Det endelig opgør med Maven nærmer sig. Men alliancen mellem Sølvere, Nyblodere og Røde er skrøbelig, og der skal ikke meget til, før den vil gå helt i opløsning.
Mares hjerte er knust, efter Cal har valgt tronen og en kongetitel, over hende og drømmen om en republik. Samtidig har hans farmor fået ham trolovet - igen - med Evangeline, som en del af alliancen mellem Kløftens kongerige og Nortan, noget hverken Cal eller Evangeline er begejstrede for.
Mare må gemme sine følelser for Cal væk, hvis drømmen om retfærdighed for de røde skal gå i opfyldelse, og de ikke bare skal udskifte en Sølverkonge med en anden. Men det er ikke let.
Og også i Mavens lejr ulmer oprøret. Ikke nok med, at hans bror forsøger at generobre sin trone og flere Sølverne adelsmænd har skiftet side. Hans egen dronning lægger også planer imod ham. Og Maven er stadig besat af tanken om at få Mare tilbage. Koste hvad det vil!

Så nåede jeg til sidste bind af Red Queen-serien. Og sikke en afslutning.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er både stemnings- og billedskabende, med livagtige og til tider blodige actionscener, hvor man næsten kan lugte krudtrøgen og blodet.
Universet er interessant og anderledes, med sin blanding af magi, teknologi, og oprørskamp, og seriens blanding af science fiction, fantasy og dystopi fungerer rigtig godt.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med intriger, forræderi, usikre alliancer, magtbegær, krig, undertrykkelse, kærlighed, jalousi og kampen for retfærdighed. Her i sidste bind er der en hel del politiske manipulationer og magtspil, som trækker handlingen en smule i langdrag. Og selvom de er spændende, så var de også med til at få bogen til at føles lige så lang som den er (næsten 700 sider), hvilket var lige lovlig meget. Bøgerne i den her serie er blevet længere og længere, og for mig var sidste bind i serien altså for lang, hvilket trækker noget ned.
Personerne er menneskelige og nuancerede, med styrker og svagheder, og historien fortælles skiftevis af Mare, Cal, Evangeline, Iris (Mavens dronning) og Maven selv. Det fungerer rigtig godt, da man både lærer personerne rigtig godt at kende og ser konflikterne fra flere sider, men er også med til at trække handlingen ud undervejs. Personligt syntes jeg bedst om Mare og Evangelines synsvinkler, mens jeg sagtens kunne have undværet Iris' da jeg virkelig ikke brød mig om hende. At jeg vild med Evangelines synsvinkel kom en del bag på mig, da jeg virkelig ikke kunne lide hende i de første 3 bind, men hun fik flere facetter her i sidste bind, og i takt med, at jeg lærte hendes motiver og følelser at kende, kom jeg til at holde mere og mere af hende.
Evangeline er stærk, modig og en dygtig kriger. Hun elsker sin bror, og den kvinde hun ikke må få, og vil gøre alt for dem. Hun ligedele elsker og hader sine forældre, og er absolut ikke tilfreds med, igen, at blive tvunget til at trolove sig med Cal. For selvom Evangeline i årevis har tørstet efter en krone, så har hun opdaget, at der er noget, hun ønsker sig endnu mere end magt. Og hun føler sig fanget af sin fars forventninger og planer for hende.
Mare er vokset en del igennem de fire bind, og hvor jeg til tider har haft det lidt svært med hende, så lærte jeg for alvor at respektere hende i denne bog. Hun har lært at styre sin impulsivitet og sit temperament, og har fundet ud af, hvad og hvem det er hun kæmper for. Og det er forfriskende.
Cal er svag over for omverdenens forventninger, og til tider himmelråbende naiv og nem at manipulere med. Han er parat til at opgive Mare for en krone, og kan ikke slippe de forventninger og de ambitioner han er blevet fostret op med. Cal vil så gerne gøre det rigtige, men tøver alligevel, og følger i stedet med strømmen - også selvom hans hjerte fortæller ham noget andet.
Jeg havde en del sympati med Maven, og det på trods af de uhyrligheder han har foretaget undervejs. Maven er en ødelagt person. Hans mors manipulationer af hans sind har ødelagt hans evner til at elske, og der er kun hadet til Cal og hans ambitioner og magtbegær tilbage. Og så hans besættelse af Mare.
En person jeg til gengæld ikke var så vild med, og hvis synsvinkel jeg sagtens kunne have undværet, var Iris. Hun er datter af Sølandets dronning, årelang fjende af Nortan, og har giftet sig med Maven for at stoppe krigen mellem deres riger, og sikre en alliance mod Den Højrøde Garde. Da hendes far bliver dræbt i et slag, fokuserer hun al sin energi på at tage hævn. Ikke blot over hans morder, men over hele Nortan. Hun afskyr Maven, men har brug for ham, til at sikre Sølandets indflydelse. Iris er manipulerende, iskold og nådesløs, og besat af tanken om hævn. Og selvom jeg til en vis grad kunne forstå hende, så var jeg ikke vild med hende, og syntes jeg hele Sølandet-vinklen var unødvendig, og at den kun tjente til at trække historien i langdrag.
Derudover myldrer bogen med interessante og nuancerede bipersoner, hvoraf jeg især var vild med Farley og Kilorn, som er nogle af de personer der virkelig har udviklet sig en del undervejs i serien. Cals farmor, den tidligere dronning, var også interessant, selvom hun var modbydelig, iskold, manipulerende og fast besluttet på at bevare status quo, med de Røde på bunden af samfundet, og Sølverne øverst. Hun er besat af at sætte Cal på tronen, og gør, hvad hun kan, for at styre ham og hans beslutninger.
Alt i alt var Tordenkrig en rigtig god afslutning på serien, selvom bogen var lige lovlig lang, og havde gang i lidt for mange subplots. Fans af serien vil næppe blive skuffede, og bogen kan da også, trods irritationsmomenterne, anbefales.


Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar af forlaget Gyldendal.