(Del 2)

**

På afstand tror han det er noget andet. Fordi han ikke kan tro det virkeligt er sandt.
Det er hvad det ligner.
Evig sne.
Han tager jakken på. Ikke fordi han fryser endnu. Roland kan lide læderets tyngde på sine skuldre. Nu er alt sandt. Der findes evig sne. Norden findes.
Talia findes.

**

Under hans fødder knirker sneen. Den har lagt der hele sommeren. Han ved det ikke har sneet længe. Men der er sne i luften. Ikke i dag. Måske ikke før om en uge. Men på vej.
Han ved han går mod nord. Søger det punkt der er Nord. Der er hun. Han ved det.
De skridt han tager efterlader spor. Men de forsvinder igen. Vinden visker dem ud. Det virker som nylagt sne. I virkeligheden bliver det bare flyttet fra et sted til et andet, så man tror det altid lige har sneet. Han forstår dem der mener stedet er forbandet. Han forstår at de ikke kendte til sne. At de ikke kendte dets natur. De har haft for meget tøj på og de har rystet af kulde. De har fået sne i øjnene og i halsen.
Roland trækker vejret gennem næsen. Han har stadig den lange frakke åben. Tager imod hvad der tilbydes. Kulde.
Og han bliver ved med at gå. Kender retningen.
Solen går ned.
Vinden stilner. Himlen er mørk. Helt mørkt. Langsomt ses stjerneklynger. De lyser ikke op, men de er der. Han lukker øjnene. Sneen knirker endnu under hans skridt. Kolde fingre. En løbende næse.
Igen åbner han øjnene. I nat. Det sker i nat. Den første sne. Han ved det. Kan mærke det. Som altid. Tristheden og tomheden. Men han spørger ikke hvor hun er. For han ved det. Og han skal nå det inden sneen falder. Inden solen står op. Det ved han lige så sikkert som sneen falder.

**

Kæben er låst. Bidt sammen. Hårdt. Viser muskulaturen og hvor skarp den er.
Som en statue står hun. End ikke hendes kjole eller hår rører sig. Udtrykket i hendes ansigt er stivnet. Han ser på de lukkede øjenlåg. Ser tristheden. Tomheden.
Roland er ikke i tvivl om hun lever. Ellers ville sneen ikke komme og gå. Han ser på de nøgne tæer. Den lange slids der viser lår. Ser på hænderne der hænger slapt ned langs siden.
Hvor mange år har hun stået sådan?
Hele hans liv. Længere. De ældste har deres myter fra deres ældste.
Han er ikke overrasket over hun står her. Midt på et tilfrosset hav. Nord. Det knager let under ham. Han vil gerne røre ved hende. Vil gerne se hende åbne øjnene. Viske udtrykket væk og erstatte det med et der burde herske på det. Hele verden ved det er forkert.
Talia Snedatter, frosset af sine egne følelser. En støtte der blev såret så dybt at hendes hjerte gik itu.
Han rækker ud. Strejfer hendes hånd. Næsten ikke. Men nok.

… snød mig. Dine ord var løgn. Dine læber kyssede mine og sagde elskovsord.
Det gør ikke ondt. Du vil gerne vide hvordan det føles. Du vil høre at det ikke gør ondt. Så du ikke selv bliver såret.
Føl hvor dybt det stikker. Der var torden i mit hjerte. Du havde så meget had til mig. Du sagde at jeg ikke betød noget. Ingenting.
Jeg føler ikke noget.

Han synker. Den finger han rørte hende med er blå og kold.
Hendes følelser.
Hans øjne løber. Det fryser i han skæg. Danner salte perler. Alle de årtier hun har stået her. Følt sig forrådt. Uelsket. Ude af stand til at hele. Hun var aldrig klar. Hun behøvede hjælp. Roland ved ikke hvad han regnede med at finde. Ikke dette ødelagte væsen.
Han tager den højkronede, bredskyggede læderhat af, placerer den oven på hendes bølgende, stive hår. Trækker jakken af og lægger den om hendes skuldre, forsigtig så han ikke rører hende. Igen. Han trækker de tykke støvler af. Den kolde sne, under hans fødder. Mellem hans tæer. Det er en intuition, men det har alt været. Det har altid været meningen at han skulle elske hende. Han blev født under åben himmel da årets første sne faldt. For naturen vil altid prøve at skabe orden. Især når sneen falder og man har brug for håb. Mirakler. Glæde. Gaver.
Han havde ikke mere at give. Ud over den sidste.
Ved hendes hofte hænder en sølvskede. Den er smuk. Udsmykket med snekrystaller. Knivens håndtag er af ben. Uden at skubbe jakken af hende, eller røre hendes hånd igen, trækker han den op. Den kommer let fri. Glimter. Så skarp den kan splitte et faldende hår. Tynd som et. Stærk som sten.
Roland ser på de lukkede øjne. De livløse læber. Han ser op. Ser fnug der er begyndt at dale. Den første sne.
Og han hugger. Bladet glider let gennem kødet. Ind til hjertet. Han trækker det ud. Hans hænder lægger sig på hans bryst. Og han rækker ud efter Talia den frosne Snedatter og rører hendes læber, hårde og kolde, ganske let. De tilsølede fingre efterlader et rødt spor. Og de fryser ikke til is.
Han ser hvordan læberne lukker sig. En smal streg der gnider den røde farve.
Han ser hvordan øjnene åbner sig. Ser ind i hans. I dem ser han den sorte himmel. Og så; stjerneklynger.
Før han falder.

**

Talia trækker den kolde luft ned i sine lunger. Skulderne falder ned som hun ånder ud og jakken glider af. Hun føler sig varm. Overalt. Levende. Hel.
Hun ser op, men finder hattens skygge i vejen, skubber den af og ser på snefnuggende. De daler. Uden form. Uden dans. Uden liv.
Og hun smiler. Smiler mod sneen der ved det. Ser hvordan fnuggene hvirvler. Hvordan de danner mønstre. Leger med hinanden. Holder hinanden. Spredes. For at danne nyt. Alt er forandrende. De daler ikke bare mere. De er. De lever.
Hun strækker hånden uden. Et fnug lander på hendes finger. Hun ser det. Mærker det. Drejer rundt. De mørke hår der følger efter i en ring.
Under hende knager isen. Synger. Hun løfter hænderne i en jubel og himlen synes at eksplodere i et blødt snefald.

**

Roland lukker sine øjne. Han ser hendes rødklædte skikkelse. Levende. Glædesspringende. Han gjorde hvad han skulle.
Ingen tomhed. Ingen tristhed.
Sne.
Han spreder arme og ben. En sidste sneengel. Mere er der ikke.
Og så en hånd mod hans kind.

Du kan høre sneen falde.
Du kan føle sneen falde.

Varme, bløder læber mod hans. Et kys. Hans første.
En hånd mod åbningen i hans bryst. En kold isning. Og så … hjerteslag.
Han åbner øjnene. Ser ind i stjerneklynger.
Talia retter sig op. Et smil der oplyser hele hendes ansigt. Snefnug som en krone i hendes hår og en mund farvet af hans hjerteblod. Og Roland følger efter. Tager fat i hendes hånd. Ikke længere bange for det hun føler. Eller det han føler. Ikke bange for at fryse til is. De rejser sig. Han smiler. Graver med de nøgne tær. Ingenting. Ingen bidende kulde.
Hun helede hans hjerte med is.
Han helede hendes med blod.
Han giver slip. Tager to skridt tilbage, samler sne op og kaster.
Overraskelsen i hendes ansigt, som sneen glider ned af det. Så kaster hun sig fremad. Knirkende. Susende. Blid. Vælter ham. Tværer sne ud i hans ansigt.
Han tør noget af det i sin mund og sprøjter det efter hende i en stråle. Som hun fryser og dasker ham på skulderen med. Som et sværd. Roland ruller væk. Leende rejser han sig og løber. Med Talia Snedatter i hælene.
Hun springer op på ryggen af ham og låser arme og ben om hans krop. Det gør ikke noget hun har bare ben under kjolen. For hun puster ham i øret og det lyder som nyfalden sne.

**