Pin It
+ Besvar emne
Viser resultater 1 til 15 af 15

Emne: Organdonore

  1. #1
    Überoverboggnasker tenner's avatar
    Reg. dato
    Oct 2009
    Sted
    Skævinge
    Alder
    27
    Indlæg
    665

    Standard Organdonore

    Jeg ved ikke om nogle af jer så den udsendelse på tv2 igår om hende kvinden der havde en lungesygdom, der gjorde hun var alvorlig afhængig af at få et par nye lunger? Hende der skulle giftes og håbede hun kunne nå det inden hun døde agtigt.

    Egentlig ville jeg mest hører folk meninger omkring det at være organdonorer? Jeg har længe gået med kortet her hjemme (egentlig i rigtig mange år) og ikke udfyldt det. Jeg ved udemærket godt at det jo er det bedste at få udfyldt det uanset om man krydser ja eller nej, men jeg er fuldstændig i vildrede omkring det hele. Efter udsendelsen igår havde jeg lyst til at krydse ja for det hele, men efter at have ligget og tænkt over tingene er jeg igen kommet i tvivl.

    Det der egentlig stopper mig mest i at gøre det, er at hvis man nu bliver erklæret hjernedød og så skal de høste ens organger. Det i sig selv er jo fint nok, men der er jo en chance for at man vågner. Eller det ved jeg ihvertfald min mor og far tænker for vi har snakket meget om det her hjemme og hvad man som pårørende tænker. Og tanken om at mine forældre skal stå og slukke maskinen, selv om de måske har håb for mig. Det syntes jeg ikke er særlig tiltalende.

    MEN... Jeg vil meget gerne hører hvis nogle af jer har nogle gode meninger og eventuel erfaring.

    Og lige som ekstra så er jeg lidt donore på sin måde, ved at give blod. Så jeg hjælper da lidt, men bliver nød til snart at tage en beslutning om det donor kort og hvad jeg skal gøre med det.
    Øjeblikkets læsning: Silence af Becca Fitzpatrick
    Carpe Diem

  2. #2
    Bogmagiker Theresa's avatar
    Reg. dato
    Mar 2010
    Sted
    Her!
    Indlæg
    2.912

    Standard

    Jeg kan godt forstå, at du ikke finder tanken særlig tiltalende. Det med at folk skal rode alle ens indvolde ud efter man er død. Man vil helst gerne være intakt når man skal begraves og den slags, hvis man skal sige det sådan... o.o
    Men på den anden side gør man jo noget godt for en eller flere mennesker, og der er det det bliver lidt svært.. Jeg ved ikke, hvad jeg selv ville gøre. På den ene side ville jeg da virkelig gerne gøre en god gerning ved at være organdonor, men på den anden side ... Ja, det samme som du jo har skrevet. xD
    Men jeg vil selvfølgelig ikke træffe beslutningen for dig, og jeg ved slet ikke, hvad jeg selv ville vælge. Ja eller nej. Det er på en måde en virkelig stor beslutning, og man dør jo (forhåbentlig) først om lang tid, så...
    "Hvor i himlens navn er min bog?"
    "Den er der!"
    "Nårh jo... jeg kunne ikke se biblioteket for bare bøger."

  3. #3
    Bogfanatiker Fantasy gnasker's avatar
    Reg. dato
    Sep 2008
    Sted
    Hvissinge i Glostrup
    Alder
    23
    Indlæg
    779

    Standard

    jeg synes det er ok ikke at kunne lide idéen, men personligt har jeg ikke noget imod det. jeg skal bare være sikker på at min krop stadig kan brændes bagefter.
    Artemis Fowl: "I am not concerned with us all, just myself. And believe me, I shall be perfectly fine. Now, sit, please."

  4. #4
    Bogfreak JosephineNV's avatar
    Reg. dato
    Mar 2009
    Sted
    Aarhus
    Alder
    26
    Indlæg
    1.333

    Standard

    Jeg er egentlig enig med [MENTION=1150]Fantasy gnasker[/MENTION]. Bare der er noget tilbage til mine efterladte som de ved en ceremoni kan sige farvel til.

    Ærligt må jeg indrømme at jeg slet ikke har udfyldt kortet og det vil jeg helt sikkert gøre i den nærmeste fremtid, for mine organer må de gerne bruge og hvis lægerne vurdere at sandsynligheden for at jeg vågner er meget lille, skal de bare slukke. Hmm ... måske meget godt at få udfyldt det kort hvis det sker.

    Min oldemor døde som 100-årig og gav sin krop til Århus Universitet et eller andet til forskning og der var intet tilbage at sige farvel til. Både min mormor og morfar har valgt samme vej når de dør, og det synes jeg er frygteligt hårdt at tænke på. Hvis de dør og jeg ikke har mulighed for at komme inden for seks timer får jeg ikke sagt farvel til dem. Det kommer jeg til at synes er forfærdeligt og jeg ved ikke om jeg er sur på dem, for det er jo flot at gøre sådan, men hvad så med mig? Og deres børn? Dem der kendte dem i det hele taget. En notits i avisen og det er det.

    Men ja Organdonor er jo noget andet, men jeg går ind for det.
    One day, baby, we'll be old
    Oh, baby, we'll be old
    And think of all the stories that we could have told

  5. #5
    Überoverboggnasker Geek's avatar
    Reg. dato
    Aug 2011
    Sted
    Close to a magical lake
    Alder
    23
    Indlæg
    501

    Standard

    Ja, jeg er rimelig sikker på at jeg skal være organdonor, når jeg får fingre i et kort :P Jeg skal ikke bruge min krop efter jeg er død, men dele af den kan redde andres liv. Længere er den ikke rigtig for mig Jeg skal også være bloddonor, når jeg bliver gammel nok :D
    Every vegan must feel just a tad misanthropic.

  6. #6
    Bogekvilibrist Anders's avatar
    Reg. dato
    Aug 2007
    Sted
    Viborg
    Alder
    27
    Indlæg
    1.885

    Standard

    Jeg har udfyldt kortet for nogle år siden. Mit svar var og er nej til jeg vil doner mine organer væk. Af den simple grund jeg synes, det er unaturligt. Jeg har svært ved at forstille mig det. At skulle give en del af min krop til et andet menneske. Det kan godt være jeg af en eller anden årsag ikke kan bruge min krop, men jeg opfatter stadig kroppen som min. Derfor virker det så absurd for mig at skulle give noget væk. Det er en del af mig. En del der er med til at gøre mig til den jeg er. For hvis den ene del ikke er med til at gøre mig til den jeg er, hvad er jeg så?

    Har det faktisk på samme måde når det kommer til en situation, hvor jeg ville have brug for et organ. Jeg kan ikke forstille mig at skulle have et andet menneske ind i mig. Have et organ, der har oplevet helt andre ting end mig i livet. Kan ikke forstille mig, at skulle have noget der ikke er 'mit' inde i mig. Et eller andet sted synes jeg bare tanken om det er grænse overskridende. Og det er let nok at sidde og sige når man er rask. Men hvis jeg blive så syg jeg har brug for et nyt organ. Så er den sådan det må være. Så fortjener jeg ikke at leve mere. På det tidspunkt har jeg levet, det jeg skal og må sige farvel. Det giver mere mening i mit hovede at sige det var så det, end at skulle have et andet menneskes organ.. (Jeg er også et mærkeligt menneske)

    Håber I forstod, hvad jeg forsøgte at sige og mente..
    "it made me really think about the wonders of childhood. I miss how children and teens would go explore and imagine, but now they are getting themselves dolled up and following examples of hannah montana and trying to grow up to soon... I'm a teenager and yet I am spending every chance I get being a kid until I have to face the cold world. I wish that all kids would realized how short childhood is..." - MusicIsGirl


  7. #7
    Bogvampyr Xazal's avatar
    Reg. dato
    Oct 2008
    Sted
    En sjov, lille by på Sjælland, hvor der ikke sker så meget.
    Alder
    27
    Indlæg
    2.496

    Standard

    Interessant spørgsmål. Egentlig hælder jeg selv mest til [MENTION=374]Anders[/MENTION]' synspunkt - i hvert fald på visse punkter:

    - At jeg skal dø, når den tid kommer, selvom det er muligt at redde mit syge legeme med andres organer. Så vil jeg næsten hellere lade andres organer gå til dem, der ligger på min stue og har samme problemer. Haha. Det er ikke så meget tanken om et andet, fremmed organ, jeg kan få tildelt, som ikke kan blive "en del af mig" - det er mere den Frankenstein-agtige tilgang, hvor man kan tildele mennesket en reservedel, når den anden ikke er funktionel længere, der forekommer mig lidt ... hmm, overvældende. For jeg skal vel bort på ét eller andet tidspunkt, og det kan lige så godt være nu som om 90 år. Men set fra et perspektiv, hvor man har brug for donationer, er jeg faktisk taknemmelig for, at nogen vil donere blod og organer.

    Hvad angår mig selv, tager jeg lidt for meget hensyn til mine pårørende, der finder det moralsk forkasteligt at blive begravet på anden måde, end dén, de ønsker. Jeg har ikke fået noget donorkort - og jeg er blevet anbefalet ikke at donere blod - men mine organer kunne jeg godt finde på at give væk (i hvert fald dem, der virker *Flækker*), for jeg vil ikke bekymre mig om, om jeg mangler en lunge eller en tånegl, når jeg er død - ligesom, når jeg endelig ER død, vil jeg ikke bekymre mig om dem, der siger farvel til mig eller resterne af mig. ER min essens legemet, eller dét, der fylder legemet med liv og tanker? Kan man ikke mindes mig ved dét, jeg tilførte mine pårørendes liv frem for mine legemlige rester? Måske er det psykisk lettere for mine pårørende at huske den del af mig, de så blive begravet, og til det vil jeg være sympatisk nok at ønske, at jeg i så fald bliver stedt til hvile efter deres ønsker.

    Jeg glæder mig bare til at se, hvad der er på den anden side... Måske Brom og Lupus og Sirius og Dumbledore (som i hjerte).
    Jeg var signaturløs.

  8. #8
    Bogfreak JosephineNV's avatar
    Reg. dato
    Mar 2009
    Sted
    Aarhus
    Alder
    26
    Indlæg
    1.333

    Standard

    @Anders jeg tror jeg forstår, men hvis du nu stod i den situation hvor du manglede blod, ville du så nægte at modtage det? Jeg har aldrig tænkt på det at modtage et organ, mest fordi jeg fungerer udsædvanligt godt (siger de der læger). Men det kommer an på situationen. Jeg ved at var jeg ikke selv i stand, grundet koma eller andet, til at tage den beslutning om jeg ville modtage et organ, ville min familie give grønt lys, på samme måde som jeg ved at hvis min søster havde brug for en nyre og min matcher ville jeg give den til hende.

    [MENTION=1178]Xazal[/MENTION] - med hensyn til det begravede og sjælen - du har ret i at det var og er essensen som du siger der var vigtig og ikke de allerede rådnende kød, men aktsp det med ikke at kunne sige ordenligt farvel et sted. Eller til det man kendte personen som, synes jeg er frygteligt. Jeg er også sådan et menneske der bliver meget ked af det NÅR jeg siger farvel, men når det er sagt og jeg føler det på den måde er afsluttet er jeg meget mere åben overfor og behøver ikke gravstedet. Begravelsen i sig selv synes jeg også er vigtigt. Der bliver bare sagt så mange positive ting om et menneske og dets liv, som det kan være svært for mgi at sige og tænke selv. Det synes jeg er rart ved det. Det er altså ikke så meget gravstedet, men begravelsen og det at sige farvel
    One day, baby, we'll be old
    Oh, baby, we'll be old
    And think of all the stories that we could have told

  9. #9
    Überoverboggnasker tenner's avatar
    Reg. dato
    Oct 2009
    Sted
    Skævinge
    Alder
    27
    Indlæg
    665

