Endelig udkom afslutningen på Sølvstens trilogi Ravnenes Hvisken - og hvilken afslutning! Romanen levede bestemt op til mine forventninger, og Sølvsten viser igen, at hun hører til blandt toppen af danske fantasy forfattere. Jeg ønsker ikke i min anmeldelse at afsløre for meget, da der er mange ting, man måske ikke lige havde set komme. Det synes jeg, at læseren selv skal have lov til at opleve.


Fimbulvinteren er over Danmark. Maden rationeres, sygdomme bryder ud, og folk og guder forandrer sig i kaosset. Anne skal finde ud af, hvordan hun med sine kræfter kan manipulere skæbnen, så alle hendes kære overlever udfordringerne, de står over for. Som modspillere tælles både medmennesker, venner, gamle elskere og guder.
Helten Varnar bliver genforenet med Anne, og de forsøger at klinke skårene. Varnar har da også ændret sig en helt del, og dette skaber mistro. For det er svært at skille ven fra fjende. Anne ved nemlig, at der er en forræder blandt dem, og så er der også Loke at tage hensyn til. Loke kommer til at spille en større rolle i romanen, som den trickster han er.
“Du skal ikke tage på denne færd alene. Jeg lader dig aldrig kæmpe alene igen.”
En anden ny karakter er Mimer, som Anne stjæler fra Odin. Odin har ikke passet Mimer ordentlig, så Anne forbarmer sig over ham og tager ham med til Midgård. Han giver anledning til flere sjove og hyggelige scener.
Elias spiller selvfølgelig også en rolle i romanen. Denne gang vælger Anne at stole på ham. Om det så er en god ide, vil vise sig.
Anne udvikler sig endnu mere i denne sidste roman. Hun lærer mere om sine kræfter, der konstant bliver stærkere. Nogle gange kan det godt virke som om, at det næsten går for let i for hende på dette punkt, men det må man som læser blot acceptere. Anne er også lige irriterende og på sin vis teenageragtig i sit sprog, hvilket skaber en rigtig god kontrast til den nordiske mytologi. Det understreger temaet omkring fortid og nutid perfekt.
Fortid og fremtid går igen tematisk gennem hele romanen: Anne og Serén, Hugin og Munin, nutiden og datidens guder, sprogets udvikling, død og fødsel.
Samtidigt er der også motivet omkring, at der ved ødelæggelse opstår noget nyt. Her er det Ravnerok kommer ind i billedet, og spørgsmålet om dets berettigelse. For hvad nu hvis, det er nødvendigt at ødelægge alt for, at nyt kan genopstå?
“Er det nu verden styrter?” Spurgte jeg. “Er det her ungergangen?”
“I mennesker.” Loke lo på sin sært lokkende måde. “I tænker på alting med en start og en slutning. Fødsel og død. Begyndelse og ende. Skabelse og undergang.”


Ravnenes Hvisken tager spørgsmål op omkring behovet for guddomme i vores samfund, og hvordan vi behandler vores planet. Vi er ikke en del af naturen, som jætterne, og skal derfor huske, at naturen er større og mere vedvarende end os selv. Derfor må vi også passe på den, så den ikke udsletter os. Ravnerok, med dets naturkatastrofer og udslettelse af menneskene, kan ses som værende det, der kan ske, hvis vi ikke passer på jorden. Sølvsten rammer derfor med sin roman strømningerne i tiden omkring klimaproblematikken. Samtidig viser hun også tendensen til, at vi går mere og mere væk fra religiøsitet. Dette er også noget, Anne i romanen må tage stilling til: er det nødvendigt at have noget at tro på? Skal guderne være en del af vores verden og liv?