OBS Bogen anbefales ikke til læsere under 15 år, pga. erotiske scener

Denne anden bog i Midnight breed serien, fortsætter den spændende erotiske historie om vampyrracekrigerne, der kæmper mod de lovløse vampyrer som går amok i blodrus. Denne gang er det krigeren Dante der er hovedpersonen.
Krigerne har som sædvanligt travlt med at bekæmpe lovløse i Bostons gader om natten. Men siden de tidligere angreb et af de lovløses hovedkvarterer, har et nyt problem meld sig. Nogle af de almindelige unge vampyrer fra byens darkhavens er begyndt at forsvinde. Nogle bliver fundet i blodrus som er fremkaldt af stoffet blodrød, som tilbydes i byens natteliv, og lynhurtigt gør dem til lovløse. Dante bliver en nat såret af en flok lovløse og slæber sig ind i en dyreklinik hvor han tager blod fra dyrelægen Tess. Efterfølgende opdager han at Tess er racemage, og han dermed med sit bid har bundet hende til ham.
Dante har ellers rigeligt at se til med de visioner om hans egen død der plager ham værre og værre. Nu skal han også finde ud af at forklare Tess at vampyrer findes, og at han har bundet hendes skæbne til hans og indlemmet hende i hans verden mod hendes vilje. Og hvilken rolle spiller Tess' ekskæreste i forbindelse med blodrød og Tess?

Den anden bog i serien skuffer ikke, men holder spændingen hele vejen igennem. Det er rart at man følger to nye hovedpersoner uden at miste den overordnede handling. Bogen indeholder ligesom den første erotiske scener uden at det er dominerende og overdrevet, men er fint integreret i historien og tilpas pikant.
Læs den hvis du kan lide moderne, ungdoms/voksen realistisk fantasy i nutidigt miljø. Læs den hvis du kan lide fx "The Hollows" serien. Se min anmeldelse af første bog i serien som bør læses først her: Kys ved midnat