Pin It
+ Emnet lukket
Viser resultater 1 til 9 af 9

Emne: Mord på biblioteket

  1. #1
    Bogfantast ninus's avatar
    Reg. dato
    Mar 2008
    Sted
    .. Sooom regel på mit værelse...
    Alder
    25
    Indlæg
    1.652

    Standard Mord på biblioteket

    Et kor, en kanon af fnisen og kolde fnys fyldte luften omkring ham. De mange piger gav ham gentagende gange elevatorblikket, hvorefter de alle som én i en perfekt synkroniseret kastede et blik op på deres leder (der tilsyneladende var psykisk hævet over situationen på en måde, der gjorde det muligt for dem at at se OP på hende) for at se hendes reaktion. De ventede tydeligvis noget spændende, for stilheden var, på trods af en masse små, hårde nålestikskommentarer og slet skjult latter, larmende. Den pirrede alle drengens sanser. Det var vist også det, der var meningen, for da pigen slog med sit lange hår, blev der dødsens stille, som havde nogen lukket dem inde i en osteklokke. End larmen fra skolegårdens fodboldbane døde hen, eller måske var drengen bare blevet døv. Han overvejede muligheden et øjeblik, men så talte herskeren, og han fortrød bittert at han nogensinde havde henvendt sig til hende.

    ”Hvad igen?”

    Pigen var smuk. Ikke bare smuk, hun var skøn som en gudinde. Håret var glat og skinnende. Guld i solen og sølv under månen. Ikke én stjerne var for lille eller for fjern til at spejles og tindre tusind gange i de blanke hår. Læberne var bløde og formfuldendte, smilet var modent og velovervejet.

    ”Jeg.. tænkte.. - ” han kunne ikke gøre sætningen færdig. Magtede det simpelthen ikke. Spillet var jo tabt på forhånd. Hans øjne søgte ned mod hans gummisko, hvori hans tæer var krummet sammen til det rene ingenting.

    ”Med dig?” Spurgte hun. Hendes stemme hånede ham ikke, men den hjalp ham heller ikke. Der var næsten medlidenhed i den, men også kun næsten. Den slags stemme, man bruger overfor folk, det egentlig er lidt synd, men som selv er ude om det, fordi de har dummet sig helt vildt. Han følte at han voksede mindst ti centimeter nedad. Det hjalp overhovedet ikke at venindernes fnisen igen var begyndt at tage til. De gjorde igen den synkrone bevægelse, og lederen lagde, opildnet af deres opbakning, hovedet på skrå og gjorde sin helt sikkert blomsterduftende silkestemme blød og mild. ”Tror du egentlig selv på det Andreas?” Spurgte hun og kneb øjnene lidt sammen. Drengen blev et øjeblik overrasket over, at hun kendte hans navn, så ønskede han igen bare at dette mareridt skulle holde op. Han ville vågne med et sæt og opdage at biologilæreren havde stillet ham et spørgsmål. Nej, ville han svare, og det ville vise sig at være rigtigt. Han rystede illusionen af sig. Som ny på skolen var der en masse ting, man skulle lære. Dette her var åbenbart en af dem. Hvilket vanvid at bede denne parallelklassens – for slet ikke at tale om skolegårdens – dronning, om så hellig en tjeneste. Han så væk. Kunne ikke udholde hendes øjne. Disse øjne, hvor det brune så forførende fuldt af følelser, at man helt overså det kolde afmålte udtryk, der lå i pupillerne. Så ringede klokken og pigeflokken skred forbi den stakkels andreas. ”Reddet af gongongen” råbte en efter ham, da han lige så stille trissede til time. ”Den pige bliver min død..” tænkte han ved sig selv. Og alligevel var han fuldkommen slap af lettelse og helt og aldeles uvidende om, at han bare var en af mange.

    Helena kom i tanke om episoden, da hun gled ned mellem bogreolerne på biblioteket. Et sørgmodigt suk rungede ud i det tomme mørke. Straks efter hørtes et dæmpet snøft. Hun rakte ud og strejfede bøgerne, hun strøg forbi. Hendes fingre aede hen over deres rygge, følte sig frem. I mørket var det ikke synligt, men med et gled et uskønt udtryk af grimt had over hendes blege ansigt. Med en voldsom bevægelse, på desperationens grænse, rev hun en trilogi af Lloyd Alexander ud. De tre tykke bind landede på gulvet med et højt, men særdeles utilfredsstillende brag, der gav genlyd i hendes hoved såvel som i bibliotekssalen. Helena udstødte et råb af vrede og sorg. Hun rev endnu en bog til sig og kylede den ned i gulvet. Endnu en. SLAM! Denne bog blev kastet af al kraft ind i bibliotekets endevæg. Den faldt sammen nedenfor det store vindue, der gav den gode udsigt over parken og den nu øde gade. Helena gik brødebetynget over og bøjede sig over bogen, der lå i en stribe af lys fra en gadelygte. Den lå opslået på en side med et kapitel, der havde et håbløst, kærligt navn. Helena snøftede igen. Vreden var forsvundet fra hendes ansigt, erstattet med sorg, som havde hun mistet noget uigenkaldeligt – hvilket hun også havde.

    Pigen var virkelig noget særligt. Hun var rap i replikken og særdeles vittig. Hun var flink og hjalp sine venner. Og så var hun heller ikke bange for at gå i mod strømmen og skabe det, hun ønskede. Hun havde altid noget nyt at fortælle og havde hun ikke – så levede hendes fantasi fuldt op til alle forventninger. Som regel var hun et skridt foran og hendes tilpas fandenivoldske sind gav lærerne grund til at frygte hende og sørgede for at eleverne havde et godt tilbedelsesgrundlag. Det var derfor ikke så mærkeligt at Pigen havde mange beundrere. Mærkeligere var det, at det næsten udelukkende var piger, der udgjorde Dronningens Tro Følge. Eller ikke. For de havde hurtigt fundet ud af, at da de ikke kunne besejre hende, var det nok bedst at sværge hende troskab. Så det gjorde de, og den smukke pige fik sit eget lille hof bestående af veninder fra skolen. Selvfølgelig var der også et par drenge, der hang om hende. Det havde næsten alle skolens drenge gjort, men da hun havde afslået hver eneste tilnærmelse, som hun havde gjort med Andreas’, var det kun de mest håbefulde, der stadig holdt på, at hendes slæng var det bedste tilholdssted.

    Det var også derfor, hun nu sad i klassen, tavs og kold med klassen som rygdækning. Den unge, kvindelige vikar forsøgte virkelig helhjertet at få et acceptabelt svar ud af hende, men der kom kun et lille hånligt fnys. ”Ej nu må I altså lige” Forsøgte vikaren igen. ”Det kan en sjetteklasser svare på.” desperationen var ret tydelig i det runde ansigt. Klassens Dronning hævede hagen med et lille ryk og vikaren syntes at skrumpe. De andre piger gjorde nøjagtig den samme bevægelse, mens de mere besindige drenge bare fortsatte deres lydløse konversioner uden at bryde tavsheden, der var så håndgribelig, som havde alt været spundet ind i tykke spindelvævstråde af rimfrost. Et enkelt sted blev en hånd rakt i vejret, men vikaren overså den og bearbejdede problemets kerne. ”Jeg er helt sikker på, I ikke er dummere end som så.. Det er slet ikke så svært” Der var bøn i hendes stemme. ”Og?” det gav et sæt i vikaren, da pigens dybt uinteresserede ord smældede over hende som et piskeslag. Pigen slog det unaturligt blanke hår ud over sine skuldre, anlagde et ansigt arret af kedsomhed og stirrede provokerende på den uuddannede lærer, der så væk for straks at genoprette øjenkontakten og atter bryde den. Pigen slog igen til sit hår og satte denne gang en kort, hård fnisen. ”Vær venlig at gå ned på kontoret..” Beordrede vikaren med en stemme der rystede uhæmmet. Det udløste et samlet, vredt udbrud fra pigerne rundt omkring i klassen, men Dronningen rejste sig bare og samlede sine ting. Hun gik langsomt og majestætisk hen til døren. Det var tydeligt at hun udgjorde den nervøse lærerindes absolutte modsætning. Lige før hun forlod klassen, vendte hun sig om og afbrød med en særdeles veloplagt, kattepoteblød stemme vikaren, der var begyndt at snakke om fotosyntese og respiration. ”Nå Lea.. vi mødes vel som planlagt?”
    alle boggnaskerne har en fin signatur,
    undtagen Ninus...
    for hun er ikk så kreativ O.o

  2. #2
    Bogfantast ninus's avatar
    Reg. dato
    Mar 2008
    Sted
    .. Sooom regel på mit værelse...
    Alder
    25
    Indlæg
    1.652

    Standard

    Helena lå for sig selv på en høj reol. Der var tårespor over hendes kinder, men hun kunne ikke huske, hvornår hun havde grædt. Hendes stemme var tynd. Den havde lange hvide fingre, der smøg sin ind overalt uden at være rigtigt tilstede, uden at sætte spor. ”Jeg er et spøgelse” Hviskede hun ud i luften. Hun kunne høre de spage ord fortone sig ud i mørket. ”Vandrer gennem tilværelsen uden at være der alligevel. Tiden går i sin sødeste søvn over mit ansigt. Som over vand. Og for dem, jeg møder, vil jeg ikke være andet end et pust af den tomhed, der fylder mine lemmer..” De sidste ord døde på hendes mund. Hun snøftede igen og satte sig op for at begrave sit ansigt i sine hænder.
    Pigen var oven på. Hun kunne ikke slås ned af modstandere. Ingen kunne klare hende i de uærlige, hemmeligholdte magtkampe, der kan udspille sig i en klasse. Hun blev bagtalt ja, men det bliver de fleste piger, for sådan fungerer det. Misundelse er en ting, ingen kommer uden om, og pigen var helt klar over det. Det betød ikke noget, hun havde alt for mange venner, alt for mange udenforstående støtter, til at tage sig af den slags fnidder. Der var kun én ting, pigen ikke kunne tåle. Det var det faktum, at de andre var dygtigere end hende. Pigen hadede skolen, virkelig, virkelig. Hun var et eller andet sted dødsens bange for at blive afsløret som den boglige tumpe, hun var. Det var et under, at hun gik i niende, det skyldtes næsten kun snyd, hjælp og så hårdt slid. For hun prøvede. Hun forsøgte, hun gennemgik den forestående dags lektier gang på gang med sig selv, men intet hjalp det. Når hun blev spurgt lå svaret bare lige der – så tæt på. Det boblede i hendes underbevidsthed, for hun havde jo læst det, men det kom aldrig. Blev liggende der. Lige nøjagtig uden for hendes rækkevidde. Hendes fingerspidser strejfede hen over det, men hun kunne ikke få fat. Det gled ud af hendes greb. Som når man prøver at fange et lille dyr, der er faldet i ens karbad. Det bliver hele tiden skubbet bort af vandet, ens fingre flytter. Det er hele tiden lige der, men du kan ikke fiske det op, og det drukner mellem dine tykke pølsefingre. For pigen var det bare sådan, at hun end ikke kunne liste sine hænder ind under det sprællende dyr, hun kunne ikke fange de tråde af viden, hun kæmpede så hårdt for at tillære sig. Derfor var det også sådan, at hun brugte enorme tidsrum på at øve sig. Hun gav ikke op, for hun ville være den bedste. Til sine veninder og beundrere sagde hun, at hun havde travlt. Det gjorde ikke den mystiske aura af magt, der lå omkring hende, mindre. For hvad lavede herskerinden da, når hun ikke var med sine veninder? Når nogen bragte det på bane, lo dronningen bare, og så var emnet tabu.

    ”Jamen søde skat.. Du kan altid blive fotomodel” Sagde moren en eftermiddag. Pigen, der på det tidspunkt kun gik i syvende, ville gerne have hjælp til den engelske grammatik, men moderen kunne ikke hjælpe hende. ”FOTOMODL? Jeg vil være dyrlæge!” Vrængede pigen rasende og slog hårdt i bordet for at skjule, hvordan skuffelsens tårer vældede op i hendes øjne. ”HVORFOR KAN DU FUCKING IKKE NOGET?” skingrede hun og sprang op, så spisebordsstolen væltede bag hende med et højt rabalder. Hendes mor skar ansigt. ”Hvad vil naboerne ikke tænke?” spurgte hun med en stemme, der var så følelsesforladt, så afklaret, at det var til at blive sindssyg af. Det syntes datteren i hvert fald. Hun stampede hårdt i gulvet og tørrede hidsigt sine tårer væk. ”Jeg er bare så ligeglad” Hendes stemme var lavere nu. Mere fortabt og mere følelseskold på samme tid. ”De kan rende mig, kan de! NABOERNE?” Pigen skar ansigt af sin mor, spyttede nærmest ordene ud, som smagte de særlig dårligt. ”DET ENESTE, DU TÆNKER PÅ ER SGU DIG SELV DIN DUMME KÆLLING..” Nu var lydniveauet igen på sit højeste. ”Hold nu op! du- ” Døren smækkede bag den smukke pige, og moren hørte hende buldre ned af trappen. Gadedøren gik og blev lukket igen. Pigen åndede tungt ude i efterårsblæsten. Hun havde helt glemt, hvor dejligt det er at trække vejret i frisk luft. Lejligheden var et fængsel. Der var mørkt som i en fangekælder, og stank af smøger og på en eller anden måde lidt grumset grøngult og loddent, som om dårligt humør og opkast på en eller anden måde havde fået fast form og var blevet en del af inventaret. Af og til, når moren var så heldig, lugtede der også af fremmed mand. Pigen fnøs. Hun stod et øjeblik under lampen og kiggede ud i halvmørket, før hun hørte en lyd fra højt oppe. Der var blevet åbnet et vindue. Hun trådte væk fra huset, så hun kunne se sin mors ansigt. ”Ring på hos Olsen, når du kommer hjem. Jeg lukker dig nemlig ikke ind.” lød det nøgternt. ”Jeg kommer ALDRIG hjem.” råbte pigen. ”Så er du fri for mig..” Så gik hun.

    Helena var igen på vej ned mellem reolerne. Hun havde ikke ulejliget sig med at tænde lyset, hun kendte stedet her alt for godt til at skvatte over noget. Hun overvejede tanken et øjeblik og udstødte så en tung, hul og sørgmodig latter, der ligesom blev hængende i tomheden over hendes hoved, som et rungende udtryk for hendes humør. Nogen nætter sov hun så at sige bare, men andre gange, var hun hvileløs og humørsyg, tvunget til at vandre rundt her for sig selv. Helena sukkede igen højt og drejede ned langs en ny reol og fandt børnebiblioteket, der lå øde hen. Lygterne ved vejen og i parken lange tunger af grimt, farveløst og gult, på en eller anden måde sørgmodigt lys ind over de til dagligt farvede billedbøger på hylderne. Plakaterne på væggene havde mistet deres farver. De mandshøje papfigurer, der forestillede Tintin og Harry Potter, stod som mørke, ludende silhuetter. Alligevel kunne Helena godt lide stedet. Især om natten. Der var så stille – og dog. Ikke så stille, som når alting holdt vejret. Det var, som om en dyb, fredfyldt vejrtrækning kunne anes i luften. Helenas kæbe begyndte at bæve. Hvorfor skulle hun også hele tiden mindes om det?

    Pigen stod i bibliotekets forhal. Hun så sig om med hævede, uinteresserede øjenbryn og skred forbi skranken, hvor to bibliotekarer sad. Hendes skridt var bestemte og energiske. Kom-ikke-her-skridt, der gungrede dæmpet mod det grå vinylgulv. Hun slog til sit hår, der skinnede stålgråt, og hævede igen hagen. Og dog måtte hun indrømme, at hun ikke anede, hvor hun skulle starte. Hun hadede at bede om hjælp, men det var nødvendigt. Ellers ville hun være fortabt. Det var en måned til eksaminationerne begyndte, og hun anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hun var nødt til at lære det hele, for hun VILLE bestå, det kunne slet ikke diskuteres.

    ”Nå..? Hvad siger du så min ven?”
    Den smukke pige smilede til den smilende, mandlige bibliotekar, der havde talt. Et lille, overlegent jeg-er-sandsynligvis-ikke-din-ven-smil, men dog et smil. Hun lænede sin albue på skranken og brugte et godt tidsrum på at studere sine pæne negle. ”Jo ser du..”

    Han viste sig at være en vaskeægte guds gave. Han hed Petersen. Hans øjne var blå og hans bare isse var fregnet. Han viste hende ned mellem reolerne, mens han stillede spørgsmål. Pigen var først kritisk og afmålt, men hans tålmodige, ivrige alvor fik hende alligevel til sidst til at løse op og begynde at forklare. Da hun gik hjem den eftermiddag, var hun fuld af håb og belæsset med bøger og et funklende nyt lånerkort.

