Dette er en kort historie med Dina Tonerre og hendes søn Sezuan Tonerre om hvordan Dina endelig overbeviser sig selv om at det at være skammer er noget at være stolt af.

I må endelig sige jeres mening, det er skrevet klokken 11 om aftenen og af pludselig indskydelse fordi jeg lige havde set Skammerens datter på teateret.


Jeg satte mig op med et sæt. Mit hår klæbede til panden og min puls hamrede af sted i mit hoved. Tano rørte på sig, og jeg krøb hurtigt ud af vores seng for ikke at vække ham. En mand trak lynhurtigt en kniv og skar den lille piges hals over. Han lod hendes krop falde ned på gulvet hvor resten af hendes livløse familie lå. Den sidste opgave jeg havde været ude på havde givet mig mareridt i flere dage. Det var en mand som havde slået ti mennesker ihjel fordi hans datter havde fået en uægte søn som faderen ikke ville tage sig af. Faderen til kvinden og hans kone havde taget sig af dem indtil den dag hvor de havde fundet dem livløse i deres senge. Det viste sig at være barnets far som havde slået dem ihjel. Mandens kone havde begået selvmord, og manden var blevet gal af sorg og havde så dræbt sit barnebarns far og hans familie. Jeg var blevet tilkaldt for at finde ud af hvad der helt præcist var sket. Det havde været forfærdeligt at se alle de mord han havde begået. Jeg gik ud af huset og ud i natten. Den kolde natteluft klarede mit hoved og jeg vågnede helt op fra mit mareridt. Tano havde slet ikke kunnet forstå hvorfor jeg så træt og udmattet da jeg kom hjem, fordi jeg ikke kunne klare at fortælle ham om det. Og mine børn forstod det heller ikke. Ingen af dem havde arvet skammergaven. Endnu. Og efter sådan en opgave ønskede jeg heller ikke at den nogen sinde skulle vågne i dem. ”Dina?”. Det gav et sæt i mig da jeg hørte Tanos stemme bag mig. Jeg vendte mig og så fortvivlet på ham. ”Dina.”, sagde han igen, men denne gang var det mere trøstende end spørgende. Han bredte armene ud og jeg puttede mig ind til ham og lod ham holde om mig. ”Vil du ikke tale om det?”, spurgte han stille. Jeg rystede på hovedet, men nikkede bagefter. ”Det er ikke fordi jeg ikke vil.”, sagde jeg hæst og sank en klump. Tano hvilede hagen på mit hår. ”Du ved, at jeg altid er her for dig. Også selv om jeg måske ikke forstår hvordan det er.”, sagde Tano og fik tårerne til at vælde op i øjnene på mig. Jeg nikkede og græd lydløst ind mod hans skulder. ”Det er en forfærdelig verden vi lever i Tano.”, sagde jeg grådkvalt. Han holdt mig tættere ind til mig og lod mig græde. Det blev koldt så vi gik ind og satte os på stuegulvet med et par tæpper foran kaminen, sådan som vi havde gjort hver gang jeg havde været ude på en opgave før børnene blev født. ”Jeg håber aldrig nogen af vores børn får skammergaven.”, sagde da jeg havde fået varmen. Tano havde lagt armen beskyttende om mig og kiggede lidt fjernt ind i ilden. ”Måske ikke, men det i, du og din mor, kan er en stor ting. Det er kan godt være at det er en tung opgave at have, at være andre menneskers samvittighed, men det er vigtigt.”, sagde Tano og lød lidt ligesom min mor, dengang hun fortalte mig, hvorfor hun ikke ønskede at jeg aldrig havde fået gaven. ”Men jeg også godt forstå at du ikke håber at vores børn har gaven.”, sagde Tano og kastede et blik på døren til børneværelset. ”Det er slemt nok at se dig være så udmattet efter en opgave.”. Vi snakkede lidt om ”gamle dage” en times tid før vi gik i seng.
Der gik et par måneder uden flere alvorlige opgaver, og jeg kom mig over den sidste. Min mor og Callan var taget til Magdanerkysten for at besøge Melli og hendes familie, og Nico og Imrik, Tanos og min ældste datter og søn, var taget med dem. Sezuan var for lille til at rejse så langt uden sine forældre. Han var næsten syv år og en frisk lille dreng. Tano havde foreslået at kalde Imrik Sezuan, men dengang var jeg ikke klar til at bruge min fars navn igen. Tre år senere fik vi en søn mere, og jeg var ikke sikker på, at jeg ville have flere børn, så han kom til at hedde Sezuan. Nu kunne jeg slet ikke forestille mig at han skulle hedde andet. Jeg havde flere gange haft lyst til at tage tilbage til skyggelandet for at fortælle min far om mine børn og om min mand, men jeg havde ladet være. Men, Sezuan gik i skole mens jeg arbejde i vores apotek og Tano i smedjen. Jeg var midt i at bundte urter da Sezuan smækkede døren op og kom stormende ind tre timer før skolen var færdig. ”Sezuan!”, sagde jeg da han bare smuttede ind på børneværelset og lukkede døren og ignorerede mig. Der gik lidt nogle sekunder før han kom ud, for han turde alligevel ikke ignorere mig fuldkommen. Han kom ud i køkkenet med blikket stift rettet mod sine sko. ”Hvorfor er du ikke i skole?”, spurgte jeg. Sezuan svarede ikke men stirrede fortsat ned i gulvet. ”Sezuan.”, sagde jeg, men denne gang med skammerstemmen på. Han kiggede op på mig. Min far spillede på fløjten og spillede Nazim i søvn. I en meget dyb søvn som han ikke vågnede af igen. Jeg rev mig løs fra mindet. Først forstod jeg ikke hvad der var sket, men da min søn hold sig for øjnene og undskyldte gik det op for mig. ”Du har arvet gaven.”, røg det chokeret ud af mig. Sezuan nikkede stadig med hænderne for øjnene. Jeg samlede mig og trådte hen til min søn og fjernede hans hænder fra hans øjne og fangede hans blik. ”Heksebarn! Heksebarn!”, råbte børnene og pegede på ham. Sezuan lukkede øjnene. ”Se på mig.”, sagde jeg, og Sezuan åbnede modvilligt øjnene igen. Sezuan kunne mærke de andres blikke og høre deres hvisken. Han så Ines’ minder, og Ines begyndte at græde. Læren ruskede ham, og spurgte om han havde slået Ines. Jeg slap min Sezuans blik, og satte mig ned på gulvet og trak ham ned på skødet. Sezuan græd ind i mod min skulder mens jeg vuggede ham blidt. Jeg var skrækslagen over at min søn var vågnet så tidligt, og jeg ønskede at min mor var her til at hjælpe mig. ”Sezuan, du skal ikke skamme dig over den du er.”, sagde jeg alvorligt til ham da hans gråd var stilnet af. ”Men mor, de andre giner af mig. Er jeg virkelig en hekseunge?”, spurgte han ind i min trøje. ”Ja, du er en hekseunge.”, sagde jeg og Sezuan kiggede overrasket på mig. ”Men, at være en hekseunge er ikke noget skidt. Du og jeg Sezuan, og mormor, vi er noget særligt. Det er der nogen som ikke forstår, og så kalder de os hekse, men så snart de har problemer kommer de til os, fordi vi er de eneste der kan løse de problemer.”, forklarede jeg. Sezuan så mig direkte i øjnene. ”Skrub af hekseunge… og kom igen, når du er moden.”, sagde Cilla. Jeg greb om hendes ansigt med begge hænder og tog den bedste hævn jeg kunne. Jeg kunne tydeligt huske den dag, og jeg skammede mig stadig. ”Du skammer dig jo også over at være skammer.”, sagde Sezuan. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg skammer mig over at misbruge min evne.”, rettede jeg ham. ”Men det er også det jeg gør.”, sagde Sezuan. ”Det var et uheld Sezuan, og i starten er det ikke let at styre evnen. Du skal ikke skamme dig over det. Hører du hvad jeg siger?”, sagde jeg og så på ham med skammerøjne samtidig. Jeg viste den gode og retfærdige dreng han var med den gave han havde, og til sidst troede han på mig. ”At være skammer er noget man kan være stolt af.”, sagde jeg, og fik endelig overbevist mig selv.

God aften til alle
Agnete P.