Om bogen:
’Dødevaskeren’ er en autofiktiv roman, der tager udgangspunkt i forfatterens eget liv og opvækst, men er som udgangspunkt spundet sammen som en fiktiv roman. Bogen er udgivet d. 30. november 2017 ved Politikens forlag og er skrevet af romandebutanten Sara Omar. Omar har tidligere udgivet digte i antologier, men aldrig en enkeltstående roman som denne. Bogen tager udgangspunkt i en lille piges liv, men titlen hentyder til, at det er dennes mormor, Gawhar, der er den bærende skikkelse i romanen. Den lille pige, Frmesk, fødes i 1986 i Kurdistan. Hun er uønsket af sin far, både fordi hun er af hunkøn samt fordi hun på toppen af hovedet har en lille, hvid tot hår, hvilket en ordentlig, muslimsk pige i hans optik ikke kan have. Rubar, der er Frmesks mor er bekymret for, om Frmesks far kan finde på at slå pigen ihjel, og Frmesk overdrages derfor i Gawhars varetægt, og Frmesk vokser op i troen om, at Gawhar er hendes mor og Rubar hendes søster. Gawhar er dødevasker. Hun vasker der kvinder, der er døde i skam og som ingen andre vil røre ved. Darwesh, hendes mand, er vantro, og ikke mange sætter pris på de to menneskers måde at leve på. Vi slipper Frmesk og hendes familie i slutningen af 1991, hvor Frmesk er fyldt fem.

’Dødevaskeren’ er virkelig ikke mindre en fantastisk. Yahya Hassan vakte opsigt med sine digte, der var vrede og fulde af beskyldninger. Sara Omar gør det på en helt anden måde, som jeg ikke helt kan beskrive, men som virkelig også er skøn og dybfølt. Det hele virker til at komme fra hjertet, og det for mig romanen endnu mere troværdig og stærk.

Bogen er velskrevet og godt skruet sammen, sproget passer til indholdet og de parallelle forløb binder historien godt sammen og bringer den helt op til i dag, hvor den absolut er aktuel endnu. Det, at forfatteren selv har været udsat for noget lignende gør den endnu mere stærk, og man sidder efter endt læsning tilbage med en følelse af at være utroligt glad for det danske samfund, hvor vi har det så godt.