Efter besøget hos Aureliaen der ændrede næsten alt, da Chrysabelle fik skåret en del af sit signum væk, er hun stærkt svækket. Mal bliver nødt til at gøre noget drastisk i forsøget på at redde hende, men konsekvenserne er uforudsigelige. Chrysabelle vil tilbage til Aureliaen for at få sin brors navn, hvilket ikke sådan er lige til efter at hun har mistet signum og er blevet forvist.
Hun får brug for sorgens ring som feen Mortalis har fået opbevaret for hende. Men den fe som nu har den er meget magtfuld og kræver deres hjælp for at give dem ringen tilbage. Så Mortalis, Chrysabelle og Mal må rejse til New Orleans for at finde ud af hvordan de kan hjælpe. En by som i øvrigt er lukket for vampyrer.

Imens nærmer halloween nat sig. En nat hvor ingen ved hvad der vil ske, nu hvor pagten er brudt, for på denne nat vil menneskenes og de overnaturliges verden smelte sammen. Hjemme i Paradise City er en seriemorder løs, som myrder Dominics falske Comarréer. Deriblandt borgmesterens datter. Borgmesteren har siden pagtens brud modtaget mange mærkelige rapporter fra byen, om underlige væsner og hændelser. Men hun lukker stædigt øjnene for det. Men efter et møde med Creek må hun sande at de ikke blot er historier.
Doc kæmper med underlige drømme efter at han har genvundet sin evne til at skifte helt til sin panterskikkelse, noget han mistænker heksen Aliza for at stå bag. Og hvad sker der med vampyrbarnet der slet ikke burde kunne eksistere, og som alle vil have fat i?

"Skarpe tænder skar i hans kød, rev sener over og ramte knogler. Blod sprøjtede ud over ham og gennemblødte hans tøj. Så mærkede han varme. Og så lys. Og hørte et langt, klagende hyl."



Dette er den tredje bog i en serie på fem bøger. Og jeg syntes desværre lidt den går i fælden for længere serier. Den virker nemlig lidt som en mellembog med en masse små brudstykker historie. Der bliver introduceret en del nye karakterer og historien skifter hurtigt. Som de andre bøger skifter perspektivet mellem flere af bogens personer, men i denne bog når det at blive lidt forvirrende, fordi vi følger handlinger op mod 5 steder på en gang.
Bogen er som de andre spændende og jeg vil med glæde læse de to sidste også når de kommer til landet. Det anbefales at man starter med serien fra første bog (Læs min anmeldelse af første bog her:Uskyldigt Blod), for ellers mister man hurtigt overblikket og den røde tråd, da denne bog ikke egner sig til at stå alene.

Jeg er vild med historien og det lidt dystre underverden univers, hvor vampyrer, feer og formskiftere lever side om side med menneskene. Bogen har et rigtigt flot omslag og er flot at have i bogreolen, desuden vil jeg tilføje at den har en god længde på lidt over 500 sider, hvilket jeg syntes er passende. Jeg vil varmt anbefale den til andre. Specielt hvis man kan lide serier som " Midnight Breed:Kys ved midnat" og "The Hollows:http://www.bookeater.dk/vbforum/fant...-harrison.html".