Parallelt med vores verden som vi kender den, ligger en elvernes verden kaldet Bjerget. Elverne har svært ved at få børn indbyrdes, så derfor tager de til verden udenfor, menneskenes verden, og bjergtager mennesker. Når et menneske bliver bjergtaget, mister de deres egen vilje og bliver elverens majonetdukke. På denne måde bruges mennesker til at sætte børn i verden. Nogen tages med til Bjerget, andre ikke. I Bjerget lever adelsdamen Askatla som er datter af en legendarisk elver. Efter farens død opdager Askatla at hendes fosterbror har bjergtaget hendes menneskesøster, som boede i verden udenfor. Efter den uret at have gjort søsteren til en viljeløs dukke, søger Askatla hævn over sin fosterbror. I elvernes rige,betragtes skønhed som det eneste passende våben for kvinder, og kvinder der kæmper eller bruger våben ses ned på.
For at få hævn over sin fosterbror slutter Askatla sig til en oprørsgruppe der kæmper mod elvernes bjergtagning af mennesker. Men med det formål spiller Askatla dobbeltspil med livet som indsats.


Elfruns ene hånd forlod min brystkasse og fandt i stedet min hånd. “Selvfølgelig ville du det,” sagde hun blødt. “Det giver mening. Når man opdager, ens elskede er i fare, vil man gerne beskytte ham, men husk, alt, hvad vi laver, er fortroligt. Du har selv skrevet under på det.”
Det havde jeg, ja. Jeg havde skrevet under på alt, hvad de bad mig om. Og det var fint. Nej, det er ej, protesterede mit hoved. Tilbageholdelse, ulovlig aflytning. Det er ikke okay. Rummet svimlede igen for mig, og havde det ikke været for Elfruns hånd på min brystkasse, var jeg faldet. Hvordan kunne en spinkel kvinde være så stærk?


I verden udenfor plages Johannes som er tidligere soldat af mareridt fra sin første udsendelse, samt af drømme om en forførende, smuk kvinde der bliver som en besættelse for ham. Trods sin mandlige kærestes (og egentlig også sin egen) misbilligelse tager Johannes mod et job han får tilbudt gennem sin far, da den smukke kvinde fra drømmende dukker op i virkeligheden. Men hvad er egentlig formålet med GEIRR som firmaet hedder? og hvad kan en tidligere soldat tilbyde en IT virksomhed? Hvad er egentlig sandheden bag de mennesker der holdes fanget i firmaets kælder?

“Hvad er vi?”
“Vi ved det ikke,” svarede Helga, “men jeg tvivler på at vi er mennesker.”


På samme tid prøver Sigrid, som studerer sammen med Johannes´ kæreste, at finde ud af hvad det er der sker med hende. En tilfældig aften på et diskotek hvor Sigrid dansede med en fyr, kom der pludselig en fremmed og trak hende med ud på toilettet, og fablede om at hun havde hul i ryggen. Da hun kiggede sig i spejlet kunne hun selv se det, men det gav jo ingen mening. Dagen efter dukkede han op i hendes lejlighed med en kvinde der viste sig at have samme uhyggelige hul i ryggen som hende selv. De fortæller at hun er nummer fem som de har fundet med dette fænomen. Alle med en enormt stor tiltrækningskraft der både er rettet mod mænd og kvinder. Men hvad er de? Og hvordan er det sket?

Jeg lænede mig fremad og stirrede gennem den beskidte rude. (...)Lysstofrør, hvide fliser, en grå dør og et bart metalbord. Nej, det var ikke bart. Der lå noget på det. Knive og tænger. Var det en operationsstue?

Bogen foregår i Danmark i nutiden, hvilket er et pudsigt twist i en fantasybog. Nærmere bestemt på Fyn i Odense og Gudme, samt på Als. Men det fungerer egentlig meget godt og de nævnte steder i byen i Odense kan jeg nikke genkendende til. Det gør bogen nærværende og troværdig. Man kunne sagtens forestille sig det ske, med elvernes parallelle verden, og den måde hvorpå folk fra tid til anden forsvinder.

Bogen følger på skift de tre hovedpersoner Askatla, Sigrid og Johannes, hvis skæbner flettes sammen på en elegant måde. Vi ser handlingen fra flere synsvinkler og med lidt spring i tid, således at man får i historien serveret i mange små bidder. Det fungerer godt da vi får indblik i alle tre karakteres liv og verden. En anden lækker ting er at alle kapitler indledes med en linje fra en gammel dansk folkevise eller lignende, hvilket passer godt til historien. Mange af kapitlerne er ikke særligt lange, og det giver mange skift som godt kunne virke irriterende men egentlig fungerer godt nok. Dog er persongalleriet ret stort, og man kan godt fare lidt vild i alle navnene. For at imødegå dette, er alle personerne listet op først i bogen, så man kan slå op hvem det nu lige var der hed hvad. Hvis man nu er til det der med at bladre frem og tilbage.

Bogen har en handling med mange skift, mange personer og mange detaljer. Jeg synes det er fedt med et genkendeligt, dansk miljø, med danske folkeviser og historiske referencer. Det virker uhøjtideligt og nærværende. Min første tanke da jeg lige havde læst bogen var at jeg ikke brød mig om den, uden helt at kunne sætte finger på hvorfor. Men her, nogle dage efter, syntes jeg at den har mange gode elementer, men for mange skift i personer og handling til helt at fastholde min interesse. Alligevel synes jeg at historien er solid, handlingen er elegant sammensat og jeg tror alligevel at jeg gerne vil læse den næste bog når den udkommer.

Historien har potentiale til en spændende udvikling, hvor jeg håber at handlingen kan blive lidt mere flydende, sproget mere stramt og personerne mere uddybede. Det hele virker lidt overfladisk fordi forfatteren vil nå en hel masse på kort tid og få sider. Det leder tankerne lidt hen på en aktion/fantasyfilm hvor resultatet bliver okay og får budskabet frem, men hvor det samtidigt bliver lidt for kompakt.

Alligevel vil jeg anbefale bogen hvis man kan lide nutidig fantasy, med et historisk træk. Jeg må heller ikke glemme at nævne, at bogen indeholder nogle ret eksplicitte erotiske og voldelige scener, og derfor ikke kan anbefales til børn/unge under 16 år.

Anmeldereksemplar er tilsendt fra forlaget.