Handling:
Det trakorianske riges livsvigtige svovlkoloni er truet. Oberst Praanz da Kaelve jages af ukendte fjender, der ønsker ham død, men han påtager sig alligevel den opgave at genoprette ro og orden på den barske ø Marjura ved polarisens rand. Et skib ligger klar til afsejling med en besætning, der er samlet i største hast.
Deriblandt er dragejægeren med det vansirede, forbrændte ansigt, den tatoverede danserinde fra Kargom og de mærkelige Remuntradyrkere; hver og en med deres egne grunde til at rejse til verdens ende.
På rejsen indser obersten, at opgaven er langt større, end han først antog. Det hellige Ranz hvisker om, at den mystiske konfluks nærmer sig, og under Marjuras ismasser er mægtige kræfter sat i gang. Hvem er shagulittermunkene, der søger svaret på udødelighedens gåde i ødemarken? Og hvad skjuler der sig bag kodeordet ‘Svovlvinter’?

Min mening:
Jeg har kopieret beskrivelsen af handlingen fra Saxo's hjemmeside, hvilket jeg normalt ikke gør. Men man følger så mange forskellige personer, der har vidt forskellige mål, at jeg ikke selv kunne forklare handlingen...
Mængden af 'hovedpersoner' i denne bog gjorde, at bogen ikke interesserede mig, da historiens personer ikke interesserede mig. Jeg var fuldstændig LIGEGLAD med alle personerne, og bogen var virkelig sløv i optrækket, da der var så mange personer, der skulle introduceres.
Den verden historien foregik i var spændende, jeg tror virkelig, at der var mange muligheder der. Men der var ikke tid til at gå i dybden med det, da man fulgte så mange mennesker.
Der var nogle få gange, hvor jeg synes, bogen blev spændende. Fx da dragejægeren fandt dragen i sin hule. Men så skulle man se, hvad de andre personer lavede igen, og der gik lang tid, før man kom tilbage til det. Det var en virkelig frustrerende og tæt på kedelig bog.

Kigger man på anmeldelser af bogen, så er der blandende meninger. Hvis man ikke har noget imod bøger, hvor man følger mange personer, så vil jeg anbefale bogen.