Magi findes, men det har en pris - og det er ikke billigt…

På Tellas 17 års fødselsdag kalder hendes mor, dronning Leonora, hende op til sit kammer, kun få øjeblikke før festen begynder i tronsalen.
Tella har en klar ide om, hvad der venter, men da Leonora blot spørger ind til, om Tella har mødt sin nye hofdame, går det op for hende at det ikke er, hvad hun troede.
Tella havde en klar forventning om, at det måtte være nu hendes mor lærte hende magi.

Men desværre ikke, og Tella begiver sig mod tronsalen, blot for at støde ind i en fremmed på vejen dertil.
Kvinden fortæller at hendes datter, omend lidt yngre end Tella, ville være en fortræffelig hofdame, og gør alt hvad hun kan for at overtale Tella til øjeblikkeligt at acceptere tilbuddet.
Tella kommer dog udenom, og når ned til festen i tid.
Sammen med sin mor hilser de på alle - også når den fremmede kvinde pludselig dukker op igen - noget der tydeligvis chokerer dronningen, for hvem hun ikke er fremmed.

En ny verden åbner sig op, og Tella får endelig indblik i den magi, hun så desperat ønskede viden om - men det er langt fra på den optimale måde.
For kvinden, Melina, er desperat efter at skade familien, og for at undgå det må Tella opgive sine mest dyrebare minder for at finde Dronningernes Erindringer.



Først og fremmest må jeg indrømme, at jeg er helt i chok over ideen med at magi koster minder. Det er så interessant, og tilføjer det helt rigtige twist til magi. På den ene side er magi jo… Magi! Men på den anden side, så er ens minder jo, hvad der gør en til den, man er, og det er det man bliver nødt til at opgive.
Samtidig er det også interessant, fordi Tella skal vurdere magiens styrke - og mindets værdi.
Allerede da hun for første gang skal benytte sig af det, og skal sikre sig selv og Miel mod magiske angreb skal hun vurdere, hvor meget deres sikkerhed er ‘værd’, og det synes jeg er en virkelig fed tilføjelse, og et fedt ekstra lag!

Dog synes jeg magien er liiiige til den simple side.
Den har det her ekstra lag, ja, men på det øverste lag, er det virkelig så simpelt som det kan blive.
Tella skal tænke på, hvad hun gerne vil have skal ske.
Det er det.
Jeg har lidt svært ved at forstå hvorfor Tella, hovedkarakteren, den modige protagonist, vores helt, har aldrig formået at finde ud af, hvordan man gør det, som hun måske går allermest op i.
Hvis jeg hele mit liv havde vidst jeg havde mulighed for at lære magi, og ikke var klar over bagsiden, så ville jeg nok ikke bare acceptere at vente på at min mor besluttede sig for at det var rette tid.
Men det er vel som man ser på det - jeg synes bare lidt det er et hul.

En af mine yndlingskarakterer er måske Melina, fordi hendes baghistorie er så indviklet og snurret. Hun er adelig, men samtidig forvist. Hun har magiens evner, men er alligevel holdt skjult. Hun var Leonoras bedste veninde, men hendes bror forsøgte at myrde Marietta.
Derudover er det også hende vi har at takke for Alia, som jeg også synes er en virkelig fed karakter.