Pin It
+ Besvar emne
Viser resultater 1 til 5 af 5

Emne: Interview med Helle Ryding, januar 2012

  1. #1
    Bogmagiker kathrine's avatar
    Reg. dato
    Jul 2007
    Sted
    Rynkeby
    Alder
    28
    Indlæg
    2.761

    Standard Interview med Helle Ryding, januar 2012

    Interview med Helle Ryding
    Del 1 af 2

    Interview med Helle Ryding, januar 2012-helleryding1.jpg

    Helle Ryding. Billedet er taget af Tina Brok Hansen

    Find Helle Ryding på hendes hjemmeside: www.helleryding.dk

    Fredag d. 13. januar 2012 drog jeg en tur til København for at mødes med forfatteren Helle Ryding til et interview til Boggnasker.dk. I oktober 2011 udkom hendes seneste bog, Serpina, der er starten på serien Klintespind. Afslutningen, Ulvepige, udkommer senere på året (2012).

    Interview med Helle Ryding, januar 2012-serpina_stor.jpg
    Interview med Helle Ryding, januar 2012-ulvepige_171922_-stor.jpg
    Forsiden på Serpina"
    Forsiden på "Ulvepige".
    (Ikke det endelige layout, men noget i den stil)
    Jeg blev inviteret indenfor og budt på både te, kage og frugt. Vi startede med at se det sted hvor Helle Ryding sidder og skriver sine bøger til hverdag. Det er et lille rum fyldt med bøger og selvfølgelig computeren det hele foregår på. På væggen hænger de originale malerier af forsiderne til de tre bøger i Morganas Kilder: ”Den Sorte Ravns Forbandelse”, ”De Fire Vinde” og ”Regnbuestøv”. Efter den lille ”rundvisning” på hendes arbejdsplads tog vi fat på det egentlige interview.

    Interview med Helle Ryding, januar 2012-den-sorte-ravns-forbandelse_137065_-stor.jpg
    Interview med Helle Ryding, januar 2012-de-fire-vinde_137066_stor.jpg
    Interview med Helle Ryding, januar 2012-regnbuestov_stor.jpg
    Forsiden på
    "Den Sorte Ravns Forbandelse"
    Forsiden på
    "De Fire Vinde"
    Forsiden på
    "Regnbuestøv"
    Kathrine: Hvorfor begyndte du at skrive bøger?

    Helle Ryding: Jeg har altid skrevet noveller, men jeg havde aldrig forestillet mig, at det var noget jeg kunne få udgivet, eller at jeg skulle være forfatter. Jeg har altid gået rundt med en film i hovedet og digtet historier, men jeg troede, at alle havde sådan en film kørende, og at være forfatter ikke bare kunne være at skrive de ting ned. Derfor skrev jeg i mange år til mig selv – eller digtede historier uden at skrive noget ned. Da min mand Toke begyndte at skrive en bog, og fandt et forlag, der ville udgive den, gik det op for mig, at jeg måske også kunne få udgivet noget. Samtidig havde jeg en ven i familien, der var journalist. Da han blev spurgt om, hvorfor han ikke skrev en bog, svarede han, at der ikke var nogen bøger i ham. Jeg syntes, at det var lidt mærkeligt, at man kunne sige sådan noget, for jeg vidste, at der var bøger i mig. Jeg havde før gået og tænkt på, at hvis jeg nogensinde skulle skrive en bog, så skulle det være med en pige i hovedrollen. Jeg havde gået og fantaseret lidt om en Elycia-person. Da Toke begyndte at skrive, gik der ikke lang tid, før jeg også kom i gang med at skrive for alvor.


    Kathrine: Dine bøger tager alle udgangspunkt i danske og nordiske sagn og fortællinger. Hvorfor har du valgt at hente din inspiration derfra?

