Dina Tonerre har en helt speciel evne. Når hun ser andre mennesker i øjnene, kan hun se deres største skam. Hun er nemlig Skammer, ligesom sin mor. Hendes mor er blevet anklaget for hekseri af Drakan, som har taget fyrstemagten i landet ved at myrde den forrige fyrste og alle hans arvinger bortset fra Nico, som er flygtet sammen med familien Tonerre. Men Drakan vil ikke stoppe før Nicodemus Ravens og de to Skammere er døde og han har besejret hele kontinentet.

Skammerens Datter II – Slangens Gave er faktisk en genudgivelse af Skammertegnet (to’eren i bogserien) og Slangens Gave (som kommer som nummer tre i serien).

I Skammertegnet er Dina har Dina, hendes familie og Nico søgt tilflugt hos Klan Kensie i Højlandet. Men da Drakans fætter Valdraku kommer efter Dina og hendes mor, må hendes storebror Davin og hendes bedste veninde Rosa tage handling for at beskytte de to Skammere…

I Slangens Gave har Dina svært ved at slå fred med sig selv efter hændelserne i Skammertegnet, da en mand pludselig dukker op. Uden at forklare pakker Dinas mor familien sammen og tager afsted over stok og sten for at komme væk fra ham. Da Davin og Nico så bliver taget til fange, må Dina finde ud af, hvem manden er inden, det er for sent.


Skammerens Datter II – Slangens Gave er faktisk en samling af Skammertegnet (to’eren i bogserien) og Slangens Gave (som kommer som nummer tre i serien). Det er en serie, der greb mig, da jeg første gang slog op på første side i Skammerens Datter, da jeg var otte år gammel og fik den i fødselsdagsgave. En serie, der griber lige så hård fat i mig nu, hvor jeg er 22, og en serie der nu er nogle af min 50-årige mors yndlingsbøger, efter hun læste dem for første gang for ganske få år siden.

Fordi Kaaberbøl kan noget helt bestemt. Hun kan skabe et univers, hvor der er børn med børneproblemer, unge med ungeproblemer og voksne med voksenproblemer og en forfærdelig krig og så på en eller anden måde får hun kogt det hele sammen til en troværdig fortælling, hvor folk på alle aldre har noget, de kan relatere sig til.
Det er en magisk historie om hvad der kunne have været virkelig mennesker.

Jeg kan varmt anbefale Skammerens Datter til enhver, der kan lide fantasy, næsten uanset alder. (Det er nogle lidt voldsomme scener og beskrivelser i især de senere bøger, som nok ikke egner sig til de helt små)

Skammerens Børn består af fire bøger, som i rækkefølge er:
Skammerens Datter
Skammertegnet
Slangens Gave
Skammerkrigen