Julenovelle

Jeg gik hen ad vejen, den var dækket af et tykt lag sne. Det var mørkt, og jeg kunne tydeligt se stjernerne gøre sin egen entré. De dansede omkring mig, hvorefter de gendannede sig i de mange lyskæder, folk havde beklædt deres stakkels træer med. Det så fuldstændigt vanvittigt ud- i et træ lyste fem forskellige lys; rødt, grønt, blåt, gult, lilla. Træet var af eg, og fuldstændigt nøgent, udover kæden, der spolerede det flotte i et nøgent træs kolde, stive krop.
Jeg gik videre.
Mit blik faldt på et hus, der lyste skarpt op i forhold til naboens, der ydmygt havde sat et lille juletræ op med en af de mange julekæder, der var blevet så pokkers populære på det sidste. Overalt på huses sås lys. Det var kun de mørke vinduer, der bevidnede den stakkels families egen håbløshed- og snart også økonomiske krise. For hvem fanden ville også bruge så latterligt mange penge på at lyse op i alt det mørke? Og hvide. Og de tarvelige menneskers liv. Havde man ikke stjernerne til det? eller svigtede de også, når det endeligt kom til stykket?
Jeg lod min ene fod lave et langt spor i sneen.
Min krop var slap, og jeg havde lyst til at hvile mit hoved på sneens omfavnende, hvide pude. Jeg gik dog videre, bevidst om at min tid også snart ville indtræffe. Der var bare noget jeg skulle have gjort før, jeg lod mig overgive af den ro hele dette villakvarter udstrålede. Snart ville jeg blive en vidunderlig del af dette, og folk ville blive chokerede. Måske ville de endda flytte, måske ville de ikke.
Det var ikke det der var planen.
Da jeg tilbagelagde endnu et hus af den slags, der bare passere kort i ens hukommelse, nåede en kærkommen duft af jul mine næsebor. De vibrerede let i vinden. Jeg kunne tydeligt se den velstegte and for mig, dens sprøde skind og det saftige kød, der havde en snert af vildt over sig.
Jo, jeg havde skam smagt sådan noget.
For mine øjne kunne jeg se et helt julebord. Et bord fyldt med overdådigt mad, der var egnet lige præcis til den ene middag. Der var flæskesteg, and, brunede kartofler, hvide kartofler, brun flødesauce, og i hjørnet hvor ingen sad, var der placeret en stor skål med risalamande.
Mine tænder løb i vand- mindede mig om at det var lang tid siden, jeg sidst havde fået noget indenbords. Derefter forstillede jeg mig selv, siddende på en af de mange stole der var blevet placeret rundt om julebordet, sætte tænderne i et andelår. Jeg kunne ligefremt se væden, der langsomt løb ned af min skægbesatte hage. Pirrende.
Jeg clearede mine tanker ved at ryste kortvarigt på hovedet.
Så var jeg kommet hen for enden af vejen, jeg kiggede mig langsomt bagud. Vejen var stadig lige så urørt, som da jeg til at starte med, satte min fod på vejens snedækkede asfalt. Jeg ville se vejen igen lige om lidt, måske flygtigt, men tanken om at jeg ville se den igen, fik mig til at smile. Der var jo sommetider noget godt ved julen, selvom jeg bestemt ikke altid kunne se det.
Så drejede jeg, og vendte atter blikket fremad.

Huset lå pludseligt for mine fødder, jeg kunne gøre hvad end jeg ville med det, selvom mine stivfrosne fingre ikke rigtig tillod det. Huset var, ligesom mange andre huse, oplyst af lyskæder. Udover det var huset dekoreret udenpå. Guirlander hang fra tagets gavl. Mine tanker ville bryde husets vægge, ligeså vel som mine hænder lystede efter at se muren bryde sammen. Jeg ville se muren, der adskilte mig fra den lille pige der sad derinde og tegnede, rådne op for mine øjne.
Men selv da jeg ønskede det så inderligt, skete der ikke en synderlig forandring med muren. Det eneste der rykkede på sig, var guirlanden, der svajede sagte i den kolde vind.
Med tunge skridt begav jeg mig op til hoveddøren. Stoppede først da jeg faktisk kunne række hånden ud, og trykke på den lille sorte knap, så det ville ringe højlydt indenfor. Folk ville hurtigt bemærke min eksistens, og jeg ville være en del af den latter, jeg svagt kunne høre igennem den tykke, hvide dør.
Latter. Varme. Glæde.
I stedet for modstod jeg fristelsen til at give efter, og lagde den pakke, jeg hele tiden havde gemt i jakkens ene lomme. Den var på størrelse med min egen hånd, og meget fint indpakket. Indpakningspapiret var af den slags, der duftede fint af parfume, og ikke vidnede om min ringe status blandt dette lands beboer.
Det eneste jeg lagde mærke til, før jeg resolut vendte ryggen til den hvidmalede hoveddør, var pakkens kort. Derpå havde jeg med let svungne bogstaver skrevet;
Til den eneste der rigtig har betydet noget; Ane.
God jul!

Hun måtte være seks år nu. Lille søde, Ane, der altid bar sine røde æblekinder med sådan en selvfølgelighed at de andre småpigers kinder pludseligt virkede for store og for røde.
Ane havde i sandhed arvet lidt fra mig.

Med mere eller mindre usikre skridt vendte jeg tilbage en af sidegaderne, der førte hen til villavejen, som jeg havde passeret få øjeblikke tidligere. Det havde alligevel kostet mig en del mere besvær, end jeg i starten havde troet, det ville. Mine ben rystede lidt under mig, og sneens hvide lagen hviskede fristende til mig, men jeg ville ikke lægge mig her.
Det skulle være på villavejen.
Da jeg nåede villavejen, var det som om jeg slet ikke havde forladt den. Den var lige så urørt og intakt, som da jeg havde indtaget den for mig selv. Det var underligt at tænke på at verden gik videre, selvom alt tilsyneladende stod stille her. Jeg fascineredes af det, lige så vel som det frastødte mig.
Tiden var vel en underlig størrelse- ligesom julen var det.
Jeg vaklede mig frem til midten af villavejen. Den var stadig rolig, sneen dalede støt, og dækkede mine fodspor fra før. Snart kunne man slet ikke se at jeg havde befundet mig her. Mine spor ville være væk, gemt og glemt under den tunge vægt fra sneen.
Jeg følte mig som en sand kunstner- en af den slags der kunne gør noget ud af den mindste ting.
Så lagde jeg mig omhyggeligt ned, vejen tog glædeligt imod mig. Blidheden i dens favn overraskede mig, men jeg var for træt til at udtrykke det.
For træt.
Et øjeblik kiggede jeg bare op i himlen, der strålede over mig. Mit blik blev ikke forstyrret af lysende kæder denne gang, der var kun stjernerne, der lystigt blinkede til mig. Så lukkede jeg mine øjenlåg, da de var blevet for tunge til at holde sig oppe. Stjernerne forsvandt fra mit blik, men de vedblev stadig ind printet i min hukommelse.
Med en stigende spænding i kroppen, foldede jeg hænderne på mit bryst.
Der gik flere øjeblikke inden følelsen forsvandt fra mine fingre. Det var en kærkommen følelse. Mine tæer var begyndt at blive kolde, og ligeså mine ører, der tittede frem fra mit mørke hårs filtrede lokker, der var beskidte af skidt og snavs. Min næse begyndte at klø, men jeg orkede ikke at løfte en finger, for at tilfredsstille den tiltagende kløen.
Pludselig kunne jeg mærke en underlig prikken på skulderen.
Det føltes som kulden, der ville lukke for alt den varme, som jeg nogensinde havde oplevet og følt. Men jeg var ikke bange, på en måde var jeg klar til at lade mig omslutte. Mine ben var tunge, og jeg ville umuligt kunne rejse mig. Et sted langt væk hørte jeg en kærlig stemme;
”Sir, vil De med hjem til mig og have julemad. Ser De, jeg har ingen at fejre jul med i år, og jeg har allerede lavet julemaden,”
Mine øjenlåg var endnu for tunge til at jeg umiddelbart havde lyst til at genåbne dem. Men da stemmen genlød igen, åbnede jeg dem prøvende.
”Vi kan også bare bestille take-away, hvis De er mere til det,”