Om bogen:
I “Den besatte konge” bliver læseren ført direkte tilbage til det grishaverse, Bardugo åbnede for, først med Grisha og senere med Six of Crows og Midnatsfortællingerne. Det er endda de gode, gamle karakterer, vi griber fat i igen.

Nikolai kæmper. Han er elsket blandt befolkningen, og han gør alt hvad der står i hans magt for at værne om rollen som konge og beskytte sit rige. Men hvad han kan beskytte mod ydre trusler giver bagslag når det kommer til de indre trusler. Nikolai kæmper med dæmoner, og om natten farer han land og rige rundt som besat, jager og gør ondt, og det er svært fortsat at holde skjult for befolkningen.

Samtidig gør Zoya hvad der står i hendes magt for at bevare overblikket, roen, og ikke mindst Nikolais forstand. Den koldblodige, charmerende kommandant og sjæleven af Nikolai bliver sat til sit livs kamp.


Og alt imens dette står på, har Nina Zenik også sit at gøre. Ninas rejse er personlig, følelsesmæssig og langt fra den hårdhudede kvinde, man kendte til helt i starten. Hun er stadig ved at komme sig over tabet af Matthias, og det er ikke let - det kræver en styrke, Nina ikke føler, hun besidder.


Ravka er truet. Men denne gang ikke udelukkende af borgerkrig og ydre trusler, men lige så meget af rigets egen konges dæmoner.


---


Leigh Bardugo kan et eller andet. Temmelig meget, faktisk. At skabe et helt univers er ikke barnemad. Faktisk er der ikke så mange, der er rigtigt gode til det. J.K. Rowling gjorde det og blev verdenskendt for det. J.R.R. Tolkien det samme, og G.R.R. Martin er også hoppet med på vognen. Der er flere, der er med på beatet, og en af dem, der virkelig fortjener en plads i det gode selskab er altså også Bardugo.


Hvor Grisha virkelig var trilogien, der etablerede Ravkas grundlov, gjorde det muligt for læseren helt at fordybe sig i dets historie, intriger og politiske processer, så er vi nu så godt inde i serien og universet - Grishaverset - at den samme detaljerigdom ikke er nødvendig. Man kender det, og det forventer Bardugo også. Derfor er det også i langt højere grad karakterernes personlige udvikling samt deres relationer, der spilles på - og det fungerer.


Bardugo mestrer dialog, og karakterernes individuelle særheder og kendetegn skinner tydeligt igennem, gør dem ægte og får læseren til at forelske sig helt. Som i de tidligere romaner i universet skifter hvert kapitel mellem hovedkaraktererne, og lige så meget som det kan være irriterende, at man ikke bare kan følge alt på én gang, lige så meget øger det bare incitamentet til at læse videre.


Handlingen blæser af sted fra første side, der spares ikke på action og alt i alt er det en temmelig hæsblæsende, vindomsust affære. Men det virker. Læseren holdes fanget, keder sig ikke - men samtidig går det heller ikke så stærkt, at man ikke kan følge med. Det er skønt.


“Den besatte konge” er første del af en duo, og jeg kan ikke vente med at læse anden halvdel.


Tak til Carlsenpuls for anmeldereksemplaret.