Pin It
+ Besvar emne
Viser resultater 1 til 2 af 2

Emne: Stil: Pigen med klumpfoden

  1. #1
    Bogdværg Ajan's avatar
    Reg. dato
    May 2013
    Alder
    21
    Indlæg
    7

    Thumbs up Stil: Pigen med klumpfoden

    Hej.

    Jeg håber meget i vil tage jer tid til at læse min stil, og give jeres mening til kende.

    Den handler om den unge pige som er ny i området. En dag hvor hun går på stranden møder hun en ung mand. De bliver "forelskede" men noget hinderer pigen.

    Klar, parat, LÆS!


    Kære dagbog

    Morgenen var stille og solen stod allerede højt på himmelen. Havets bølger slæbte sig dovent ind på strandkanten og lod sig glide lige så langsomt tilbage igen. De efterlod kun et næsten usynligt spor i sandet. Bænken som jeg sad på, havde en gang været hvid, men tidens tand havde gjort at malingen var skallet af og for længst var fløjet væk. Højt lysegrønt siv omgav den, det fik den til at ligne et smukt kunst værk. Morgensolen blændede mine øjne og vækkede det sidste i mig som stadig sov. Mine tanker hvilede på alt det smukke jeg var omgivet af, for en gangs skyld var det ikke kun min fod som fyldte mit hoved.
    Jeg var ny i området, men stranden havde jeg allerede opbygget et nært forhold til. Jeg spadserede ved vandet hver eneste morgen og sluttede gåturen med at nyde udsigten fra den lange bænk som stod hævet på en klint. Endnu havde jeg aldrig mødt nogen på min vej, hvilket bare gjorde det hele mere attraktivt. Det gjorde mig fri for undrende og medlidende blikke, som jeg normalt fik når jeg var ude.
    Netop som jeg ville til at gå den korte vej hjem, satte en flot ung mand sig tyst i den anden ende af bænken. Jeg havde slet ikke bemærket at han havde nærmet sig mig. Længe sad vi i tavshed, som om vi hver i sær var ene på bænken. Jeg ærgrede mig over at tanken om at forlade stedet ikke var faldet mig ind forinden nogen var kommet. Og gå min vej kunne jeg ikke. Så ville jeg afsløre at jeg var en krøbling. Da stilheden havde varet længe nok, begyndte han at konversere. Jeg tøvede lidt, men tog så snakken op. Jeg følte mig ikke just godt tilpas ved situationen. Men som sagt kunne jeg ingen steder gå.
    Manden og jeg faldt sådan i snak at man skulle tro vi havde kendt hinanden altid, trods vi først lige havde mødt hinanden. Han undrede sig over hvorfor han aldrig havde set mig til bal i koncertsalen. Jeg forklarede at jeg mest holdt mig hjemme i min lune Villa, og at jeg egentlig ikke holdt af at danse. Manden kunne ikke begribe at sådan en smuk kvinde ikke brød sig om at danse. Det var første gang nogen havde kaldt mig en kvinde. Og tilmed første gang mine knæ var blevet bløde. Det var en skøn følelse at sidde der på bænken og kigge på det rolige hav og den gule sol. Jeg havde savnet at snakke med nogen. Så at snakke med en komplet fremmed, som viste stor interesse, betød utrolig meget for mig.
    Manden ville så frygtelig gerne vise mig et af de stæder han plejede at gå hen for at nyde udsigten. Men jeg afviste ham inden han havde afsluttet sin sætning. Jeg ville ikke have at han skulle opdage min klumpfod og finde mig afskyende. Min krop begyndte at ryste og mine skuldre trak sig helt op under hagen. Jeg ville ønske at jeg kunne gå med, men det kunne jeg ikke. Min pludselige reservation kom bag på ham. Så jeg prøvede det bedste jeg kunne at komme ovenpå igen og føre samtalen hen på noget andet.

    Luften slyngede duftende briser rundt omkring os. Det havde været sådan et hyggeligt selskab. Varmen var ved at tage til og den kølige morgendis havde lagt sig. Jeg havde fuldstændig fortrængt at min mor skulle komme med frokost den dag, og da huset var låst og forladt, blev min gamle mor forvirret og gav sig til at kalde på mig. Stranden var min baghave så råbet kunne sagtens høres på sådan en fredfyldt dag som i dag. Manden var hurtig og tilbød at følge mig ned af trapperne. Han ville sikre sig at jeg ikke faldt i det stadig fugtige græs. Men jeg ville ikke følges. Så ville han se min fod og afsky mig.
    Hele situationen gjorde mit hjerte tungt. Jeg havde mødt en flot ung mand som endog var interesseret i mig, og jeg kunne ikke tage imod hans betænksomhed. Det fik tårerne til at bryde ud. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder. Selvom jeg prøvede at hanke op i mig selv, kunne jeg ikke stoppe min gråd. Manden blev helt konfus. Han undskyldte hvis han havde fornærmet mig, og sagde at det da slet ikke var hans hensigt at gøre mig nedtrykt. Så lettede han sin hat en smule og forsvandt roligt væk.
    Jeg rejste mig fra bænken og gik tungt ned til villaen. Jeg følte selv en stor skyld ved hændelserne. Min fod havde igen hæmmet mig i at have samvær med andre mennesker. Jeg kan godt forstå at manden gik sin vej. Min opførsel var yderst uacceptabel. Jeg satte ham, og ikke mindst mig selv i en frygtelig masse forlegenhedsstunder.
    Efter nogle ualmindelige isolerede uger dristede jeg mig igen til at opsøge bænken. Episoden fra sidst havde slået mig sådan ud at jeg havde været ganske syg og ikke bevæget mig uden for døren siden. Men nu kunne jeg ikke holde ud at sidde i min mors villa og bare kigge på det smukke vand. Jeg manglede det sådan. Den friske strand som fik vinden til at smage en smule af salt. Og de skræppende måger som fløj over vandet. Jeg satte mig samme sted som sidst. Sivet var stadig ligeså Saftigt og frisk, men havet var i dag i oprør. Bølgerne kastede sig voldsomt ind over kanten, som om det gjaldt om at komme først. I dag så jeg ingen ting til manden. Indeni trak jeg tiden ud for at give ham længere tid til at komme. Men han kom ikke. Jeg sad der længe, uden nogen overhovedet kom. Jeg var helt alene på stranden. Vinden var kold, og jeg sad udsat på klinten. Mit hår blev kastet rundt, Mine kinder var røde som en brandbil og jeg var inderst inde frygtelig bange for at møde manden igen. Jeg gik hjem med en underlig følelse i maven. Jeg vidste ikke helt hvad den skulle betyde.
    Jeg var på stranden hver dag. Men manden så jeg aldrig igen. I dag fortæller jeg af og til historien til mine børn og børnebørn. Jeg vil ikke have at de begår samme fejltagelse som jeg gjorde. Selvom jeg kun snakkede ganske kort med manden kunne jeg mærke noget. Vi havde et usynligt bånd som bandt os sammen. Og hver eneste mand jeg sidenhen mødte, var ikke det samme. Mavefornemmelsen var der kun denne ene gang, med denne ene mand. Tit spekulerer jeg over hvad der ville ske hvis jeg mødte manden igen. Om jeg stadig ville føle båndet imellem os. Og om han havde haft det på samme måde med mig som jeg havde haft med ham. Men samtidig tænker jeg også at det ville ødelægge en hel masse i mit liv. Jeg har jo nu en skøn familie og en dejlig husbond, som jeg elsker. Men båndet har aldrig været der.

    • Pigen med klumpfoden.

  2. #2
    Overboggnasker AnnaM.'s avatar
    Reg. dato
    Nov 2012
    Sted
    Nordsjælland :-)
    Alder
    21
    Indlæg
    388

    Standard

    Jeg synes, det er en god novelle. Den er spændende og beskrevet godt.

+ Besvar emne

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •