt bagud, som om en vigtig knogle i nakken manglede. Faktisk var det nærmere kraniet, der var noget galt med, men det tog Leif sig ikke af. Det var blevet lyst, så Leif vækkede Peder fra hans grynteri.
    ”Sover han?” gryntede grisen og kiggede på den sammensunkne skikkelse.
    ”Noget i den stil,” svarede Leif, imens han samlede sit bordben op.

    Det var et ganske hyggeligt bibliotek. Det lå på første sal i en temmelig stor bygning. Nedenunder var et supermarked, hvis navn vidst nok startede med K. Der var store vinduer fordelt på de fire vægge, så man kunne se, hvor langt der var ned.
    Biblioteket havde lige åbnet, så der var noget nært mennesketomt. Leif og Peders fodtrin skabte ekko, som slog mod bibliotekets hvidmalede vægge. Et andet ekko af nogle andre fodtrin kunne derefter høres, og lidt efter kom en kvindelig bibliotekar gående i raskt tempo imod dem.
    ”Jamen dog, jamen dog, sikke da en flot kæp du har fundet der,” sagde hun smilende, ”det er vel nok en flot, grøn farve den har.”
    Noget slog klik for Leif i det øjeblik. Han sagde ikke noget, kiggede bare ned på det skinnende gulv. Bibliotekaren smilede stadig imødekommende og fortsatte imod dem i samme tempo, imens hendes øjenbryn konstant bevægede sig op og ned.
    Og så piskede vinden, så hun faldt omkuld med blod fra siden af hovedet. Skinnende blod på det skinnende gulv.
    ”Kæppen er et bordben, og det er gråt,” hviskede Leif til hende. Hans øjne gjorde ondt.

    De fik bakset den, vidst nok, sovende bibliotekar ud på et af stedets toiletter og lukkede dets dør efter dem. Peder fandt det ikke helt passende at sove på sådan et ulækkert sted, ja, en seng ville ski være meget bedre, men Leif fastslog at hvis andre så hende sove, ville de blive særdeles oprørte.
    Så begyndte de at søge efter spor. Med hver deres halvdel af biblioteket søgte de to mænd af alle kræfter efter ledetråde til gådens løsning. Leif startede med at gå en runde, hvor han kiggede gulvet igennem. Det kunne jo være at nogen havde tabt et spor. Derefter var det de mange reolers tur, og det var noget af en udfordring. Alle de bøger, skulle vel skimtes igennem, det måtte man antage. Leif ville så gerne finde et spor, så han skimtede det bedste, han havde lært, Gad vide hvordan Peder klarede sig? Kunne han overhovedet læse? Med sådan en kærlighed for bønner kunne man jo ikke forvente sig så meget. Hvad var det for nogle sirener han kunne høre hyle et sted udenfor?
    Leifs tanker blev afbrudt af en mandspersons stemme: ”Kan jeg hjælpe Dem med noget?”
    Leif vendte sig hurtigt om, så hans højre skos hæl hvinede mod gulvet. Stemmen tilhørte en middelaldrene herre, der tydeligvis havde samme arbejde som den sovende bibliotekar. I modsætning til hende var han bare ikke ligeså imødekommende. Han havde valgt at tage et noget så gråt sæt tøj på i dag, og han osede ikke ligefrem af godt humør. Det var som om en maler havde malet en smal, sort streg, der hvor mandens mund skulle have været.
    Leif havde ikke fundet nogen spor endnu, så han tænkte, at hjælp nok ville være på sin plads.
    ”Jeg leder efter spor.”
    ”Spor?” svarede bibliotekaren træt. Han stønnede det nærmest ud af sine næsebor.
    ”Ja, spor,” svarede Leif, ”til en gåde.”
    Bibliotekaren stønnede igen og lukkede øjnene. De blev holdt lukkede i fem sekunder, og da han åbnede dem igen stønnede han: ”Kan De ikke udtrykke Dem mere klart?” Han var vidst begyndt at blive irriteret. Leif svarede: ”Jo, ser du, jeg søger spor, spor til en gåde, som jeg skal løse. Jeg har bestemt mig for at løse den i dag, så de spor er meget tiltrængte.”
    ”Så udtryk Dem dog klart!” sagde bibliotekaren bestemt. ”Jeg kan jo ikke hjælpe Dem, hvis De ikke fortæller mig, hvad De leder efter.”
    ”Det er jo spor, jeg leder efter,” svarede Leif. Var manden fatsvag, eller hvad? Hvor svært kunne det være at forstå det? ”Kan du da ikke forstå det!”
    ”Hør nu, unge mand. De spor, som De leder efter, kunne jo være hvad som helst,” svarede bibliotekaren irriteret. ”De bliver nødt til at komme med mere konkrete svar.”
    ”Det er dig, der skal udtrykke sig klart!” råbte han. ”Du taler hele tiden udenom! Det er som om, du vil mig det dårligt!”
    ”Det er da klart, hvis folk vil Dem det dårligt, når De er så uforskammet og irriterende!” råbte bibliotekaren, men sænkede så tonelejet. ”Jeg har ringet til politiet efter det svineri, De har lavet ude på toilettet. De er her nok om lidt.”
    Leif tog sig til hovedet og begyndte at skrige. Han skreg sin irritation ud, eller forsøgte i hvert fald. Hvor var det, hvor var sporet? Det fandens spor! Og hvad med bordbenet, hvor var det? Hvorfor skulle alt gå galt lige nu, så tæt på målet, så tæt på løsningen, så tæt på gådens løsning.
    Bibliotekaren stod bare og betragtede ham. Han var overraskende rolig, når man tænkte på situationens omfang. Det måtte han bøde for, han skulle straffes – med eller uden bordben!
    Leif sprang ham i møde med en knytnæve til hilsen. En knytnæve i ansigtet, så én i maven, og da det var tid til tredje slag, blev han holdt tilbage af nogle fyldige arme. Leif lukkede øjnene. Det var politiet, der var kommet efter ham. Hvorfor? Han havde jo ikke gjort nogen noget, han ville jo bare finde sine spor, finde løsningen.
    ”Hvem dræbte ham, hvem dræbte ham?!” skreg Leif og forsøgte at vride sig løs af politimandens greb. Han sparkede og rev og kom til sidst fri. Han løb alt hvad han kunne, så kun spidsen af hans fødder rørte gulvet.
    Peder, hvor var Peder?
    Et brag af en slags hørtes. Hvad var der sket? Så så Leif det: Et af vinduerne var smadret og da Leif kiggede ud, så han en skikkelse ligge dernede. Da han drejede hovedet bagud, kom nogle politimænd løbende med høj fart, imens de råbte et eller andet.
    Hvem dræbte ham? Hvem dræbte ham?
    ”Jeg hader grønne bønner” sagde Leif og sprang.
    ^Genialt sagt!
    _____________________________________________
    Læser for tiden:

    En fortælling om hr. Roos
    af Håkan Nesser

  3. #3
    Boggnasker Butju's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    Næstved
    Alder
    25
    Indlæg
    235

    Standard

    Den kvindelige bibliotekar = Den gode bibliotekar
    Den mandlige bibliotekar = Den onde bibliotekar (set fra Leifs synsvinkel)
    Leif = Den irriterende biblioteksbruger
    ^Genialt sagt!
    _____________________________________________
    Læser for tiden:

    En fortælling om hr. Roos
    af Håkan Nesser

Emnet lukket

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •