Raven er i Helvede. Bogstaveligt talt. For at komme ud er hun nødt til at følge den stadig mystiske Zeph, som hun ikke stoler på. Han skjuler noget for hende og ved noget om hende, som hun ikke kan få ud af ham. Turen gennem Helvedes forskellige nivauer er hverken sikker eller behagelig. Faren lurer overalt og da Zeph under et angreb bliver såret, må Raven fortsætte alene, med sin egen brændende og smertende ryg.

Efter Helvede venter nye udfordringer. Dommedag er på vej og Raven befinder sig pludselig til et møde med både Døden og Livet, samt Gud og Djævlen. Gud har opgivet menneskene, der har ødelagt så meget, men Raven nægter at give op. Hun har ved et uheld fundet ud af at der er afsagt en profeti om hende og Zeph samt et tredje halvbarn, men for at høre profetien selv, må hun rejse gennem Hades for at møde Hades, der måske kan hjælpe hende. Men Hades er vred, jaloux og slet ikke nem at omgåes, og hans magtsyge og lunefulde kone er overhovedet ikke bedre.

Verdens balance og skæbne balancerer på en knivsæg. Det er svært at se hvem der er venner og fjender. Hvad betyder profetien? Kan den ændres? Er Zeph og Raven overhovedet dem de tror de er? Hvad vil den bedrevidende Dalia, og hvilken plads har hun i spillet om Dommedag? Og hvem er Helvedesridderne? Hvad skal Raven stille op med dødsdæmonen Ash? Er der overhovedet håb for menneskene når selv Gud har opgivet?



Bogen er anden bog i trillogien Fortællinger fra Døden. Det anbefales helt sikkert at læse den første bog i serien først, se evt min anmeldelse af den her: Fortællinger fra Døden 1 - Sjælehenteren

Bogen er spændende og fortsætter hvor den første slap. Handlingen bliver mere kompliceret men stadig fængende efterhånden som man lærer bogens figurer bedre at kende og flere udfordringer viser sig. Hemmeligheder afsløres på de forkerte tidspunkter, og verden rystes rundt gang på gang. Historien finder sted i et nutidsunivers hvor en for menneskene ukendt verden åbenbares på troværdig vis. Kendte mytologiske personer bringes ind i historien på tværs af lande og tidsaldre, og de "ægte" historier om guder, engle, dæmoner og andre væsener åbenbares for læserne. Historien er solid, omend lidt langtrukken på få steder.

Bogen er noget af det bedre danske fantasy , og kan anbefales til børn og unge fra 13 års alderen og op. Selv som voksen syntes jeg at fortællingen var god, selvom jeg kedede mig lidt et par gange undervejs, hvor jeg blev utålmodig. Men det gjorde jeg også i førstebog ogalligevel glæder jeg mig til at den sidste bog udkommer så jeg kan få en endelig afslutning på historien.