    Klassens dronning oplevede noget sært gennem den følgende uge. En følelse af overtag. Som om hun pludselig kunne, hvad hun ville. Det var, som om hun havde fundet den interesse, der skulle til. Hun lånte og læste som besat. Notaterne hobede sig op i store velordnede bunker på sofabordet i den lille lejlighed. Moren brokkede sig, men ikke ret højt. Pigen var ligeglad. Hver dag gik hun på biblioteket og snakkede med Petersen. Han blev hendes faste bibliotekar, og til hendes store glæde smilede han, når han så hende. Han læste med hende, hjalp hende, og pludselig kunne hun sætte kommaer, og hun kendte til Churchills kamp for Englands frihed. De sad, mens regnen hamrede mod de store vinduer, bøjet over samme bog, og han hjalp hende, når hun hakkede sig gennem de engelske gloser. Han fortalte hende om sin søn og sin kone, og hun fortalte ham om sin afdøde far, og om hvordan hendes mor havde reageret, da hun viste hende det nye lånerkort. Han så helt forskrækket ud ved tanken, men hun slog det bare hen med latter og bøjede sig igen over sine ligninger. ”Sådan er hun altid..” Og dog. Der var et mørkt tæppe af tomhed i hendes stemme.

    Helena gled langs skrankerne. Igen var tårestriberne blevet tydelige. Hvor de dog lignede sig selv. Her havde Petersen engang siddet, når han stod for udlån og aflevering. Hun lod fingrene løbe hen over bordets hvide kanter. Det var mørkt, så man kunne ikke bebrejde hende noget, at hun ikke så bunken med reklamebogmærker. Kortene spredtes ud over gulvet med en tynd lyd, der gav liv til en masse hviskende ekkoer. Helena sukkede tungt og vendte sig bort fra stedet, hun kendte så godt. Så valgte hun en tilfældig gang, og begav sig ned af den. Hun forsøgte at trække tiden ud, kiggede på bøger, hvis navne, mørket holdt skjult for hende, standsede for at slå med hovedet, men hun vidste godt at hun kun udsatte det, der altid skete.
    alle boggnaskerne har en fin signatur,
    undtagen Ninus...
    for hun er ikk så kreativ O.o

  3. #3
    Bogfantast ninus's avatar
    Reg. dato
    Mar 2008
    Sted
    .. Sooom regel på mit værelse...
    Alder
    25
    Indlæg
    1.652

    Standard

    Pigen var forpustet, da hun kom ind på biblioteket. Hun havde cyklet hurtigt. Hun kastede med håret, så det dansede omkring hendes skuldre. Hun smilede til sit spejlbillede i glasdøren, før hun skubbede den op og trådte ind. Igen kom den særlige atmosfære bag på hende. Atmosfæren af noget hemmeligt, spænding og interesse. Først havde hun ikke opdaget den, men da hun var begyndt at kæde en masse gode oplevelser sammen med ophold på biblioteket, var den rare duft af lærdom dukket op. Det gjorde hende glad oven i følelsen af at være fyldt til randen af boblende spænding. Hun var spændt ja, men ikke bange, som hun ellers ville have været. Det var sidste dag, men hun var ikke fyldt med panik. Hun var bare klar til at lære. Hun ville have mest muligt ud af denne sidste dag før de mundtlige eksamener.

    Petersen sad ikke bag skranken. Det kom bag på hende, men måske hjalp han bare en anden. Dagen forinden havde han ellers højt og tydeligt lovet hende at være klar til den sidste gennemgang af emnerne. Hun kiggede forundret ned mellem reolerne. Så gik hun hen til skranken.

    ”Eh.. Petersen?” spurgte hun. Bibliotekaren løftede langsomt hovedet fra de papirark, hun havde siddet med, og kiggede på dronningen over sine halvmåneformede briller. Pigen gengældte hendes blik, pludselig fyldt med bange anelser. De grønne øjne var kølige og ubarmhjertige. Der var ingen nåde, ingen omsorg. Bare kold, kynisk beregning. Det værste var, at pigen var helt klar over, at sådan måtte hendes øjne også se ud, hvis man ikke kendte hende – og i særdeleshed, hvis man gjorde.

    ”Er her ikke i dag.”

    Rædsel. Pigen følte et hårdt stød i maven. Han havde svigtet hende. ”Hvad? Hvorfor?” kvækkede hun hæst og mærkede, hvordan alt det gode humør sivede ud af hende. Kvinden gjorde det ikke bedre. Hun viftede bare pigen væk med et kort: ”Det vedkommer virkelig ikke udenforstående.” ”Er han kommet galt af sted?” Pigen blev helt bleg, da hun udtalte ordene, men hun fik ikke mere ud af bibliotekaren. ”Han må da have et telefonnummer? Et eller andet?” panik og desperation fyldte den smukke piges stemme, men hun blev kun mødt med tavshed. Så gik hun hjem.

    Helena gled gennem IT-hulen. Det grønne lys fra nødudgangsskiltet skinnede i de mange skærme, der stod tomme og døde. Hun følte en uforklarlig afsky mod dem. Vreden skyllede igen ind over hende og med et lumskt smil spillende om den bløde mund, pillede hun kuglen ud af en mus og trillede den ind under en reol. Hun forestillede sig en vred teenagedreng, der ikke forstod, hvorfor hans computer ikke virkede, og blev straks, på trods af den dårlige samvittighed, bedre tilpas. Så fortsatte hun gennem en reol og begyndte at gå mod det uundgåelige.

    De kunne næsten ikke få noget ud af hende. Hun rystede over hele kroppen, det var sort for hendes øjne. De gav hende alle muligheder, men hun forblev tavs og fjern. De gjorde, hvad de kunne, men fik de endelig et svar ud af hende, var det enten svævende og tomt, døde ord, eller også bare bævende usikkert og forkert. Mareridtet trak ud, men til sidst fik hun lov til at gå. Hun vaklede ud, bleg og syg. Hun havde feber, da hun som i trance trak sin cykel ud af porten. Hun var kun kommet et par meter bort fra skolen, før hun bøjede sig ned og kastede op. Så græd hun bare, indtil nogen forsigtigt rørte ved hendes hår.

    ”AndReas?” Hikkede hun forskrækket og forsøgte at tørre tårer væk. Hendes hænder rystede. ”Jamen Lena? Hvad er der galt?” han lød så oprigtigt bekymret, at hendes gråd bare blev endnu højere. Hun kunne end ikke mønstre et vredt blik – det var ellers kun hendes nærmeste, der brugte hendes kælenavn. Han satte sin cykel fra sig og bøjede sig ned ved siden af hende. Forsigtigt og kejtet klappede han hende på skulderen. Hun ville ryste hans hånd væk, ville ikke have hans medlidenhed, men det skete ikke. Så lagde han sine arme om hende. Et forsigtigt, venligt knus, der fik endnu flere tårer til at vælde frem med foruroligende hast. ”Jeg duuhmper” hulkede hun og mærkede ordenes mørke vægt som enorme sten, der pludselig hang i hendes lunger og gjorde svært at trække vejret. ”Det skal du ikke være sikker på.. det ved man aldrig, før man har fået resultaterne.” trøstede han, men det passede ikke. Hun vidste det. Han fik hende på en eller anden måde op at stå og tilbød at følge hende hjem. Hun afviste og fortrød øjeblikket efter, men hun sagde ikke mere, og så ham efter et øjeblik forsvinde om hjørnet på sin cykel.

    Små ensomme lyde hørtes over reolerne. Hun var der hver eneste nat, men det var ikke nogen form trøst. Lige meget, hvad hun gjorde, ville det ikke ændre noget. For altid ville hun hade dette sted, lige så meget, som hun elskede det. For uden dette sted var hun ingenting. Hun var sådan set kun i live – så levende som hun nu kunne blive - fordi hun ikke var og ikke ville være noget andet sted.
    ”Jeg er slet ikke noget!” Sagde hun højt. Hendes stemme var flad og død. Ordene forsvandt næsten med det samme, og hun var udmærket klar over, at hun aldrig ville blive hørt af nogen. Engang havde hun været til. Rigtigt, hun havde ikke været det rene ingenting havde været.. noget. Hvad vidste hun bare ikke helt. Og så var hun gået i stykker. Et stort tomt hul var blevet åbnet i hende. Og det, der var udenom hullet, var langsomt gået i opløsning og havde bare efterladt tomheden, den tågede tomhed hun nu udgjorde. Hun sukkede igen og så sig om. De krimier, der engang var blevet udråbt til de fødte klassikere og nu var glemt, stod stadig på deres hylder og samlede støv. Det skete at nogen kom og kiggede i denne afsides del af det store bibliotek, men det var kun sjældent. Helena lukkede øjnene hårdt i et øjeblik, før hun svævede de sidste meter hen til stedet, der trak sådan i hende.

    En time var forsvundet. Pigen havde oplevet den som en drøm, der allerede var ved at fortage sig. Som når man sidder og læser tegneserier, mens man følger med i en film hen over bladets kant. En sådan film havde denne time i hendes liv været. Store områder var sprunget over. Så kunne seeren selv tænke lidt. Hvordan hun var kommet hjem var for eksempel en gåde, hun aldrig ville få svar på. Hun kunne huske, hvordan et stød var gået gennem hendes hjerne, da hun havde set alle de forgæves notater, det hobede sig op over det hele. Hun mindedes fjernt havde set sin mor råbe vredt over et eller andet, men der havde ikke været nogen lyd på billedet, så hun vidste ikke helt præcist, hvad hun havde gjort forkert.

    Nu var hun nogenlunde klar i hovedet. Tårerne var holdt op med at løbe. De havde efterladt vage spor af makeup på hendes kinder. Hun skubbede til glasdøren og strøg sit hår tilbage med en ynde, en overlegenhed, hun slet ikke beherskede længere. Hvad hun skulle gøre, vidste hun ikke, men hun var på en eller anden måde afklaret med, at biblioteket var skyld i denne enorme fiasko. Det føltes rart. Hun brugte igen sin energiske gang, og hendes sko smældede taktfast mod gulvet. Det var sådan, det skulle lyde. Den lyd var en afsats i mineskakten, der udgjorde hendes tanker – lige som vreden var. Et holdepunkt, en lommelygte i det buldrende mørke. Hun gik forbi den sure bibliotekar uden at værdige hende det mindste blik og fortsatte ind mellem bøgerne. Bøger, bøger og atter bøger. Det var ikke Petersens skyld, det var bøgernes, indså hun og kastede et blik over skulderen. En slagplan tog form i hendes forvirrede hoved. Stadig for mange mennesker. Hun satte farten en smule op og nåede endelig ned på en gang, hvor der ikke var nogen at se, og hvor den vedvarende summen af stemmer var fjern. Hun gik ned mellem hylderne. For hvert skridt, hun tog, blev hun mere og mere stemt for at vende om, men det var som om hun ikke længere havde styr på noget, som om målet var så vigtigt, at kontrolposten blev taget fra hende.
    alle boggnaskerne har en fin signatur,
    undtagen Ninus...
    for hun er ikk så kreativ O.o

  4. #4
    Bogfantast ninus's avatar
    Reg. dato
    Mar 2008
    Sted
    .. Sooom regel på mit værelse...
    Alder
    25
    Indlæg
    1.652

    Standard

    Den Skrækslagne Arving, hed bogen. Pigen trak den ud ved et tilfælde. Hun studerede bagsiden med et alvorligt udtryk i det kønne ansigt. ”hm” mumlede hun højt for sig selv for at slå den bidende stilhed ihjel. En detektivroman tilsyneladende. Hun kendte ikke forfatteren, der hed Erle Stanley Gardner. Pigen stod lidt med bogen i hånden. Vejede den, vejede sin vrede overfor den skræmte dame, der prydede forsiden. Skulle det være denne? Så flammede hadet op i hende, og hun slog op på en tilfældig side. Den var lidt gulnet og en svag duft af støv steg straks op til hendes næsebor. Nu var der dog ikke noget rart i den lugt, kun en følelse af tab. Detektiven inviterede sin sekretær ud. Sådan noget pladder. RITSJ! Hun rev en side ud og stod et øjeblik fastfrosset, lammet over sin handling. Så krøllede hun den langsomt sammen, mens hun forsøgte at tackle den følelse af tilfredshed, der fyldte hendes krop. Det brusede svagt for hendes ører. Hun slap papirkuglen, der trillede lidt hen ad gulvet, før den lå stille. Langsomt rev hun endnu en side ud og mærkede et nyt stik af den indbildte hævns skadefro sødme. Så satte hun med en kort, lys og uskyldig latter bogen på plads igen og valgte en ny. Denne gang flåede hun straks med en voldsom armbevægelse tre sider ud. Hun smed dem på gulvet og fulgte op med selve bogen, som hun formålsløst og forgæves stampede hårdt på. Så fandt hun i sin medbragte taske en stor køkkensaks. Hun havde taget den med som en pludselig indskydelse. Hvorfor ikke? Hun foldede saksen ud og tog en ny bog. Det susede kraftigt for hendes ører nu. ”H” Hun skar med saksens uhyggeligt skarpe blad det store bogstav ned i bogomslaget. Hendes hænder rystede en smule, da hun smed bogen fra sig. Den klaskede hårdt mod gulvet. Så satte hun sig ned på knæ og tog en anden bog, denne gang fra den nederste hylde. Hun lagde den på gulvet, åbnede den og huggede saksen ned i en tilfældig side. Hun kom til at grine. En spruttende, boblende latter, der sprængte sig vej frem. Forvirret, for hun var jo ikke glad. Hun stirrede rystet over sig selv ned i bogen foran hende. Et øjeblik forekom det hende, at der løb blod op af det hul, hun havde hugget. Hun greb en ny bog, som hun hurtigt maltrakterede. Så tog hun en til og en til.

    ”Helena!?” råbet og den velkendte stemme kom langt væk fra. Pigen løftede hovedet og så sig omkring. Hun følte sig ør i hovedet og kunne huske, at hun havde grædt. Andreas – Hvor tit skulle den dreng blande sig i hendes liv? – stod for enden af reolrækken. Han begyndte at gå ned mod hende. ”Hvad laver du her? Jeg fik lige øje - ” han stivnede midt i en sætning. Han havde åbenbart fået øje for sceneriet omkring hende. ”Gud nej!” hviskede han forskrækket og særdeles hørligt. Hans øjne var blevet kuglerunde og store. Pigen, Helena, fik lyst til at se efter, om de sprang som tyggegummibobler, hvis man rørte ved dem, men hun gjorde ikke noget. Sad bare på sine knæ med saksen opslået i den ene hånd og en paperbackudgave af Jane Eyre, der helt sikkert aldrig kom til at ligne en bog igen, i den anden. Så sprang han hen til hende og satte sig på hug ved siden af hende. ”Helena.. Hvad er der sket? Hvad er der galt?” Hun så sig selv åbne munden, som om hun var en tilskuer. ”Gå væk” Hun hørte sin egen stemme fra langt borte. Den var tom og død. ”Jamen Lena?” Bad han bekymret og tog fat i saksen for at tage den fra hende. ”Gå væk!” denne gang snerrede hun rasende. ”SLIP DEN!” skingrede hun vredt, da han fortsat forsøgte at løsne hendes greb om våbnet. ”SLIP SLIP SLIP!” Hun begyndte at græde igen. Åh nej, tænkte den del af Helena, der stod og så tilskuer. Han brummede vredt og gjorde sit bedste for at vriste hendes fingre fri af grebet. Hun bed tænderne sammen og holdt fast. Pludselig improviserede hun og rykkede hårdt i saksen. Hans hænder var svedige og kunne ikke holde fast. En pludselig skarp smerte i maveregionen. Helena skreg. Først forskrækket, så af smerte. Hun så ned af sig selv og gav med et sæt slip på saksen, hvis ene ben sad halvt begravet i hendes mave. En rød plamage var ved at brede sig ud over hendes bluse. Hendes skrig steg i styrke. Det blev helt rødt for hendes øjne.

    Helena bøjede sig over noget på gulvet. Ingen andre så det, hun var den eneste. Selv i mørket så hun det, skønt de havde vasket det grundigt væk for så længe siden. Hun så blodet. Duften af jern og død berørte let i hendes næsebor. Det var mørkere end mørket og alligevel umuligt at overse. Der var kun en stor plet og så ubetydelige klatter. Hun bøjede sig ned og rørte ved en plet, der med lidt god vilje lignede en sommerfugl. Det føltes underligt mod hendes tågeblege hud. Hun havde trukket saksen ud af sin mave. Havde knuget den ind til sig, blændet af smerte. Det hele var blevet tåget. En tåre løb over hendes kind. Den fordampede, før den ramte gulvet.

    Skriget var gledet over i en række gispende hulk, da råbet trængte igennem. Det kom fra et sted langt borte, men det var helt sikkert Andreas’ stemme. Helena åbnede sine øjne og så ham komme styrtende med den sure bibliotekar. Hun gispede højt og mærkede raseriet vokse. ”Nej dog!” skingrede bibliotekaren. ”Det var ikke med vilje! Det var ikke med vilje!” Græd Andreas, der løb forrest. Han kastede sig på knæ foran hende og ville have slået armene om hende. Det skete ikke.

    Bibliotekaren skreg. Blod begyndte at pible ud langs bladets kanter. Helena havde stukket saksen ind i Andreas’ hals. Nu slap hun den og mødte hans blik. Hans øjne var et øjeblik bare fyldt med undren, derefter smerte og så skræk. En tynd, uhyggelig lyd slap ud af hans mund. Det dæmrede langsomt, hvad hun havde gjort. Så besvimede han.

    Mareridtet nægtede tilsyneladende at tage ende. Hospitalet. Bagefter kunne hun ikke huske, hvor længe hun havde ligget der. Andreas var dødsdømt, allerede da ambulancen nåede frem. Aldrig havde Helena set så meget blod. Det blev bare ved med at løbe. De var blevet kørt på hospitalet sammen. Hun havde grædt hele tiden og senere talt i vildelse. Andreas var blevet lagt kunstigt i koma, men de kunne ikke gøre noget. Da hun fik det at vide, gik hun helt ned. Det var hendes skyld. Han hjemsøgte hendes tanker dag og nat. Hun var blevet anbragt på en institution – måske et fængsel – hvor hun havde vandret rundt begravet i sig selv. Det smukke hår falmede, de dybe øjne blev tomme og livløse. Hun græd sig i søvn hver aften. Så havde hendes mor hentet hende en dag. De boede sammen i et par uger. Hun forlod ikke lejligheden andet end når moren eller den plejer, der besøgte dem hver dag, af og til trak hende ud på en kort gåtur. Hun blev bare blegere og blegere, mere og mere som et lig. Så en dag kold og blæsende efterårsdag gik sin vej.

    Glasdøren var glat og blank. Hun havde aldrig før tænkt over, hvor fantastisk det egentlig var, glasset. Det var gennemsigtigt. Hvordan mon de havde fundet på det? Hun skubbede døren op og trådte ind. Som et vindpust hvirvlede minder op i hendes sind. Petersen bøjede sig over en bog. Hans fregnede, skaldede plet. Han øvede udtalen af engelske ord med hende. Det var ikke bare minder fra biblioteket. Det var ting, hun ikke havde tænkt på længe, ting hun fantaserede om og ting uden hale og hoved. Hendes mor råbte. Hendes far blev begravet. Hun var i Zoo men stod på den forkerte side af hegnet, der skærmede gæsterne mod løverne. Hun var et lille barn og gik i børnehave. Hun sprang i faldskærm og svævede hen over et hav af tordenskyer, der lejlighedsvis blev oplyst af lange lynglimt. Hendes skridt lød blødt og svagt rytmisk mod det grå gulv, men det var en sørgmodig rytme. Hun var vendt tilbage. Hun gik forbi skrankerne, der var besatte af to, hun ikke kendte. Hun gjorde det ikke, fordi hun havde lyst, men fordi hun var nødt til det. Hun var tvunget til at besøge stedet for den frygtelige ugerning.

    Det gik ellers lige så godt. Det havde hjemmehjælperen selv fortalt hendes mor. Pigen var mere sig selv end nogensinde før. Nu havde hun af og til stunder, hvor hun var helt klar. Det syntes Helena nu ikke. Hun følte sig så splittet. Tankerne kørte i en lukket ring, og der var ikke noget, der hed forståelse. Som at læse samme sætning igen og igen uden at se andet end meningsløse bogstaver. Hun så alting gennem en andens øjne. Hun var ingenting og alligevel foregik alting med og i hende. Hun var ingen steder men var alligevel delt over hele verden. Andreas talte til hende hele tiden. Fra et spejl, fra en slukket computer. Når hun kiggede ud af et vindue, så hun hans skikkelse i det sidste dagslys. Hun hørte hans stemme i radioen, hun fandt ham nedfrosset, når hun åbnede køleskabet, men han forsvandt altid igen med det samme. Der var ikke andre, der kunne se ham. ”Jeg er den udvalgte” messede hun og rokkede frem og tilbage på sin seng med armene om sine knæ.
    alle boggnaskerne har en fin signatur,
    undtagen Ninus...
    for hun er ikk så kreativ O.o

  5. #5
    Bogfantast ninus's avatar
    Reg. dato
    Mar 2008
    Sted
    .. Sooom regel på mit værelse...
    Alder
    25
    Indlæg
    1.652

    Standard

    Helena følte sig let som en fjer, da hun gik ind mellem bøgerne. Som om hun havde hængt en enorm vinterfrakke ude i forhallen, en frakke, der havde tynget hende ned i månedsvis, men som nu måtte vige for en tynd forårskjole. Hun fandt ubesværet den gang, hun kendte så godt. Hun havde gået der tusind gange. Ikke i levende live, men i drømmene, der blev ved med at vende tilbage. Hver gang hun gik der, mødte hun sig selv. I starten havde det i hvert fald været hende selv. Med tiden var det blevet et monster, et forvrænget billede og ikke noget hun kunne beskrive med ord. Det var monsterets skyld, at hun havde haft det så sært de sidste uger. Så rodløst. Biblioteket havde jaget følelsen på flugt, men hun vidste godt, at det ikke ville blive ved. Det var kun et midlertidigt holdepunkt. Gulvet var skuret rent, men Helena fandt stedet uden besvær. Hun bøjede sig ned og rørte ved gulvet, hvor de havde siddet. Hun kradsede lidt i den grå lak med de nu nedbidte negle uden noget resultat. Hvorfor gjorde hun det? Hun kendte ikke svaret. Igen stod hun uden for sin krop og så på den afmagrede skikkelse med det farveløse hår og det tomme blik. Hun kradsede lidt hårdere i gulvet. Hendes fingre skrabede formålsløst over den hårde flade. Så satte hun sig helt ned med ryggen mod reolen. Hun trak benene op til sig og lukkede øjnene. ”Når man dør, kommer man i himlen” Sagde hun højtideligt og begyndte at svaje frem og tilbage. Ikke i trance, men som et forsøg på at opnå denne tilstand. ”Jeg er en engel, men jeg har glemt mine fjer. Nu vil jeg have dem.” hun begyndte at grine. Den Helena, der så til, ville have vredet sine hænder, hvis hun havde været andet end en del af en opsprættet personlighed. En tynd og fin latter. Perlende som champagne. Som den champagne, de skulle skåle med, når hun sad ved højbordet i himlen.

    At finde en sort plasticpose, der skulle have været smidt i en til formålet opstillet skralde spand, i sin postkasse er ikke en rar oplevelse, men det her var værre. Det var en lille dreng, der opdagede hende først. Han blev bange og kaldte på sine forældre, men de kom alt for sent. De flåede nettoposen, der blev holdt sammen om hendes hals med tre sammensatte, grønne plasticstrips, i stykker og mødte et fredfyldt bleggråt pigeansigt. Barnets mor skreg og kastede op. Faren var for chokeret til at reagere på nogen måde. Øjnene var lukkede og læberne, der var let adskilte, var blåviolette som himlen en sen sommeraften.

    Helena havde set det hele. Svævende højt oppe som en tåget, perlemorsfarvet sky, der langsomt tog form af det, den havde været engang. Et spøgelse var hun blevet. Det var hun nu. Et spøgelse, der hjemsøgte et nattemørkt bibliotek, fordi det var det eneste sted, hun havde følt sig rigtig velkommen. Selv i klassen havde hun været nødt til at være noget andet og noget mere, end hun ønskede, for at sætte sig i respekt. Hun vendte sig bort fra sit dødssted og begav sig tilbage gennem en reol for at låne sære bøger i endnu særere menneskers navne.


    ”Helena var sådan en god pige. Hun ønskede intet ondt. Jeg tror hun angrede dybt..” Sagde Helenas mor grædende til avisen, der fandt denne fortsættelse af saksedrabshistorien meget spændende. Et halvt år senere døde hun stille i sin seng af røgforgiftning under en brand, der tilsyneladende skyldtes et ikke ordentligt slukket cigaretskod. Petersen, der havde ligget på hospitalet med et brækket ben den sidste dag, kom aldrig tilbage i tjeneste. Den sure bibliotekar flyttede til Storkøbenhavn og blev forfatter.

    Helena forstod det aldrig, men er det så mærkeligt? Kan man overhovedet forstå det? Er der noget menneske, der egentlig forstår at den tomhed, vi dukker op af, også vil opsluge os engang? At vi kun er nu og bagefter.. vil verden leve videre – uden os.
    alle boggnaskerne har en fin signatur,
    undtagen Ninus...
    for hun er ikk så kreativ O.o

  6. #6
    Bogfantast ninus's avatar
    Reg. dato
    Mar 2008
    Sted
    .. Sooom regel på mit værelse...
    Alder
    25
    Indlæg
    1.652

    Standard

    Og slut..
    det hele kunne bare ikke være i en.. (eller to.. eller tre >.<)
    alle boggnaskerne har en fin signatur,
    undtagen Ninus...
    for hun er ikk så kreativ O.o

  7. #7
    Bogfreak Silverina's avatar
    Reg. dato
    Nov 2008
    Sted
    Copenhagen City
    Alder
    27
    Indlæg
    1.341

    Standard

    Historien er så gribende ninus, så godt spundet sammen, at jeg helt dånede...;)
    Virkelig fed historie...virkelig virkelig god...Jeg kunne bare mærke tomheden mens jeg læste...uhyggeligt...
    'What's that?' said Ron, pointing at a large dish of some sort of shellfish stew that stood beside a large steak-and-kidney pudding.
    'Bouillabaisse,' said Hermione.
    'Bless you,' said Ron.
    HP 4

  8. #8
    Bogfantast ninus's avatar
    Reg. dato
    Mar 2008
    Sted
    .. Sooom regel på mit værelse...
    Alder
    25
    Indlæg
    1.652

    Standard

    oh jaer..
    glemte lige..

    Bibliotekardamen = ond bibliotekar
    Petersen = God bibliotekar´
    Spøgelseshelena = irriterende biblioteksbruger (hun bor der.. hun bruger stedet..)
    alle boggnaskerne har en fin signatur,
    undtagen Ninus...
    for hun er ikk så kreativ O.o

  9. #9
    Bogdværg awya's avatar
    Reg. dato
    Aug 2007
    Sted
    slagelse
    Alder
    24
    Indlæg
    4

    Standard

    Virkelig fed novelle blev helt grebet af den >.< Thumbs up fra mig ;)

Emnet lukket

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •