Ild og blod er en bog skrevet af George R. R. Martin. Det er en af hans sidste bøger skrevet, som en efterfølger til serien ”A Song of Fire and Ice”. Ild og Blod er en spin-off til serien, og foregår længe før nogle af de kendte karakterer overhovedet kommer til verdenen. Bogen starter med Aegons erobring fra år 2 før Erobringen. Den skilter huset Targaryens storhedstid. Man ser hvordan magten går fra familiemedlem til familiemedlem, og hvordan disse med meget stor forskellighed regerer de Syv Kongedømmer.

Bogen beskriver de blodige krige, som blev udkæmpet mellem familiemedlemmerne og disses drager. Bogen handler også, om hvordan Targaryen-klanens overtag over hele Westeros har indflydelse på alle i de syv Kongedømmer.


For dem, som har læst eller set serien, ”A Song of Ice and Fire” er det her en rigtig interessant bog at læse. Den beskriver, som sagt, hele historien bag Targaryans regeringstid. For mange vil den tid før den Gale Konge ikke være kendt, og man hører kun meget lidt om dette i bøgerne. Men hvis man læser denne bog, vil man virkelig få en forståelse for, hvor magtfulde de var engang.

Man ser også, at der dukker mange kendte familienavne op igen, blandt disse er Lannisters, Baratheon, Tully og Stark for bare at nævne få. For dem, som har læst bøgerne eller set serien, er dette ganske underholdende, fordi man på mange tidspunkter ser et nært samarbejde mellem familier, som senere hen bliver fjender.

Ud over at være en detaljeret beskrivelse af Targaryens storhed og fald, så gives der også en historisk forståelse for, hvorfor mange af de kendte karakterer, såsom Stark familien, Daenerys Tarhryens og Robert Baratheon for den sags skyld, har gjort som de har gjort. I serien er meget af hadet til Targaryenfamilien baseret udelukkende på deres erfaringer med Aerys’ II’s regeringstid. Selvom den første del af hans regeringstid godt nok ikke var som den sidste del af hans regeringstid, så hører man ikke meget om huset Targaryens historie. Og det er jo næsten helt ærgerligt, for det er en meget interessant fortælling.

Derfor er jeg også en af dem, som er rigtig glad for, at denne bog er blevet skrevet, for ud over at være en af dem, som har læst bøgerne, så har jeg også set serien, og jeg er blevet en stor tilhænger George R. R. Martins fangende fortællinge. Det var derfor, at jeg med stor glæde, kunne påbegynde denne bog, for som så mange andre, har jeg altid været nysgerrig på Targaryanfamiliens historie.

Sproget i bogen er virkelig godt. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at George R. R. Martin er en fantastisk forfatter, men oversættelsen (lavet af Signe Lyng) er også virkelig veludført. Sætningerne er lange og tit meget beskrivende og fulde af indskudte sætninger. Derfor kan det godt til tider være svært at holde rede på alle de enkelte elementer, som bliver beskrevet. Dette kan også have noget at gøre med, at Targaryanfamilien oftest har meget de samme navne, og til dette formål er der også lavet et stamtræ bagerst i bogen, som man altid kan slå op i når man bliver i tvivl. For det bliver man.

Fordi der sker så meget på samme tid forskellige steder i landet, så springer handlingen også fra sted til sted, og derfor skal man nogle gange jonglerer mere end tre forskellige historier på samme tid. Man kunne forestille sig, at det at skrive på denne måde, kunne blive rodet, forvirrende og endda miste alt sin effekt, men det er ikke tilfældet. Jeg blev glædeligt overrasket over den effekt, som disse sceneskifts har. Det holder handlingen kørende, for bogen er skrevet som en historisk roman, og man må derfor endelig ikke tro, at ”Ild og Blod” er ligesom George R. R. Martins andre bøger, som er skrevet med det formål at være skønlitterære værker. ”Ild og Blod” er selvfølgelig et skønlitterært værk, men måden det er skrevet på er ikke traditionelt for denne genre. Bogen indledes endda med teksten: ”Bind 1 – af ærkemester Gyldayn Citadellet i Oldtown (her gengivet af George R. R. Martin) hvilket er en sjov lille finesse efter min mening.

Selvom bogen meget tydeligt er skrevet som en historisk gengivelse af huset Targaryans famileihistorie, så gør det slet ikke bogen kedelig langtrukken. Tempoet er i top, og der er rigtig mange led i denne familie, som bliver beskrevet, så selvom bogen er tætskrevet og består af 640 sider, så har bogen aktion og den er svær at lægge fra sig.

Personerne i bogen er også værd at nævne, for der er så mange forskellige personligheder, og hver eneste Targaryan er forskellig fra den anden. Udover deres velkendte lyse hår og violette øjne, så er de så forskellige i deres måde at regerer på. Der er både nådesløse tyranner, hengivende og elskelige regenter og hårde men faste konger. Man kommer virkelig igennem hele Targaryan familiens slægt, og det er meget interessant at følge mange af disse mennesker. Man får lov at se dem vokse op, regerer, få børn, blive gamle og dø. Det er en meget interessant proces at se hvordan huset Targaryan har formet og skabt Westeros som det er, da Robert Baratheon overtager tronen og derfor ender Targaryan familiens styre i året 283.

Spændingen i bogen kommer også fra de mange krige, som der bliver udkæmpet. I denne bog er disse krige mange gange så meget mere voldsomme, fordi de sagnomspundne drager pludselig er en betydelig faktor. Og det er netop også disse drager, som viser sig at være et af Targaryanslægtens vigtigste kort på hånden.

Jeg vil derfor anbefale denne bog til alle, som var vilde med de populære bøger bag TV-serien ”Game of Thrones.” Dog vil jeg også anbefale denne bog til dem, som ikke har læst bøgerne eller set serien. For selvom man ikke har set eller læst bøgerne, som er ”Ild og Blod” en enkeltstående bog, og den kan sagtens læses alene, men vil formegentligt savne noget af det, som jeg syntes har været fantastisk, nemlig at hører om alle de andre vigtige familienavne i Westeros, men det er ikke en nødvendighed at kende hele historien bag serien.