    Standard

    [MENTION=2835]Theresa[/MENTION] det med at man gør noget godt for nogle, det er også det der tiltaler mig rigtig meget, men som [MENTION=374]Anders[/MENTION] og [MENTION=1178]Xazal[/MENTION] siger så er der også noget unaturligt og ville nok også have det dårligt over at modtage et organ.. Mest fordi jeg nok ville føle at der er andre der har mere brug for det end jeg, men ville selvfølgelig acceptere hvis jeg var røget i koma eller var så syg at jeg ikke kunne svare selv, at min familie sagde ja til at jeg skulle modtage det organ og jeg ville også som [MENTION=1674]JosephineNV[/MENTION] give min nyrer til min bror eller knoglemarv hvis det matchede. Men jeg syntes det er svært at beslutte sig når man ikke kender personen der får ens organer. Selvfølgelig er der mange som har brug for det og som er gode mennesker, men der er også dem der har brug for en ny lever fordi de har drukket for meget igennem sit liv.
    Jeg ved at det kan man selvfølgelig ikke bestemme eller få det af vide når man er død, men det er også en af de grunde til at jeg trækker på det. Den er lille men kan alligevel ikke lade være med at overveje det.

    En af vores venner af familien valgte også at give sin krop til videnskaben og kan virkelig godt forstå at du har det lidt underligt med det [MENTION=1674]JosephineNV[/MENTION]. Min far overvejer også kraftigt den vej og vi har virkelig prøvet at tale ham fra det :/ ikke fordi vi syntes det er en flot tanke, men jeg syntes ikke det er en rar tanke om at han skal ligge på et kold metal bord og blive skåret op og undersøgt af mennesker der ikke aner hvilken person han var. Måske kan det hjælpe, men så vil jeg langt hellere have at han donere hans hjerte, lunger og lever end at han giver hele sin krop væk. Så er nok også lidt enig med [MENTION=1150]Fantasy gnasker[/MENTION].
    Øjeblikkets læsning: Silence af Becca Fitzpatrick
    Carpe Diem

  10. #10
    Bogfreak JosephineNV's avatar
    Reg. dato
    Mar 2009
    Sted
    Aarhus
    Alder
    26
    Indlæg
    1.333

    Standard

    Nja. Jeg har det slet ikke dårligt med ikke vide hvem der får mine funktionelle organer, så længe de kan bruge dem. Så længe at et lille stykke af mig gør noget godt derude. (Årh poetisk sludder - men sådan har jeg det faktisk)
    Det ligemeget for mig om vedkommende er syg i hovedet, afhængig eller noget som helst andet der ikke er det ideelle menneske. Hvorfor skal jeg kunne dømme på den måde? Tja, altså ikke at jeg siger I andre tænker sådan
    One day, baby, we'll be old
    Oh, baby, we'll be old
    And think of all the stories that we could have told

  11. #11
    Überoverboggnasker Køllund's avatar
    Reg. dato
    Sep 2011
    Sted
    Der hvor vejen ender
    Alder
    23
    Indlæg
    514

    Standard

    Tjah, når du er organdoner er det jo ikke sådan at alting bliver brugt. Du kan jo vælge at de bare skærer dig op og tager hjerte/lunger/whatever og så lægger dig i kisten så du ser fin ud til begravelsen Personligt ville jeg ikke rigtig kunne forlig mig med tanken om at andre mennesker skal dø (eller kan dø, i hvert fald) fordi jeg eller min familie skal sige farvel til den døde krop. Men jeg ville da klart foretrække at kunne sige et sidste farvel til personen.
    Det kan du selv være, ihihihi

  12. #12
    Overboggnasker Nara's avatar
    Reg. dato
    Oct 2010
    Sted
    Århus
    Indlæg
    464

    Standard

    Iih, spændende diskussion. Personligt tror jeg sgu, at det at udfylde et sådant kort bliver noget af det første, jeg gør, når jeg fylder 18. Jeg har det på ingen måde, som om jeg giver et stykke af mig selv - som jeg forstår det, sidder mit jeg i hjernen, og den tror jeg da, de lader være. Som ateist er jeg overbevist om, at når jeg dør, er min krop ikke andet end kød - ubrugeligt for mig selv, eftersom jeg er død. Og hvis det kan hjælpe andre med at overleve, kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg hellere vil beholde det for mig selv (især fordi jeg ikke tror på det med, at der overhovedet vil være et jeg - udover det jeg, der muligvis lever videre gennem minder osv.), blot fordi mine pårørende ville have det hårdt med, at mit lig ikke var "intakt" så at sige.

    Jeg synes desuden, det er ret åndssvagt, at man ikke vil give sine organer til én, hvis liv måske ikke har været så fuldent som dit eget. Om vedkommende er alkoholiker eller lykkelig far til tre - det vil altid være et liv, og jeg synes ikke, man kan sætte værdi på folks liv. Jeg mener ikke, at man kan sætte sig ned og på den måde give sig til at bedømme, hvem der "fortjener" et organ for at kunne leve videre, og hvem der ikke gør. Det synes jeg er lige så langt ude som eksempelvis pointsystemet. Det er ikke for at hakke på nogen, og jeg håber bestemt ikke, at nogen føler sig ramt, fordi jeg vil i virkeligheden bare give udtryk for min egen mening - og samtidig have den dybeste respekt for, at ikke alle har den samme.

    Jeg ved også, at det her er en hel anden - og langt mindre ligetil - diskussion, hvis man eksempelvis er tilhænger af en religion, og jeg forstår godt, at så forholder tingene sig selvfølgelig anderledes. Men for mig er det hele sgu ret ligetil - og jeg har egentlig svært ved at sætte mig ind i, at man kan have det dårligt med, at ens organer bliver brugt til måske endda at redde et menneskeliv. Organerne skal jeg ikke bruge. Det, der er tilbage, vil jeg gerne have brændt.
    Senest redigeret af Nara : 04-01-12 kl. 22:30


  13. #13
    Overboggnasker Nara's avatar
    Reg. dato
    Oct 2010
    Sted
    Århus
    Indlæg
    464

    Standard

    Det er i det hele taget meget usandsynligt, at en alkoholiker eller en narkoman nogensinde ville få organer fra organdonorer. På grund af mangel af donorer, står man jo oftest med en venteliste, og i de tilfælde er det altid de mennesker, der er yngst og mest syge, der modtager organet. F.eks. ved nyretransplantationer kommer børn for det meste i første række. Så det er som sagt meget usandsynligt, at det sker - selvom jeg dog stadig vil fastholde i min holdning omkring på den måde at sætte en værdi på mennesker.


  14. #14
    Bogfreak JosephineNV's avatar
    Reg. dato
    Mar 2009
    Sted
    Aarhus
    Alder
    26
    Indlæg
    1.333

    Standard

    Nja mente nu heller ikke afhængige på den måde - hvis det lidt var mig du hentyede til :P Men altså det kan jo være en sportsfreak, en der bare elsker en smøg, eller en der holder af Hit Mix. Altså jeg vil ikke dømme hvem der modtager.

    Nu er jeg ikke ateist, og måske netop derfor betyder den slags begravelsesfarvel noget for mig, jeg ved ikke.
    One day, baby, we'll be old
    Oh, baby, we'll be old
    And think of all the stories that we could have told

  15. #15
    Overboggnasker Elk's avatar
    Reg. dato
    Jun 2010
    Sted
    O'nse
    Alder
    24
    Indlæg
    390

    Standard

    Jeg har lige siden jeg lærte om og hørte om at donere organer besluttet mig for at det ville jeg gerne. Det lille donorkort har ligget i min pung i mange år, men jeg havde ikke sagt ja til at donere mit hjerte da jeg ligesom Anders mente at sjælen og oplevelserne, hele livet osv. ligesom "sad" i mit hjerte. (Hvilket også er grunden til jeg nægter at spise hjerter, bare rent princip)
    MEN så rationaliserede jeg min tankegang lidt og fortalte mig selv, og lærte også i biologi timerne at hjertet jo bare ER en muskel. Og selvom vi nok ikke kan lide at tænker over det så er kroppen jo bare en genstand, hele vores personlighed og grunden til at vi gør som vi gør sidder jo oppe i hjernen, og den kan man jo ikke donere
    Så når jeg dør donerer jeg alt (undtagen min hjerne) for at hjælpe andre ligesom jeg fx. også donerer blod. Det blod jeg giver væk gendanner kroppen jo, og når kroppen dør skal den ikke bruge sine organer.
    DOG nægter jeg at give min døde krop til forskning. Jeg ved at forskning er vigtigt osv. men jeg vil hellere have at mine organer kan hjælpe nu og her med det samme, så det er kun hvis mine organer ikke kan bruges til transplatation at jeg vil give dem til forskning.

+ Besvar emne

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •