Her kommer så mit bidrag.

Jeg vågnede ved ni tiden. Jeg missede først lidt med øjnene - havde et øjeblik glemt hvor jeg var. Så huskede jeg det, trak dynen af, og smuttede ud af sengen og hen til døren. Uden tøven rev jeg den lille pakke ud af sokken, og skyndte mig at pakke den ud. Med spænding fulgte trak jeg en lille æske op. Inden i var en lille dukke, lige så lang som min håndflade. Jeg gispede glad og knugede dukken ind til mig. Kunne man ønske sig nogen bedre gave af julemanden?
Mine forældre var oppe, godt i gang med at pynte det sidste op tage anden ud af fryseren, tage pebernødderne ud af kage dåsen. Vi skulle have moster Signe på besøg, og så farfar og farmor. Vi var ikke så mange, men nok. Vi kunne da lige nå rundt om det store juletræ i stuen. Jeg hoppede rundt og prøvede at vise både far og mor min dukke på samme tid, men det var som om, ingen af dem rigtig så hende. Jeg valgte at døbe hende Sofie. Eller, det vil sige, jeg stak hendes hoved ind over håndvasken, og sagde højtideligt: “Ja, nu hedder du altså Sofie, for det har jeg bestemt. Basta,” efterfulgt af en flygtigt og næsten glemt: “Amen.”
Jeg løb ind og tænde for fjernsynet, mens jeg snakkede og pludrede med Sofie om alt det der kom af juletegneserier. Det var der, jeg opdagede, at jeg havde glemt at åbne min julekalender. Jeg hvinede af ærgrelse og løb på mine små ben hen til de to kalendere. Den ene for julekalenderen i fjernsynet, det var noget med Nissebanden, eller sådan noget. Den anden var en chokolade kalender. Inden i lå et stykke mælkechokolade, som forstillede en julemand, ligesom dem man køber i Netto - mon ikke den var købt der? Jeg lod chokoladen smelte på tungen, mens jeg lukkede øjnene og følte en kort glæde.
Henne fra det stadig kørende tv kom der en masse lyde, og far råbte at nu skulle jeg enten se det, eller slukke. Han gad i hvert fald ikke høre på den larm. Med Sofie i hånden og et halvt chokolade i munden styrtede jeg op på sofaen og så med i den lille tegneserie om Rudolf med den røde tud. Jeg grinte højt af fryd da Rudolf endelig fandt tilbage til sin mor. Ude fra køkkenet kaldte min mor nu på mig. Jeg slukkede og tøffede ud i køkkenet. Hun spurgte, og jeg måske ville smage noget af den chokolade vi skulle servere for familien i aften. Jeg nikkede ivrigt og tog tre stykker i munden på samme tid. Den ene var med karamel de to andre mælk og nødder. Jeg sukkede nydende da stykkerne endelig var faldet på plads i mavsen.
“Søde skat, har du fundet ud af, hvad du skal have på i aften?” spurgte min mor mig, med den dejligste sukkerstemme. Jeg rystede fortvivlet på hovedet og løb ind på værelset igen. Ih altså, sikke meget man skulle nå inden det blev juleaften!

Mit allerstørste ønske var at få en hundehvalp. Simone over fra fritidshjemmet havde sådan en stor, sort labrador, den var ih så fin. Åh så kær, og den havde den blødeste pels på hele jorden. Når hendes mor kom om hentede Simone, havde hun hunden med, og alle os fra fritidshjemmet samles og så fik vi lov til at klappe den! Nej hvor var den dog blød og varm, næsten ligesom en bamse. Man kunne synke helt ned i den. Som en varm pude.
“Er du klar til at gå i kirke? Jamen skat, du har jo ikke engang skiftet tøj endnu! Du må hellere skynde dig, farmor og farfar kommer om ti minutter,” sagde min mor. Farfar og farmor gik altid med os i kirken. Ja ‘os’ var altså kun far og jeg. Mor stod nemlig ude i køkkenet og holdt øje med at anden ikke løb sin vej! Det kunne ellers have set kønt ud, sagde mor og grinte.
Mor hjalp mig i tøjet - jeg havde valgt den mørkerøde fløjlskjole. Den var så dejlig at have på, og den var også varm.
“Jeg ønsker mig en hundehvalp i julegave,” fortalte jeg mor. Hun nikkede bare. “Altså sådan én som Simone har. Sådan en sort én.”
“En labrador,” tilføjede mor. “Smut så ud med dig, farfar og farmor står udenfor og venter,” skyndte mor.

“Højt fra træets grønne top,” sang vi. Mor, far, moster Signe, farfar og farmor havde et sanghæfte i hånden, men jeg kunne ikke læse, så jeg lod bare som om, jeg kunne sangene. Stuen duftede af andestegen vi havde spist kort forinden. Stearinlysene som var tændt i vindueskarmen gav et hyggeligt skær, og lysene på juletræets skygger dansede i luften. Det var som at være til et eventyr bal hos Tornerose, bare lidt mindre. Da sangen var færdig råbte jeg:
“Mor, mor, må jeg ikke nok åbne mig gave nu? Kom nu, må jeg ikke nok?” spurgte jeg plagende.
“Jo jo, så lad gå da,” grinte hun. “Så henter jeg lige chokoladen frem.”
Farfar smilte. “Hvorfor åbner du ikke min gave først?”
Jeg så undrende på ham, det var som om han skjulte noget. Mor kom tilbage igen fra køkkenet. I den ene hånd havde hun skålen med chokoladerne, og i den anden havde hun en stor pakke. “Her, den er fra farfar og farmor,” sagde hun. “Men vær nu meget forsigtig.”
Jeg skyndte mig at sætte pakken på gulvet. Den var tung. Og… og… det var som om den bevægede sig lidt. De så alle sammen meget spændt på mig.
“Så åben den dog!” sagde farmor højt.
Jeg løftede forsigtigt låget til pakken. Jeg glippede med øjnene. Det, det, det kunne ikke være rigtigt!
“En hundehvalp!” skreg jeg. Nede i pakken lå en lille hvalp, brun og cremet. Jeg stak forsigtigt hånden ned og aede dens bløde øre. Nej hvor var den kær! Sødere end Simones, det var helt sikkert.
“Pas nu på når du tager hende op,” sagde far og hjalp mig med at tage hende op.
“Ja, så skal du jo også finde på et navn til hende,” sagde moster Signe.
“Hun skal hedde Sofie,” sagde jeg bestemt og var lige ved at græde, så lykkelig var jeg. Faktisk begyndte jeg at græde.
“Nårh min lille ven,” grinte moster Signe og tog mig op på sit skød. “Du skal ikke græde,” sagde hun og tørrede mine tårer væk.
“Jeg er faktisk ikke ked af det,” sagde jeg undrende. Sådan noget havde jeg aldrig opblevet. Man græder da kun, når man er ked af det? Jeg grinte. Det var da fjollet. Sofie, altså hunden, gøede højlydt og logrede med halen. Far holdt hende i sin favn.
“Vil du prøve at sidde med hende?” spurgte han mig.

Den aften - juleaften - gik jeg først i seng halv elve. Halv elve! Så lang tid havde jeg aldrig været oppe. Det var helt underligt, men jeg var også rigtig træt. Sofie, min hun, sov i en lille kurv inde ved far om mor. Det var bedst, så kunne de holde styr på hende. Jeg knugede min dukke Sofie ind til mig. Hunden var opkaldt efter hende. Det skulle hun være stolt af, hun så nu også sådan ud. Nøj, hvor havde det været en god dag. Jeg smilte. Jeg foldede mine hænder, sådan som man gør når man er i kirke.
“Kære Gud,” hviskede jeg ligeså stille.
“Mange tak for en dejlig dag. Og… Tak for Sofie. Ja, altså, både min hund og dukke. Den er jeg rigtig glad for. Ja, nu har jeg altså kaldt hende Sofie. Jeg håber ikke det gør noget? Nå ja, tillykke med Jesus, hvis han altså sidder deroppe. Og hils mormor og morfar og tante Inge,” sagde jeg og tilføjede hurtigt: “Amen.”
Det var nok den bedste jul i hele mit liv.