    Helle Ryding: Det er der mange grunde til. Jeg har læst ”Harry Potter”, ”Ringenes Herre” og mange andre fantasy-bøger, og jeg elsker de universer. De forskellige bøger er selvfølgelig præget af de sagn og eventyr, som forfatterne er vokset op med. Bøgernes skildringer af de forskellige væsener og elementer er derfor påvirket af, hvordan sagnene ser på væsenerne. Ofte er det sagn og historier fra England, hvor der jo kommer rigtigt meget fantasy fra. Det er som om, at elverfolk er på en bestemt måde, eller at der f.eks. altid skal være trolde med. Når vi ser film, er der også en meget fasttømret måde at beskrive og vise de her væsener på, fordi mange af dem kommer fra de samme lande med de samme sagn og fortællinger. Da jeg begyndte at skrive, ville jeg lave en fantasy-fortælling, der viser, at vi i Norden har ligeså mange sagn og fortællinger. Vi har ligeså mange billeder af, hvordan væsener som elverfolk, de underjordiske og troldmænd ser ud, og hvordan de har levet. Altså den nordiske opfattelse af hvordan sagn-væsener ser ud. Jeg havde lyst til, og synes, at det kunne være sjovt at vise, at man faktisk godt kan skrive en hel fantasy-trilogi, baseret på alt det nordiske. Derudover har jeg altid interesseret mig for det og har læst mange nordiske eventyr og folkesagn.

    Min mand Toke spiller fløjte og spiller meget musik fra den danske guldalder. Det er også den tid H. C. Andersen stammer fra. Det var en hel epoke, hvor man dyrkede de her folkesagn. Man hentede dem helt tilbage fra 1200- og 1300-tallet og digtede dem ind i nye sammenhænge. De brugte meget naturen og fortalte om den særlige kraft, de syntes naturen havde. På den måde kom alle de her væsener og elverfolk tilbage igen. Det er også fra den tid, vi har balletterne ”Sylfiden” og ”Et folkesagn”. Det er alt det, man møder i musikken, balletten og digtningen fra dengang, og jeg har derfor været meget opmærksom på, hvordan de gamle folkesagn har udviklet sig op gennem guldalderen og til i dag, hvor de optræder i nye fantasy-sammenhænge.

    Jeg prøver at bygge mine historier på den samme tradition, men moderniserer dem. Det er sjovt at bruge de væsener, som man finder der, men jeg laver også meget om på dem, så de bliver, som jeg ser dem for mig i mine historier.


    Kathrine: Hvor får du ellers inspiration til dine bøger fra?

    Helle Ryding: Alle mulige steder fra. Jeg har altid haft en meget livlig fantasi, så jeg skal ikke se ret mange film eller læse ret mange historier, før jeg begynder at danne nye historier i hovedet. Jeg får også meget inspiration fra film. Jeg elsker at se film.


    Kathrine: Hvilke film ser du?

    Helle Ryding: Alt muligt forskelligt, men jeg er meget til det man kalder kappe-og-kårde-film, hvor mændene har lange kapper, og der er fægtekampe. Det kan f.eks. være ”Pirates of the Caribbean” eller ”Ringenes Herre”, som jeg er helt vild med. Tempelridderfilm synes jeg også er herlige. Jeg kan godt lide at se historiske film. Der er f.eks. en film om Napoleon med John Malkovich, som er rigtig flot. Sådan noget flot og stort og med mange kostumer - det kan jeg godt lide. Og så er der selvfølgelig Star Wars. Man kan i virkeligheden sige at det er en moderne kappe-og-kårde-film hvor universet er sat i fremtiden.


    Kathrine: Serpina tager udgangspunkt i naturen på Stevns og Møns klinter. Hvordan kan det være at det blev netop det område?

    Helle Ryding: Det er både på grund af sagnene, men også fordi jeg har været dernede et par gange. Det er fascinerende at stå og kigge op og ned af kridtklinterne. Jeg kunne huske, at der var historier om væsener, der boede i klinten. Da jeg stod dernede, og kiggede op på klinten, kunne jeg godt forstå, at man har troet det. Der er utroligt mange formationer og knudrede udspring. Man kan ligesom se ansigter og figurer for sig i kridtet. Kigger man op på klinten i et af fremspringene, ser det nærmest ud, som om der stikker en hel profil af en klintekonge ud. Jeg synes også, at sagnene fra Møns Klint om den dæmoniske konge og hans sortklædte svende er fantastiske. Det har været herligt at vække liv i de gamle sagn og bruge noget, som er ægte dansk og som folk på egnen vitterligt troede på engang.


    Kathrine: Hvor meget research har du lavet for at finde de her gamle sagn?

    Helle Ryding: Jeg har ikke bevidst lavet en masse research. Jeg har kigget på nettet, fordi jeg har været interesseret i hvad for nogle sagn, der egentligt er dernede. Jeg har også kigget i nogle gamle bøger, men jeg har ikke været rundt og spørge nogen, eller kørt rundt og undersøgt det. Jeg har prøvet at samle de historier sammen, jeg kunne finde. Og så har jeg ellers bare digtet løs. I Serpina er det jo primært klintekongen og hans svende, der kommer fra de gamle sagn, men også haven inde i klinten er en del af sagnene dernede fra. Der går rygter om, at hvis man for vild på klinten, kunne man være så heldig pludseligt at befinde sig i en have med eksotiske planter og træer med citroner og appelsiner. Man kunne plukke dem og spise dem, men gik man hjem og hentede sine venner og kom tilbage, så var haven væk. Så det er også et rigtigt sagn, jeg har bygget ind i historien. Det hører også med til sagnene, at Klintekongen kan skabe brændende kul om til guld. Resten af Serpina er noget jeg har fundet på.


    Kathrine: Klintemøerne minder lidt om en slags elverpiger. Har du tænkt på dem, da du skrev om klintemøerne?

    Helle Ryding: Det gør de, og det kunne de godt være. På Møn og Stevns er der en diskussion, der går ud på, om klintekongen i virkeligheden er elverkongen, eller om det er to forskellige skikkelser. Der ligger jo en Elverhøj på Stevns, og her siger man selvfølgelig, at elverkongen bor. H. C. Andersen skriver både om elverkongen og klintekongen i sit eventyr om elverhøj, så han deler dem i hvert fald op i to. Andre siger, at de er en og samme, så den forvirring har jeg brugt til at skabe de her klintemøer. Samtidig er de også lidt Odins døtre. I nogle af de gamle sagn om klintekongen, mener man, at det var Odin, der boede inde i klinten. Odin har sine døtre, de ni valkyrier, omkring sig, så derfor kan klintemøerne også godt være en slags valkyrier. Jeg har i hvert fald lavet dem som en blanding, men det er rigtigt, at jeg også har tænkt meget på elverpiger.


    Kathrine: Hvilken karakter i Serpina minder mest og dig selv?

    Helle Ryding: Jeg tror egentlig, at jeg har dem alle sammen i mig. Man har jo i virkeligheden også de onde inden i sig, for selvom man ikke går rundt og praktiserer det onde, så kan man jo godt prøve at sætte sig ind i, hvordan en ond person tænker og reagerer. Der er selvfølgelig nogen, som jeg ser lidt mere op til end andre. Jeg laver altid mine hovedpersoner lidt vildere end mig selv. Elycia i Morganas Kilder er skrappere end jeg er, og Serpina er jo i aldeleshed mere skrap end mig. Det er sådan nogle piger, som jeg selv synes kunne være spændende at være, men jeg er i virkeligheden nok mere en god blanding af Estella og Laterna. Men jeg er inde i alle personerne, og de har hver især en lille side af mig selv, som de får lov til at spille fuldt ud. Jo, jeg vil sige, at jeg er dem alle sammen.


    Kathrine: Hvilken karakter er du mest tilfreds med og hvorfor?

    Helle Ryding: Jeg er egentlig meget godt tilfreds med Serpina. Hun har været meget svær at karakterisere, fordi hun på den ene side er opdraget til at være temmelig hård og har lært, at man godt kan dræbe uden at få dårlig samvittighed, hvis der – efter hendes fars regler – er en god grund til det. På den anden side ville jeg også gerne have, at hun skulle være følsom – det kommer man også rigtigt til at mærke i Ulvepige. Og hun er jo følsom, reflekterer meget og lader sig påvirke af sine omgivelser. Ikke som Mithram. Han ved, hvem han er, og det er der ingen, der skal lave om på. Serpina kan derimod formes og få sin egen opfattelse af verden, som måske er en helt anden end den, hendes far prøver at give hende. Så jeg er rigtig godt tilfreds med at skrive om Serpina.


    Kathrine: Hvordan kom du på ideen om at lade en edderkop bo på hver af klintemøerne? Edderkopper som mange, især piger, er lidt bange for.

    Helle Ryding: Der er nogen, der siger, at de ikke er ligeså bange for edderkopper, når de har læst Serpina. Jeg er ikke selv bange for edderkopper, og derfor synes jeg, at det var lidt provokerende og sjovt at det skulle være en edderkop. Samtidig går det ikke, at man skriger op over edderkopper når man bor inde i klinten, der er lidt huleagtig. Jeg fik også hurtigt ideen om de klintespind, som klintemøerne laver, og så kom det helt naturligt, at det skulle være edderkopper, de havde knyttet til sig. I historien bliver edderkopperne kaldt ”spindere”. Jeg havde også brug for, at der var en, som Serpina kunne tale med. Meget af tiden oplever vi hende alene og så er det godt, at der er en samtalepartner. Det giver noget liv i historien. Det viser også nogle sider af Serpina og Anaja. Anaja er på en eller anden måde også en del af Serpinas personlighed.


    Kathrine: I Morganas Kilder har mange af navnene en speciel betydning og Serpina hentyder jo til slange (serpent). Er der nogen af de andre navne der også har en speciel betydning?

    Helle Ryding: Det har ikke været lige så vigtigt som i Morganas Kilder, men nogle navne har alligevel en betydning. Estella betyder stjerne og er en reference til aftenstjernen, som vi også hører om på et tidspunkt. Lilje har jeg kaldt Lilje for at vise, at hun er lidt sart, og så er liljer meget giftige, og navnet hentyder til, at hun laver de her forskellige medikamenter. Edda og Luna var mest for at få nogle korte og slagkraftige navne, men både Selene og Luna refererer til månen. Silvia viser, at hun er den lille lyse, men navnet er også valgt, fordi man taler om månen og stjernerne som sølvfarvede. Med Laterna har jeg tænkt på en lanterne, som spiller op til hendes røde hår, og hendes meget strålende, udadvendte og lidt voldsomme personlighed. Så lidt har jeg tænkt over navnene, men det er ikke systematisk. De tre ældste pigers navne, Estella, Eleonora og Edda, starter med E. De næste, Laterna, Luna og Lilje, starter med L, og de sidste tre, Selene, Serpina og Silvia, starter med S. Jeg kan røbe, at ELS er en meget gammel nordisk betegnelse for elverpiger, så på den måde er der altså et system, uden at navnene bliver alt for underlige.
    Senest redigeret af kathrine : 04-02-12 kl. 18:21
    Hvad er det, som har mange skove, men ingen træer, mange byer, men ingen huse og mange veje, men ingen biler?

    Tag et kig på min blog: Bøger på tværs

  2. #2
    Bogmagiker kathrine's avatar
    Reg. dato
    Jul 2007
    Sted
    Rynkeby
    Alder
    28
    Indlæg
    2.761

    Standard

    Interview med Helle Ryding
    Del 2 af 2

    Interview med Helle Ryding, januar 2012-helleryding1.jpg
    Helle Ryding. Billedet er taget af Tina Brok Hansen

    Find Helle Ryding på hendes hjemmeside: www.helleryding.dk

    Kathrine: Hvordan skriver man om en person som Mithram, der både rummer de meget kraftige og voldsomme følelser, når han sætter himmel og hav i gang og samtidig er den kærlige far over for sine døtre?

    Helle Ryding: Ja, han er jo helt utroligt dobbelt. Han har været rigtigt spændende at skrive om. På den ene side har han levet i mange tusinde år og har skabt sig sin egen verden med sine egne regler. Han er blevet så gammel og har oplevet så meget, at han ikke behøver at rette sig efter nogen. Samtidig er han bitter over nogle begivenheder i fortiden, og at han har den her infame fjende, som han ikke kan slippe af med. Han vil gerne styre og kontrollere alting og bestemme over sine piger. Men der er ingen tvivl om, at han virkelig elsker dem, og at det er helt ubærligt for ham at miste et barn. Man kan sige, at så længe pigerne gør, som han siger, er hans kærlighed uden grænser. Det er først når han mister kontrollen, at hans vrede bryder ud og rammer dem, han elsker højest. Han er i sine følelsers vold og har svært ved at træde et par skridt tilbage og få det store overblik. Han er en meget vanskelig og sammensat person, og han er meget spændende at skrive om.


    Kathrine: Fjenden, Slangen, er jo lidt udefinerbar og man ved ikke rigtigt hvad den er, eller hvor den er. Hvordan holder man fast i at få det til at fremstå som en virkelig fjende, man skal være bange for?

    Helle Ryding: Netop det med, at man ikke rigtigt ved, hvem og hvad fjenden er, er med til at gøre den skræmmende. Vi bliver skræmt, når vi ikke kan styre og kontrollere det, som truer os, og når vi ikke helt ved, hvad det er, der truer os. Det er den usikkerhed, jeg har udnyttet til at øge skrækken for slangen. Den bliver en konstant fare, som klintemøerne altid skal se sig over skulderen efter.


    Kathrine: Når du går i gang med en ny bog, hvordan gør du så? Hvordan får du styr på historien og får den skrevet færdig?

    Helle Ryding: Først skal jeg have nogle gode ideer. Jeg vil helst skrive i et univers, hvor jeg synes, der er rigtig skønt at være. Det kan godt være et uhyggeligt eller ubehageligt univers, når bare jeg føler, at det er spændende at være i. Derfor går jeg meget og tænker over, hvor jeg gerne vil færdes. Med Serpina var det klart det at bo inde i klinten, jeg synes var spændende.

    Så begynder jeg at finde en hovedperson. Jeg tænker over hvordan hun skal være, hvordan hun skal se ud og hvilken karakter hun skal have. Så begynder jeg at forme det lidt mere. Skal hun være alene eller skal jeg give mig selv den udfordring at give hende mange søskende? Det er krævende at have mange søskende med, for man skal passe på ikke at lade dem fylde for meget, men samtidig skal de have så meget personlighed, at de ikke bliver ligegyldige. Ved at udfordre mig selv med de mange storesøstre kunne jeg lade Serpina være lidt lillesøsteragtig. Hendes storesøstre er med til at forme hende, og samtidig er de også nogle, hun kan gøre lidt oprør imod.

    Jeg skriver ikke noget ned om personerne på forhånd, men lader dem udvikle sig hen ad vejen. Til gengæld går jeg og tænker meget over, hvordan de er, og har det hele inde i hovedet. Jeg sætter f.eks. Serpina i alle mulige situationer. Jeg kører ligesom en film i hovedet og spiller alle mulige scener igennem for at få et indtryk af, hvordan hun er. Derfor behøver jeg ikke at skrive så meget ned, for Serpinas måde at være på, bliver helt naturlig for mig. Det samme gælder hendes søstre. Dem henter jeg ind, når jeg har brug for noget kontrast eller har brug for at vise, hvad Serpina lægger vægt på, eller hvem hun ser op til. Det er f.eks. Estella, der har fået evnen til at åbne klinten – det synes Serpina er enormt sejt. De lidt mere kedelige søstre bruger jeg f.eks. til at vise, hvad Serpina ikke synes om.

    Jeg arbejder altid med en synopsis. Når jeg bliver klar over, hvilket miljø jeg vil skrive i, hvilken person og hvilket galleri af personer, der skal omgive hovedpersonen, kan jeg godt finde på at skrive stikord til mig selv. Det er i virkeligheden starten på en synopsis, hvor jeg skriver mere og mere ned efterhånden, som historien former sig. Jeg begynder altså med at skitsere mine tanker – det kan godt være, at jeg laver om på det senere, men det er i hvert fald en begyndelse.

    Når jeg ved hvordan der ser ud i universet, hvem Serpina er, hvor mange søskende hun har og deres rolle, så tænker jeg på, hvor historien skal begynde. Det er ikke sikkert, at den ender med at begynde sådan, men det er dér, jeg gerne vil møde Serpina første gang. Og så begynder jeg at skrive det kapitel, og jo mere jeg skriver, jo mere begynder historien at åbne sig. Det første jeg skrev i Serpina, var der hvor Serpina står og kigger ud over klinten, og der kommer fremmede ridende på stranden. Mens jeg skriver, spørger jeg mig selv om, hvad Serpina laver der, og hvad der mon sker, når fremmede rider tæt på klinten? Arhh, tænker jeg så. Mitram vil ikke have fremmede på sit territorium, og Serpina står helt deroppe, fordi Mitram ikke vil have, at nogen kommer for tæt på hans døtre. Han er vist et magtmenneske, fortæller jeg mig selv. På den måde udvikler historien sig. Jeg skriver, og så stopper jeg op og tænker over, hvad det egentlig var, jeg ville. Måske retter jeg lidt i min synopsis, inden jeg skriver videre.

    Fra starten udtænker jeg ikke et langt forløb over, hvad der skal ske – det kommer hen ad vejen. Men jo længere jeg kommer ind i historien, jo mere lægger jeg mig fast på handlingen, ud fra min synopsis. Jeg begynder også ret tidligt at finde ud af, hvad bogen skal ende med. Det er meget vigtigt, for at personerne kan reagere, opføre sig rigtigt og sige de rigtige ting. Det skal også være sådan, at følelserne er i orden, og personerne fylder, så vi bliver lidt kede af det, hvis nogen f.eks. dør. Jeg har hele tiden et mål for øje, men det kan godt være, jeg laver alle mulige krumspring undervejs.


    Kathrine: Hvordan er din dagligdag, når du skriver? Er der en fast rytme?

    Helle Ryding: Jeg starter som regel forholdsvis tidligt om morgenen, hvor jeg læser det igennem, jeg skrev dagen før, og så går jeg i gang med at skrive videre. Det kan ikke nytte noget at sidde og vente på, at inspirationen skal komme over en, vente på at man kan mærke lysten til at skrive, og at det kribler i fingrene. Det gør det heldigvis nogen gange, men fire ud af fem gange gør det det ikke. Hvis jeg ikke rigtigt kan komme i gang, begynder jeg at skrive til mig selv om, hvad der skal ske i historien og før jeg ved af det, er jeg kommet i gang. Jeg sætter mig som regel et mål for, hvor langt jeg gerne vil nå i historien i løbet af dagen.

    Jeg skriver som regel en time ad gangen, og så går jeg lige ned og henter lidt vand, laver te, eller giver hunden mad, inden jeg går op og skriver igen. Jeg skriver om formiddagen, så går jeg tur med hunden, og så skriver jeg igen om eftermiddagen. Hvis jeg er blevet forstyrret eller ikke helt har nået mit mål, kan jeg godt finde på at skrive om aftenen også, men ellers skriver jeg i to sekvenser; formiddag og eftermiddag.


    Kathrine: Arbejder du fuld tid med at skrive?

    Helle Ryding: Nej, jeg arbejder ved siden af som jurist – hvilket jeg også er uddannet som. Jeg arbejder med at rådgive billedkunstnere, når deres billeder skal bruges i en bog, eller hvis et museum skal udstille dem. Det arbejder jeg med 3 dage om ugen. Som regel er det mandag og fredag jeg holder ”fri” og skriver på mine bøger. Og så skriver jeg også i weekenden og i ferierne. Nogle gange kan jeg også finde på at skrive, når jeg kommer hjem fra kontoret. Det er en meget god blanding, og så kommer jeg også ud i det virkelige liv, hvor der er masser af inspiration at hente. Selvfølgelig ville det være skønt at være forfatter på fuld tid, men det er svært i Danmark med det lille sprogområde, vi har, at sælge nok bøger til at leve af det.


    Kathrine: Tror du nogle af dine bøger bliver oversat og udgivet i andre lande?

    Helle Ryding: Jeg håber, at der er lidt gang i Skandinavien. Der har i hvert fald været interesse. Skandinavien er også oplagt i og med, at der er rigtig meget nordisk inspiration i mine bøger. Mange af de sagn jeg tager udgangspunkt i, kender de også i Norge og Sverige. Jeg tror Sverige – og i øvrigt også Tyskland – har noget, der minder om en klintekonge. En voldsom, overjordisk herre, der rider ud i landet med en hær af mærkelige svende. Vores klintekonge er en skikkelse, der går rygter om flere steder.


    Kathrine: Hvor lang tid er du ca. om at skrive en bog på størrelse med Serpina?

    Helle Ryding: Der er forfattere, som udgiver mange bøger på kort tid. Jeg ved ikke, hvordan de gør, for mig tager det lang tid at skrive en bog som Serpina. Jeg arbejder dagligt med mine bøger og alligevel kræver de meget tid. Serpina tager helt klart længere tid end Ulvepige. Med Ulvepige har jeg allerede tænkt meget over, hvad der skal ske, fordi handlingen er lagt til rette i Serpina. De fleste personer er udviklet, så det skal jeg ikke gøre forfra. Jeg tror, at Serpina har taget mig et par år at skrive. Jeg er også lidt hys omkring sproget, for jeg glæder mig selv over et godt sprog, når jeg læser andres bøger, så nogle gange kan jeg godt sidde og rode med de samme fem linjer i en hel time eller sådan noget.


    Kathrine: Hvor meget er du selv inde over udgivelsen og hvilket format, bogen skal trykkes i?

    Helle Ryding: Størrelsen og bogens udstyr vælger forlaget primært. Forsiden er jeg til gengæld suverænt inde over. Vi bestemte os for at forsiden til Serpina ikke skulle minde om Morganes Kilder, for man måtte ikke tro at det var en nummer fire eller en bog i samme serie. Så det var helt bevidst, at den skulle være anderledes og lægge sig mere op ad den måde, forsider ser ud på i øjeblikket. Mere med fotografier og billedmanipulationer. Det synes jeg kunne være sjovt, og der findes så mange gode billeder af klinten.

    Vi arbejdede en del med forsiden. Først var den ikke dramatisk nok, så kom der noget ”mørk uhygge” rundt i kanten, der heller ikke gav den rigtige effekt. Sådan gik det frem og tilbage, inden den endte med at blive rigtig god. Serpinas ansigt var svært, men jeg er glad for resultatet. Øjnene er blevet rigtig gode. Hun er både lidt dæmonisk, men samtidig meget ung og lidt uskyldig.


    Kathrine: Du har gjort det meget nemt for dine læsere at komme i kontakt med dig via et forum på din hjemmeside. Hvad betyder det for dig at være i kontakt med dine læsere?

    Helle Ryding: Jeg kan godt lide at høre fra mine læsere. Jeg synes, at det er hyggeligt at få at vide, når nogen har læst mine bøger og synes om dem, eller spørger mig om forskellige ting. Jeg elsker at fortælle om mine bøger, og jeg kan sagtens huske, hvor optaget jeg selv var af de bøger, jeg læste som ung, så jeg synes, at man skylder, at man godt vil snakke lidt om bøgerne og tankerne bag. Når jeg får spørgsmål, kommer jeg også selv til at tænke over nogle ting, jeg måske ikke lige selv havde opdaget, eller til at gense steder, hvor det måske ikke står helt klart for læseren, hvordan det lige er. Jeg bliver på den måde tvunget til at være meget klar omkring mine tanker.

    Jeg synes også, at det er hyggeligt at få hilsner – både på mail og gennem forummet – og jeg svarer altid. Jeg bliver selv skuffet, hvis jeg skriver til nogen, og de så ikke gider svare.


    Kathrine: På boggnasker er der mange børn og unge der skriver på deres egne historier. Hvad er dit bedste råd til dem?

    Helle Ryding: Selvom det nok ikke er så nødvendigt at sige til Boggnasker-folket, vil jeg råde til, at man læser en masse bøger. Jo mere man læser, jo mere får man et varieret sprog, som man kan bruge til at finde sin egen måde at udtrykke sig på.

    Et andet råd er: Prøv så vidt muligt at strukturere historien fra start. Skriv ideerne ned og sæt dem ind i en fornuftig tidsmæssig rækkefølge, og sørg for at have slutningen klar forholdsvis hurtigt. Ikke sådan, at man ved præcis hvad, der skal stå i sidste kapitel, men sådan at man har en ide om, hvad der skal ske med de forskellige personer. Når jeg underviser på forfatterværksted, er der rigtig mange, der er gode til at starte en spændende og original historie og komme et godt stykke ind i den. Men så går de i stå. Det sker som regel, fordi de har glemt at holde sig selv fast på, hvad målet med historien var.

    Jeg holder altid mig selv fast på nogle vigtige scener, som kommer til mig meget tidligt. De vigtige scener bruger jeg som en slags delmål. Mens jeg skriver, bruger jeg den næste vigtige scene som mål. Det vil jeg gerne give videre som et råd til andre. Jo før man har alle sine vigtige scener klar (men ikke nødvendigvis i detaljer), jo større er sandsynligheden for, at man bliver færdig med sin historie. Når man arbejder sig frem mod en vigtig scene, kan man undgå at skrive sig død i noget, fordi man glemte, hvor man var på vej hen. Man må prøve at holde sig selv lidt fast på sine ideer, så man fortsætter, selvom man måske indimellem synes, at det er en dum slutning. Det bliver den ikke ved med at være, hvis man kæmper lidt hårdere og måske angriber historien fra en ny vinkel. Et slutmål og en masse delmål er mit bedste råd.


    Kathrine: Senere i år udkommer Ulvepige. Har du planer om andre nye bøger vi kan se frem til? Og kan du løfte sløret for lidt af det?

    Helle Ryding: Det har jeg, men det er svært at løfte sløret ret meget. Mens jeg skriver, kan jeg ikke lade være med at få nye ideer, så jeg har 3-4 ideer lige nu, og jeg ved ikke hvilken en, jeg vil tage fat på først. Måske bliver det en historie, der foregår i København for omkring 100 år siden, og så vil det være et projekt af samme tykkelse som Serpina. Men der er et par andre ”store” idéer, som også trænger sig på. Og så har jeg planer om to lidt mindre historier, som jeg har tænkt mig at skrive ind imellem de store.


    Mange tak til Helle Ryding for en hyggelig samtale.

    Vil I vide mere eller følge med i Helle Rydings forfatterskab, så tjek hendes hjemmeside: www.helleryding.dk
    Senest redigeret af kathrine : 04-02-12 kl. 18:23
    Hvad er det, som har mange skove, men ingen træer, mange byer, men ingen huse og mange veje, men ingen biler?

    Tag et kig på min blog: Bøger på tværs

  3. #3
    Administrator Boris's avatar
    Reg. dato
    Oct 2006
    Sted
    5000 C
    Indlæg
    14.168

    Standard

    Supergodt og interessant interview, kathrine. Det er bare godt gået
    Senest redigeret af Boris : 04-02-12 kl. 18:14

  4. #4
    Bogfantast Philipjonggonggong's avatar
    Reg. dato
    Jun 2009
    Sted
    I Fredericia.
    Alder
    31
    Indlæg
    1.589

    Standard

    Fantastisk interview. Er super misundelig. Men tror helt bestemt du var den helt rigtige at sende ud. Synes du er kommet godt rundt om det hele. Så tusind tak for indblikket i hendes liv og forfatterskab. :-)
    En stige lang har jeg købt mig
    jeg nu får besøgt dig
    det gerne jeg har villet tit!

  5. #5
    Bogfreak Norrild's avatar
    Reg. dato
    Jun 2009
    Sted
    Hørsholm Danmark
    Alder
    25
    Indlæg
    1.067

    Standard

    wow super godt interview
    det er let at hade
    men svært at elske

+ Besvar emne

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •