Om bogen:

”Seks dystre fortællinger om kærlighed, had, sult, hævn, længsel og jalousi.” Sådan beskriver bogens bagside Tornenes Sprog, og det vil jeg kalde at ramme plet. Vi har at gøre med en bog der samler seks kortere fortællinger, der alle har en rød tråd. Det er Grishaverse; de foregår i det Grisha-univers, som Bardugo gennem Grisha og Six of Crows har introduceret sine læsere for.

Det er fortællinger, der foregår længe før de andre serier, men det er også fortællinger, der giver et ganske andet billede af Grishaernes historie, end læserne hidtil har kendt til. Læseren vil møde mange forskellige skabninger, det kan være en snu ræv eller en ung, forsømt pige, der pludselig bliver helt. De seks fortællinger kan man næsten fristes til at kalde typiske eventyr der skildrer det gode kontra det onde, har en helt, der måske ikke helt var forventet til at kunne noget. Klassisk, ikke specielt originalt, men det fungerer virkelig godt.

Det faktum, at det foregår i den Grishaverden, som læserne efterhånden kender så godt tilføjer et twist til handlingen og en form for genkendelse. Det giver mening og uddyber noget af den baggrundshistorie, man kun perifært har kendt til, mens man har læst Grisha og Six og Crows.

Sproget er enkelt, men ikke nødvendigvis helt simpelt, for der er snørklede formuleringer på den gode måde. De passer fantastisk godt til handlingen, og for mig at se har Bardugo en helt speciel skrivestil, der er meget karakteristisk for hende, og som jeg rigtig godt kan lide. Hun fanger læseren på læserens eget niveau, og det er noget, der virkelig tæller op i min karakterbog.

Noget, der til gengæld er helt vildt specielt i bogen, er opsætningen. For det første er der en ramme af illustrationer på hver eneste side, og de er virkelig fine. Skiftevis mellem fortællingerne er illustrationerne enten røde eller petroleumsblå, men ydermere har teksten samme farve. Det lyder forstyrrende, og da jeg lige åbnede bogen første gang fik jeg da også samme tanke, men faktisk generer det ikke, for farverne er dæmpede og nemme at læse. I stedet giver det bare en fed effekt. Det eneste, jeg manglede på det punkt, var sidetal! På mange sider er de ikke at finde, og det kan være lidt træls (men måske mest for os, der ikke går ind for bogmærker og æselører …).

Alt i alt er det en rigtig fin bog, der passer rigtig godt ind i universet, indeholder nogle helt igennem skønne små fortællinger og er utroligt flot illustreret og opsat! Cadeau!