Throvenlands konge bliver forrådt, da Storkongen og hans rådgiver, Bedstemoder Wexen, bryder aftalen om fred og tilgivelse, og i stedet sender Smukke Yilling til at overtage landet. Kongen og hans rådgiver bliver dræbt, og kun ved list lykkes det den unge prinsesse Skara at undslippe, og flygte til sin kusine, dronningen af Gettland.
Skara ønsker hævn, men aner ikke, hvordan hun skal bære sig ad med at få den. Og det gør det ikke nemmere, at hun nu bliver fanget i magtspillet mellem Jernkongen af Gettland og Grom-gil-Gorm, som godt nok begge er fjender af Storkongen og hans rådgiver, men som også hader hinanden af et godt hjerte.
Hun får brug for al sit mod og kløgt, hvis hun skal genvinde sin trone. Men Skara er ikke den eneste, som er ude efter hævn. Fader Yarvi, Jernkongens rådgiver, har sine egne planer, og hans jagt efter hævn bringer gamle, og dødelige, hemmeligheder frem i lyset.
Krigen nærmer sig, og imens nye alliancer skabes, er forræderiet tættere på, end man skulle tro.

Der er store ting på spil, her i trilogiens sidste bind. Nye og gamle alliancer må stå deres prøve, forræderi lurer overalt, og krigen rykker nærmere med ubønhørlige skidt. Men det er hævn der er det store omdrejningspunkt for såvel dette bind, som serien i det hele taget. Yarvis ed og løfte om hævn for faderens og brorens død har overtaget og opslugt ham fuldstændig, og hævnen er godt i gang med at ødelægge adskillige andre mennesker omkring ham, godt hjulpet på vej af Storkongens og hans rådgivers brutale fremfærd. Der er Skaras ønske om hævn, Jernkongen og Grom-gil-Gorms ønske om hævn og forøgelse af deres egen magt, og troldkvinden Skifrs og Torns ønsker om hævn. Ufred og vold vokser, og spillet om magten er i fuld gang - med dødelige og ødelæggende resultater.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren er utroligt god til at skabe særdeles livagtige og, til tider, direkte kvalmende beskrivelser af såvel omgivelser som slag, og krigens blodige resultater.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med overraskende twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, krig, vold, forræderi, usikre alliancer, magtbegær, hævn og såvel fysisk som psykisk ødelæggelse. Det er en historie om hvad hævnen gør ved såvel den hævnende, som den hævnen går ud over, og hvor langt en person er villig til at gå, for at tage hævn - og få mere magt. Og så er det en historie om krig, og krigens konsekvenser. Her er ingen vindere, men kun tabere, og bogen er overraskende mørk og dyster, når man tager målgruppen i betragtning.
Universet udvider sig en del her i tredje bind, både geografisk og historiemæssigt, og jeg fik en del dystopiske, næsten sci-fi vibes, af hele elverdelen.
Personerne er nuancerede og menneskelige, med egne motiver, styrker og svagheder. Bogen bliver fortalt fra forskellige synsvinkler, og det gør, at man lærer personerne rigtig godt at kende undervejs. Hovedpersonerne er denne gang Skara, Koll og Raith. Skara er den hævngerrige prinsesse, som pludselig havner midt i kampen om magten, og må afgøre med sig selv, hvor langt hun vil gå for at få hævn. Koll er Yarvis lærling, men selvom han elsker at lære nyt, og gerne ser sig selv få en rolle i historien, så er han splittet mellem kærligheden og det præsteløfte, som er en forudsætning for at kunne blive rådgiver. Raith er kriger, og den fødte dræber. Han er krigerslave hos Grom-gil-Gorm, og vil gøre alt, for at passe på sin bror. Men som krigen spidser til, bliver Raith mere og mere i tvivl om, hvorvidt han har det,der skal til, for at tjene den mest blodtørstige konge i verden. Selvom personerne er interessante, og jeg godt kunne lide dem, så irriterer det mig dog, at forfatteren endnu en gang har valgt at bringe nye hovedpersoner på banen her i tredje bind, da Yarvi stadig er den mest interessante person for mig, og også historiens omdrejningspunkt. Derfor kunne jeg godt have tænkt mig, at høre lidt mere om, hvad han egentlig tænker undervejs, i stedet for kun at få hans handlinger beskrevet udefra. Også bipersonerne er interessante, og især magtspillet mellem Yarvi og Moder Scaer er interessant, og godt beskrevet. Man ved aldrig helt, hvor man har de to, og der er ingen tvivl om, at de begge er ærgerrige, og vil gøre alt for at fremme deres egne dagsordener.
Selvom jeg ikke var helt enig i forfatterens valg af hovedpersoner, så var jeg stadig ret vild med historien og universet, og jeg synes forfatteren fik rundet serien godt, og, ikke mindst, overraskende af. Også selvom jeg ikke brød mig om nogle af personernes udvikling og valg. Første bind af serien er dog stadig min favorit. Er man fan af serien, og kan man godt lide mørk og dyster fantasy, så kan tredje bind bestemt anbefales.

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal.