Pernille L. Stenby debuterer her med en fantast, LGTB-bog, som er den første i serien.
Inkarnation handler om pigen Mestenes, som vågner op i en fremmed krop uden at kunne huske noget. Hun finder ud af, at hun er havnet på en kostskole for elever med særlige evner. En elev ved navn Axten finder ud af, at Mestenes muligvis er en efterkommer af Laos, og derfor er en af medskaberne.
For at kunne få Mestenes hjem igen er de nødt til at finde et af Laos’ altre. Samtidig lurer onde kræfter på skolen, og Mestenes kan ikke altid vide sig sikker.

Inkarnation er en ganske udmærket bog, den starter ud meget abrupt, og læseren kastes ud i det ene scenarie efter det andet. Man sidder tilbage med en meget forvirrende fornemmelse i maven, fordi man ikke aner, hvad der foregår. Dette er også tilfældet for hovedpersonen, som er ligeså uvidende som os.
Dette fungerer både godt og skidt. Det fungerer, fordi det tillader, at læseren kan udforske miljøet og alle personer i det, på lige fod med Mestenes.
Da Mestenes netop ikke kan huske noget, bliver hendes beskrivelser af omgivelserne også distanceret på en måde. De bliver næsten analytiske, hvilket fungerer rigtig fint. Det giver bogen dette meget specielle og sjove udtryk.
På den anden side bruger man, efter min mening, for lang tid på at være forvirret, og man skal et langt stykke ind i bogen, før man bare nogenlunde er med på, hvad der egentligt foregår.

Ud over at være en anderledes bog så har Pernille L. Stenby også nogle rigtig sjove personligheder med i sin bog. Hun har blandt andet Axten med, som er en rigtig sjov og anderledes person. Hans sprog er rigtig fint, og fungerer godt sammen med resten af bogen og dets tema.

Samtidigt tager Pernille L. Stenby fat i nogle relevante emner så som LGTB. Det bliver præsenteret rigtig fint, men det er som om, der foregår så meget i bogen på samme tid, at det godt kan blive en anelse meget. Det er både en fantasyhistorie, hvor hovedpersonen ikke kan huske noget, men også en historie, som faktisk bringer nogle rigtig gode ting på banen. Desværre går alting så hurtigt, at kærlighedshistorien er svær at købe, fordi handlingen foregår over en meget kort periode, og det virker en anelse forhastet.
Det er som om, Pernille L. Stenby havde en helt masse gode ideer til en bog, men hendes bog er bare for kort til, at det hele kan presses ind, og så kommer det til at virke en smule forhastet, hvilket desværre bevirker, at nogle af detaljerne og de fine ting ved bogen går tabt.

Sproget i bogen er letlæseligt, og der er en god blanding af dialog og beskrivelser. Og sammen med Mestenes, især i starten, analytiske tilgang bliver bogen sjov at læse og den er rigtig interessant på rigtig mange punkter.
Derfor ville jeg også anbefale bogen til folk, som kan lide mystik og fantasy, for man er især meget først bag lyset, og det er interessant at pakke historien ud sammen med hovedpersonen.