Pin It
+ Emnet lukket
Viser resultater 1 til 1 af 1

Emne: Har du lyst til at smuglæse begyndelsen?

  1. #1
    Bogfreak JosephineNV's avatar
    Reg. dato
    Mar 2009
    Sted
    Aarhus
    Alder
    26
    Indlæg
    1.333

    Standard Har du lyst til at smuglæse begyndelsen?

    Helgi Daner

    Prolog:
    Skriget skar gennem luften. Det lød som et dyr i dødskamp. Så blev der stille. Eskil betragtede Gøtrik. Danerdrotten standsede. Hans krop var anspændt som en fjeder. Siden solopgang havde han vandret rastløst op og ned i hallen, og langilden, som han havde beordret tændt i morgenkulden, var for længst brændt ud. Lydene udefra gled uhindret ind i den mørke, røgsværtede hal, hvor de to mænd ophold sig. Kvinder, der lo. Dybe mandsstemmer. Klang af sværd og hammerslag fra smedjen. Hunde, der gøede. Grise og høns.Et nyt skrig sprængte sig vej fra et af de aflukkede kamre bagved højsædet. Denne gang gik det over i en fortvivlet jamren. Med lange skridt gik Gøtrik ned mod døren. Eskil trådte ind foran ham.

    ”Du kan ikke gå derind.” Han talte roligt som til et barn.

    Gøtrik så forvildet på ham. Hans øjne var blodsprængte af at holde sig vågen. Hvor længe havde det her stået på, tænkte Eskil, mens han vogtede over sin drots skridt? Det måtte være sidst på eftermiddagen, og Jofrid havde sendt bud efter ham i nat. Hans opgave havde været at få Gøtrik væk fra hallen, men det var ikke lykkedes. Drotten nægtede at forlade rummet.

    ”Lad mig komme forbi. Jeg kan da ikke lade hende lide på den måde.” Gøtriks stemme var hæs, som om det var ham, der havde skreget siden i går aftes. ”De må lade barnet dø, så Svanhild kan leve. Hvis hun dør …” Han gjorde ikke sætningen færdig, stod bare og drejede og drejede ringen på sin finger. Eskil kastede et hurtigt blik på de store, fregnede hænder. Han havde altid syntes, at den brede sølvring med de sammenflettede svaner var alt for kvindagtig for en kriger som Gøtrik.

    “Du burde slet ikke være her. Det bringer uheld. Kom nu, lad os få sadlet et par heste og komme afsted. Der mangler kød.” Eskil trådte ind mellem ham og døren til barselsstuen. Gøtrik knyttede afmægtigt hænderne. ”Hvad gjorde du, da Bjørg fødte din søn?“

    “Gik på jagt, som jeg fik besked om. Da jeg kom hjem, var Eriks skrig det første, jeg hørte, da jeg trådte ind over dørtærsklen. Det var godt og gennemtrængende.” Eskil lo. “Allerede fra fødslen var han viljestærk og krævende. Han bliver en god mand.”

    Gøtrik satte sig tungt i sit højsæde og gemte ansigtet i hænderne, da det næste jamrende hyl lød fra kammeret. Eskil betragtede den store mand med det røde hår. De havde kendt hinanden siden de som tolv-årige begge to blev sendt til oplæring hos Grane Hvide. Han var en hård mand, og de to drenge havde søgt trøst hos hinanden. Før de syv år senere blev sendt tilbage til deres slægter, havde de blandet blod, og da tinget allerede året efter efter havde hyldet Gøtrik som drot efter hans fars død, havde Eskil indvilget i at være hans jarl og høvedsmand over hans hird.

    Gøtrik lænede sig tilbage mod bænkens høje ryglæn og lukkede øjnene et øjeblik. ”Dit liv har altid været enkelt, Eskil,” mumlede han nærmest for sig selv. ”Bjørg voksede op i din fars hal. I vidste, fra I var helt små, at I var lovet til hinanden. På den måde sørgede jeres slægter for, at jorden omkring Langfjorden blev samlet. Du har altid gjort, som du skulle.”

