V er en dreng uden skygge.

Han dukker op en nat, den nat hvor pigens far har forladt hende og hjemme. Pigen er ked af det og bange, så V tilbyder hende at hente faren hjem.

Sammen med sin bamse begynder pigen vandringen, først igennem byen, for at følge sin fars ryg gennem natten.

Men far hører hende ikke, far ser hende ikke følge efter. Far er på vej væk og det er hans mål.

Så V og pigen må stå fast, for i nattens gader er alting ikke som om dagen.

_______________

Som det første synes jeg du skal klikke her: https://issuu.com/rosinanteco/docs/eken_v_laeseproeve - fordi! Prøv lige at se hvor flot den er!

Som altid med børnebøger af en hvis længde er det svært at sige for meget om handlingen uden at afsløre det hele. Og der skal jo også være en lille gulerod for voksne der læser højt.

Med denne bog, formår Cecilie Eken og illustrator Malene Reynolds Laugesen at skabe en højere enhed med bogen. Teksten med sine rim og derved smuk konstruerede sætninger, luller en med ind i en ganske seriøs og vidunderlig smuk fortælling.

Uden billederne tror jeg faktisk man ville føle at selve fortællingen er for hård, men fordi illustrationerne er så vanvittigt smukke og lyse og fængslende, så kan man ikke andet end føre det samme over på tekstens seriøsitet.

Temaet er egentlig overgangen fra barn til voksen. Det er besværligt nok i sig selv og måske rigtigt svært at forklare over for børn. I bogen er det gjort via en konkret rejse, hvor man undervejs må opgive visse ting, for at stå tilbage med sig selv i en ny, men stadig helt samme version. Man er blot vokset ved rejsen. Der er opnået indsigt. Der er sket noget inden i en.

Jeg er svært begejstret for bogen. Jeg kan godt lide at der arbejdes med så tungt et emne som at blive forladt af en far og at det sker på rim. I stedet for at der sker en distance, opnås der et andet sprog for det som er svært at snakke om. Uanset om man er blevet forladt eller ej, uanset om man helt forstår de ret voksne tematikker eller ej så er bogen helt sikkert et godt samtaleemne og ikke mindst et rigtigt smukt objekt, som måske gør det nemmere at snakke om. Man får som voksen en måde at snakke om det på.

Rytmen i rimene gør også at når der læses højt bliver det lidt en remse som guider en igennem og helt sikkert luller tilhøreren til at bare lytte. Det er så godt.