”Birdbox” – Josh Malerman

Birdbox, skrevet af Josh Malerman, er bogen bag den populære Netflix film. Den handler om kvinden Malorie, hvis største problem i livet var at hun var blevet gravid, og skulle til at opfostre et barn alene. Men uventede hændelser vender op og ned på dette. Malorie og hendes søster tvinges til at barrikadere sig i deres lejlighed, da nyhederne melder, at der overalt i verden sker udbrud af mystiske selvmord. Folk mister forstanden, og slår sig selv og andre ihjel. Malorie er gravid, og da maden i huset bliver trængt, tvinges hun til at lede efter et nyt sted at søge tilflugt, et avisudklip fortæller hende, at en mand, ved navn George, har åbnet sit hjem for fremmede, og det er kun et par gader fra Malories lejlighed. Malorie beslutter sig for at tage turen, og ender op i et hus, hvor andre også har søgt tilflugt. Her møder hun den iderige Tom, som med sit lyse hår og optimistiske sind hurtigt falder i god jord hos Malorie.

I bogen møder Malorie som sagt en helt masse fremmede mennesker, og selvom de er meget forskellige, så har de alligevel den ene ting til fælles, at de alle sammen har overlevet, hvad der syntes at være begyndelsen på verdens ende. Der er så mange forskelligheder i det hus, og man kan sætte sig ind i hver enkelt af deres situation, og det skaber en meget stærk dynamik i huset.
Malorie, som er bogens hovedperson, er både ressourcestærk, klog, og på sin egen måde, kærlig. Hun er streng i den måde hun opdrager på, men hun er en overlever, og det skinner igennem i bogen.

Sproget var en af de ting i denne bog, som jeg forelskede mig rigtig meget i. Meget af den aktion der sker i bogen, foregår imens hovedpersonerne har bind for øjnene, og ikke kan se hvad der foregår omkring dem, så selvom omgivelserne ikke bliver beskrevet, så er der alligevel en helt spændt atmosfære, hver gang nogle af hovedpersonerne bevæger sig udenfor.
Josh Malerman formår at leje med sproget, og man kan næsten selv mærke hvordan det må være at stå udenfor og ikke vide, hvad der lurer lige foran en. Det er helt klart en af bogens stærkeste træk, hvordan Josh Malerman formår at give læseren gåsehud netop fordi man ikke ved, hvad der er lige udenfor. I de fleste bøger arbejder forfatteren med det, som hovedpersonerne kan se, men ved at berøve dem deres vigtigste sans bliver de sårbare på en helt anden måde.

Bogen skifter imellem scenerne, nogle gange befinder Malorie sig på en flod i en båd, andre gange udspiller historien sig år tilbage, hvor det bliver forklaret, hvorfor Malorie befinder sig i båden. Disse skift i scenarier er med til at opretholde det hurtige tempo i bogen. Hver gang et kapitel afsluttes har man lyst til at læse videre, og Josh malerman formår at fange læserens opmærksomhed og holde den helt indtil sidste side i bogen.
Jeg kedede mig på intet tidspunkt i bogen, der var spænding fra kapitel 1 helt hen til sidste side i bogen.

Bogen handler om, hvad der kunne ligne, verdens ende. Folk mister forstanden og slår sig selv og andre ihjel, hvis de kigger på hvad end der er udenfor. Selvom Josh Malerman aldrig afslører, hvad disse væsner ligner, så er det tydeligt, at de er derude. Plottet i denne bog er meget fangende, og man kan ikke undgå at blive revet med af mysteriet om, hvad det er, som forårsager disse menneskers død. Ud over at være en helt anderledes måde at skrive en bog på så er det også et helt nyt plot, og jeg nød at læse denne bog, netop fordi det er noget jeg ikke umiddelbart havde læst før. Det er ikke en traditionel bog om en pige, som møder hendes drømmefyr, og lever lykkeligt til sine dages ende. Det her er en bog om, hvor kold og uretfærdig verden kan være, og hvordan man overlever i en verden, hvor man under ingen omstændigheder må kigge ud.

Jeg ville anbefale denne her bog til alle, som elsker en god bog om et dystopisk samfund, og som holder af at læse bøger med spænding. Denne her bog har i hvert fald fundet vej frem til min top-10-liste af bedre bøger, som jeg har læst længe. Kombinationen af det gode sprog, de divergerende personligheder og det veludviklede plot gør Birdbox til en helt utrolig god bog.