    Eskil nikkede langsomt. Gøtrik havde ret. Han havde aldrig haft brug for at sætte sig op imod de krav, som ætten havde på ham. For drotten var det anderledes. Der var aftalt bryllup mellem ham og Granes Hvides datter, Inga, da pigen blev født. Da var han nitten somre gammel og netop hyldet som drot på tinget. Om fem år ville Inga være tolv år og gammel nok til, at hun kunne dele hans seng. Hvis han bare havde ventet! Eskil undertrykte et suk. Var det gået efter den plan, Jofrid, Gøtriks mor, havde lavet, havde Danermarkens stærkeste slægt været bundet til hendes søns trone, men i stedet havde Gøtrik forrige sommer bundet bånd med Svanhild. Kvinden med det hvidblonde hår og de strålende blå øjne var skønnere end nogen anden, men hun var en halvalf. Selv om halvalfer og mennesker var beslægtede, var de også meget forskellige, og Eskil kunne ikke huske en eneste historie, hvor det var gået godt at blande sig med noget så fremmed.

    Eskil forsøgte at skubbe billedet af den smukke halvalf fra sig. Han og Gøtrik havde været på vej tilbage til Langfjorden efter en god fest. Den lyse sommernat var netop ved at vige for daggryet, da de fik øje på tre efterladte svanehamme, der lå på bredden. Han huskede helt klart, at det var ham selv, der havde peget ud over det spejlblanke vand, hvor tre halvalfer badede i deres menneskeskikkelser. Han havde aldrig set noget skønnere syn. Gøtrik havde i kådhed rakt ud efter den ene af de skinnende, hvide fjerkapper. ”Hende, der ejer den her, vil jeg have i min seng,” havde han hvisket. Eskil havde forsøgt at overtale ham til at lægge den på plads, men Gøtrik havde sagt, at det var på tide at prøve nornerne af. Hvilken tråd havde gudinerne spundet for ham?

    Eskil så på den sammensunkne skikkelse i højsædet. Gøtrik havde altid været en stærk mand, og som alle af den slægt skulle der ikke meget sejd til at vække bersærkeren i ham. Det var svært at forestille sig nu. De sidste par år havde taget på ham, og Eskil havde ikke tal på de gange, hvor han havde båret drotten i seng. Det store guldbeslagne drikkehorn blev fyldt alt for ofte.

    Det næste skrig var hjerteskærende fortvivlet.

    “Kom nu, Gøtrik. Gå i det mindste udenfor. Du hjælper ikke nogen ved at sidde her. Du forstyrrer bare nornerne, som barselskvinderne anråber om hjælp. Du ved, at de ikke bryder sig om, at der er mænd i nærheden af den fødende. Lad os i det mindste gå over i ildhuset og se om ikke kogemesteren har et godt glas mjød. Det kunne du trænge til.”

    Skriget ebbede ud i en klynken, der kort efter gik over i et spinkelt skrig. Det lød helt anderledes end de jamrende brøl. Eskil slog ham på skuldrene. “Barnet er født.”

    Gøtrik sprang op, og før Eskil kunne nå at holde ham tilbage, havde han løftet klinken ned. I samme øjeblik blev døren åbnet fra den anden side, og Jofrid, hans mor, stod i åbningen. “Du kan ikke komme ind, Gøtrik. Gå med dig.”

    Hendes hårde blik naglede drotten til stedet. Eskil havde set det ske så mange gange, at han ikke længere undrede sig. Uanset hvor gammel Gøtrik blev, og uanset at det nu var ham, der sad i højsædet og bar det gyldne bånd om sin pande, så turde han ikke se sin mor i øjnene. Han trådte et skridt baglæns.

    “Nornerne har talt. Ingen kan sætte sig op mod dem. Heller ikke du!” Hun talte lavt, men alligevel fyldte ordene hele rummet. Gudinderne havde selv udvalgt Jofrid til gydje, da hun var ganske ung, og hun hørte deres stemmer bedre end alle andre i området. Hun var kendt og frygtet for sin trolddomskraft.

    ”Som forudsagt døde heksen, men troldungen lever. Jeg har kastet varsler.” Hun nikkede sammenbidt. ”Den skal sættes ud. Jo før, jo bedre. Gør vi ikke det, slipper du aldrig ud af hendes trolddom. Nornernes svar er klart: Ungen hører til blandt de underjordiske, ikke blandt os. Utak vil være alt, vi får, hvis vi opfostrer alfeyngel. Den vil suge al kraft og saft ud af dig og lægge Danermarken øde.” Hun spyttede til venstre for at afværge ondskaben. I det samme skreg en krage tre gange udenfor. “Hørte du det? Der er ingen tid at spilde. Nornernes advarsel er tydelig.” Hun slog døren i for næsen af Gøtrik. Den store mand stirrede uforstående på Eskil. ”Svanhild er død,” sagde han næppe hørligt. ”Jeg skal aldrig mere se hendes havblå øjne, høre hende synge, når hun sidder ved væven …” Han sank for at klare stemmen. ”Jeg kan ikke leve uden hende.”

    Et smertensbrøl jog op gennem hans strube, og han sank ned på knæ.

    Eskil lagde en hånd på hans skulder. Jofrids ord havde skræmt ham. Hun havde ret i, at ingen kunne undgå at følge den tråd, nornerne havde spundet, men han kendte hende også godt nok til at vide, at hun ikke holdt sig for god til både at trække lidt fra og lægge lidt til, når hun skulle udlægge gudindernes svar. Måske var barnet bare vanskabt, men det var naturligvis også grund nok til at sætte ungen ud.

    “Du bør gå ind og tage afsked med Svanhild og se barnet med dine egne øjne.”

    Gøtriks blik var sort af smerte. “Nej, det er troldungens skyld, at jeg aldrig mere skal se min elskede. Sæt det ud. Fjern det. Lad det lide en grusom død.” Blindet af sorg og fortvivlelse stormede han ud af hallen.

    Eskil så efter ham. Den munterhed, han havde vist Gøtrik kort forinden, var væk. I stedet så han træt efter ham. Hvis Gøtrik bare havde ventet på Inga Hvide som planlagt, var alt dette ikke sket. Men Gøtrik var gået sine egne veje, og Eskil måtte indrømme overfor sig selv, at den opfarende unge mand med det dystre sind var blevet en gladere og en bedre hersker, mens han havde haft Svanhild ved sin side. I hvert fald indtil hun blev med barn.

    Frem til det skæbnesvangre møde med den kvindelige halvalf havde danerdrotten ikke været kendt som en stor kvindeelsker. Han lå sjældent med nogen mere end én gang, og brød sig ikke om at give gaver og sige smukke ord. Men Svanhild forandrede ham med ét slag. Eskil kunne knap nok kende sin drot igen. Al hans tungsind og lunefuldhed var forsvundet. Ham, der tidligere havde kastet krus og knogler efter de få skjalde, der kom forbi, sendte nu bud rundt om at alle, der havde noget at vise eller fortælle, ville blive godt belønnet. Selv magre Bent Vandrepræst, der ellers plejede at måtte spise med hundene, var blevet budt til bords. Hele sommeren havde der været nye sange og fortællinger, hvor drotten og hans følge end bevægede sig hen i landet, og om vinteren havde høvdingesædet genlydt af musik, dans og fortællinger. Ved brylluppet havde hendes fæstemand endda digtet et kvad til brudens ære. Eskil smilede træt frem for sig. Siden var alt gået galt, og sidste gang, han havde hørt dem tale sammen, havde Gøtrik forbandet sin hustru og sagt, at hans mor havde ret: Hun havde troldbundet ham!

    Kort efter var hendes fødsel begyndt, og Gøtrik havde været fortvivlet over de ord, han havde sagt til hende. Han havde ønsket at tale med hende en sidste gang, men hans mor havde nægtet ham adgang. Nornerne ville lade hans manddom visne, hvis han betrådte barselskammeret, havde hun sagt.

    Eskil stillede sig i hallens portåbning, der stadig stod åben efter, at Gøtrik var stormet ud. Han lod blikket vandre rundt langs høvdingesædets lave, lerklinede bygninger, der lå som sovende dyr bag det høje hegn af egestolper. Skumringens skygger listede sig nærmere. De grå skyer havde hængt tungt hele dagen, men nu lysnede det lidt mod vest. Der var ikke længe til jævndøgn. Snart ville dagen vinde over natten. Vinteren havde været hård og kold, både udenfor og indenfor.
    Eskil sukkede lydløst. Jofrid havde hadet Svanhild fra den dag, hvor Gøtrik havde taget hende med hjem. Drottens mor herskede med hård hånd ved sin egen arne. Hun havde gjort alt, hvad hun kunne, for at overbevise sin søn om, at han var blevet forhekset, og at han gjorde bedst i at brænde den smukke, unge kvinde inde i badstuen. Ild var den bedste måde at komme af med troldtøj. Deres skænderier havde været ondskabsfulde, og Gøtrik havde ikke magtet at sætte sin mor på plads. Kun fordi Svanhild havde evner, der lå udenfor de flestes, havde hun bemærket, når Jofrid havde ridset troldomsruner i hendes sengestolpe eller kommet ond sejd i hendes drikke. En kold gysen løb op langs Eskils rygrad, da han huskede den samtale, han uforvarende var kommet til at overhøre for næsten et år siden, hvor Gøtrik var redet på jagt. Jofrid havde fundet fjerhammen, som hendes søn havde gemt, for at Svanhild ikke igen skulle forlade ham. Netop da hun satte ild til den, dukkede den unge kvinde åbenbart op, for det var hendes skrig, der kaldte Eskil derhen. Han var blevet inde i skyggen, så de to kvinder ikke så ham. Jofrid hånede og forbandede sin sønnehustru. Hun sagde, at hvis Svanhild virkelig elskede Gøtrik, som hun påstod, skulle hun bare glæde sig over, at hendes onde fortid var brændt, og som bevis på sin kærlighed burde hun give drotten en arving. Ville hun ikke give sit liv for den, hun elskede, var det bevis på, at hun blot var en led troldkvinde, der sugede Gøtriks kraft ud af ham. Svanhild havde ikke svaret, men nogle måneder senere var hun med barn. Gøtrik havde været skiftevis lykkelig ved tanken om sin kommende arving og dybt fortvivlet. Enhver vidste, at de underjordiske krævede et liv for et liv. Skulle barnet leve, måtte Svanhild dø.

    Døren i den anden ende af hallen gik op. Flere barselskvinder kom ud. Uden at tale gik de forbi ham og ud på gårdspladsen. De så trætte og sammensunkne ud. Fødslen havde været lang.

    “Jarl Eskil.” Jofrids skarpe stemme smældede gennem hallen. Den store kvinde med det gråsprængte hår samlet i en stram knold vinkede ham hen til sig. Han havde ikke lyst til at gå hen til hende, men han gjorde det. Gennem døren kunne han høre en svag klynken. Jofrid bandt hans blik, mens hun sagde: “Slå ungen ihjel og sæt den ud til ulvene. Bring mig troldungens hjerte, så jeg kan brænde det. Vi vil ikke have underjordiske gengangere her.” Hun tørrede de blodige hænder i skørtet og gik forbi ham efter de andre kvinder.

    Eskil rynkede panden i et forsøg på at samle tankerne, mens han så efter den vindtørre, gamle kvinde, der haltede ud over gårdspladsen. Han havde svoret at tjene Gøtrik og hans æt, og han gav gerne sit liv i kamp for drotten, men at dræbe et nyfødt barn krævede mere end at stikke spyddet i en fjendtlig kriger. Han skubbede billedet af Erik, der lå ved Bjørgs bryst væk, da han åbnede døren. Lugten af blod, sved og stærktduftende urter slog imod ham, da han trådte ind i barselskammeret, selv om gluggen var slået op for at lufte ud. På lejet lå Svanhild. En svag tranlampe brændte ved sengens hovedgærde. Det lange, lyse hår lå filtret og uredt henover puden. Det smukke ansigt var furet af skygger. Fra gulvet ved fodenden hørtes den nyfødtes spæde skrig.

    Eskil standsede i mørket ved døren. Et sært lys samlede sig om briksen. Han gøs, da en kold vind svirpede ind gennem rummet. I samme nu rejste en spejling af Svanhild sig fra lejet. Den døde krop lå bleg og ubevægelig tilbage. En kappe af svanedun bølgede fra det luftige væsens skuldre, da hun bøjede sig ned over det grædende spædbarn. “Min søn, du vil blive en stor kriger og det godes vogter. Sange vil blive digtet til din ære, og stor kærlighed skal du opleve.” Barnet tav, mens hun talte. Så vendte hun sig mod Eskil, der greb om skindposen med harefoden, som han havde om halsen. De dødes ånder skulle man ikke spøge med, vidste han.

    “Vær ikke bange, jarl. Jeg vil aldrig gøre dig ondt. Du har gjort, hvad du kunne for mig i menneskenes verden, men en eneste gang mere må jeg bede dig om hjælp. Jeg ved, hvad Jofrid har bedt dig om. Hun tjener de mørke gudinder. Lyt ikke til hende. Tag min søn til dig som fosterbarn. De lyse asynjer har sunget for ham. Lad ham vokse op under din vejledning. Lad ikke Jofrids norner vinde over livet.”

    I det samme hørtes lyden af et svanetræk, og Svanhild forsvandt som en luftning ud gennem gluggen. I to lange skridt nåede Eskil hen til åbningen. Han nåede at se en kridhvid svane svinge sig op imod den glødende aftenhimmel, hvor to andre sås som silhuetter mod solnedgangen. Den syngende lyd fra de store vinger fyldte luften, men blev snart overdøvet af den lille dreng, der begyndte at græde igen.

    Eskil bøjede sig ned over den lille bylt. Jofrid havde ikke engang vasket ham. Det gullige lag af fosterfedt lå som en krakeleret maske henover drengens ansigt, der nu var rødt af raseri. Han var vel sulten? Da spædbarnet et øjeblik efter lå i jarlens arm, søgte den lille mund efter et sted at hægte sig fast, og Eskil gav ham knoen på sin lillefinger. Fornemmelsen af barnets læber, der kraftfuldt sugede sig fast til ham fik ham igen til at huske på sin egen søn. Han skubbede hørklædet, drengen var svøbt i, til side. Han var skabt ligesom alle andre børn. Jofrids ordre ringede for hans ører. Hvem forstod gudernes stemmer til bunds? Jofrid eller Svanhild? For at se drengen rigtigt, løftede Eskil ham op i mod tranlampen og fangede i samme øjeblik barnets øjne. Drengen så på ham med så stærkt et udtryk, at Eskil var lige ved at kigge væk. Han genkaldte sig Svanhilds ord: Drengen skulle blive en stor kriger og beskytter af det gode. Asynjerne havde sunget for ham.
    Senest redigeret af JosephineNV : 03-10-14 kl. 22:08
    One day, baby, we'll be old
    Oh, baby, we'll be old
    And think of all the stories that we could have told

Emnet lukket

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •