Rutherfurd skriver slægtsromaner på en anderledes måde end så mange andre. Han lader slægternes tilknytning til særlige steder danne fokus i stedet for selve slægten. Det er heller ikke kun én slægt, som man følger, men flere, der fletter sig ind i hinanden på stedet. Personerne påvirker hinanden gennem kærlighed, stridigheder og politik.

Hvad er et liv? I hvert fald ikke et sammenhængende hele. En samling minder måske. Kun få.

Denne gang er det Nyskoven og dets befolkning, Rutherfurd skriver om. Nyskoven ligger i Hampshire og er centrum for både historiske begivenheder og folklore, da den er den største oldtids skov i England. Både Prins Richard og William II sønner af William Erobreren døde i skoven, og legenden går, at de blev straffet for deres fars synder. Kong Arthurs legende hævder i en version, at der er en gemt sø, som siges at være fødested for Excalibur, og den 31 juli i 1940 samledes en coven af engelske hekse for at stoppe Hitlers styrker. Der er mange fortællinger om ånder og underlige uforklarlige fænomener, som forbinder sig til stedet, og landsbyen Beaulieu har været centrum for særligt mange af disse fænomener.

Der er tidspunkter om vinteren, hvor det virker, som om hele Nyskoven bliver til vand. Træerne var indhyllet i en våd dis, der klæbede til de gamle egetræs vedbenddækkede stammer, sivede ind i revnerne i sårede grene og gennemblødte træstammer.

Disse elementer er selvfølgelig med i romanen og bliver behandlet på en unik måde via karakterernes subjektive vinkel på begivenhederne. Desuden inddrages mystikken på en måde, så læseren kan fornemme det sælsomme ved skoven. Skovens historie er delt op i ni dele og ses gennem to forskellige familiers øjne. Hver fortælling omhandler to motiver: kampen om magten og bekymringerne omkring bevaringen af skoven. Læseren ser, hvordan rænkespillet, som folk benytter til at klatre op af samfundsstigen, og virkningerne, grådigheden har på det naturlige miljø, er ens gennem tiden. Historierne starter i 1099 og slutter først i 2001. Det er skoven, som er den egentlige hovedperson, da det er i denne, alting uspiller sig. Menneskene driver her illegal og legal jagt, stjæler fra hinanden, strides, udbytter skoven, finder kærligheden, driver utroskab og begår mord. Noget af slægtshistorien går tabt for selve slægten, men læseren møder disse detaljer og genkender dem, når forfatteren kyndigt inkorporerer dem i senere tider. Dette ses fx med et lille trækors, en udskåret træseng eller et særligt ansigtstræk.

Rutherfurd er virkelig god til at skrive kultur og historie med et menneskeligt element, så hans fortællinger aldrig bliver tørre eller trættende at læse. Læseren får gennem romanen genopfrisket en stor del af den engelske historie. Dog er visse beskrivelser af skoven lidt langtrukne, men de har en mening bl.a., når de er med til at skabe en særlig stemning og fornemmelse for omgivelserne. Man får helt sikkert lyst til at besøge Nyskoven og opleve dens særegenhed og finde spor af den historie, den rummer.

Bogen er givet af TURBULENZ til anmeldelse.