Om bogen:
Mordet i Odense er en kort roman på knapt 100 sider, der først og fremmest tager læseren på et lærerig tur gennem en begivenhed i den danske historie, akkurat som en fagbog ville gøre det, men med et twist af skønlitteratur, idet der ind imellem fokuseres på karaktererne og forfatteren giver dem tanker og handling.

Knud den Hellige blev i 1086 myrdet i Skt. Albani Kirke i Odense. Stormænd og konge var uenige om, hvordan flåden burde håndteres, og kongen opkrævede store skatter af stormændene. Stormændene var oprørske, og da kongen flygtede og endte i kirken i Odense, stod de sammen om at dræbe kongen. Danmark havde på det tidspunkt forsøgt at generobre det tabte England uden succes.

Historier fra Historien er en finurlig lille bog, der henvender sig til et yngre publikum. Den er skrevet med de rette gloser, men for den unge læser kan det være svært at forstå, og der er da også en ordliste bagerst i bogen - heldigvis. Jeg tænkte dog undervejs på, at der var almindelige ord og talemåder, som en ung læser ikke nødvendigvis forstår, der ikke er forklaret.

Generelt set er bogen en meget kort fortælling om Vikingetiden og herefter en mere dybdegående historie om mordet på netop Knud den Hellige. Mange vigtige ting bliver berørt, fx Jellingstenene og forsøget på at overtage England - alt sammen for at give baggrundsviden om mordet på kongen. Og det fungerer faktisk. På utroligt få sider får forfatteren klemt en hel masse historie sammen, og det giver virkelig pote.
For at lette læsningen lidt er noget af det gjort til en reel historie, men med korrekte facts. På den ene side er det et rigtigt godt alternativ til fagteksten, men på den anden side bliver det et lidt for stort skifte fra det ene til det andet - subjektivt set. Jeg tror, at det måske ville fungere endnu bedre, hvis der var indre fagtekst og mere historie, men det er en hårfin balance, der er svær at ramme.
Samlet set er det en rigtig fin bog, der giver et godt indblik i en konges død…