Om bogen:

'I får ikke mit had' er en ganske lille roman - kun 120 sider. Mange sider er blanke, hver gang der er kapitelskift springes knapt to sider over. Der står ikke meget på siderne, og det der står, er skrevet helt enkelt. Det er ikke sproget vi skal fokusere på - det er indholdet. Teksten er ganske poetisk, og man kan flere steder få indtryk af at man sidder med knækprosa - med meget begrænsede knæk ... Egentlig består bogen af små erindringer, suppleret med uddrag fra samtaler og to breve, forfatteren skrev i dagene efter terrorangrebet. Det første brev, der ligesom bogen hedder 'I får ikke mit had' tog verden med storm, da forfatteren offentliggjorde det på Facebook (af samme grund er det opslaget, jeg linker til under Forfatters Hjemmeside). Det er delt mere end 200.000 gange, og det fremstår da også som et stærkt brev fra en mand, der kæmper mod sorgen:

Vi er kun to, min søn og jeg, men vi er stærkere end alverdens hære. I øvrigt kan jeg ikke bruge mere tid på jer, jeg skal tage mig af Melvil, som er ved at vågne fra sin middagslur. Han er knap sytten måneder gammel, han vil spise sit mellemmåltid ganske som han plejer, bagefter skal vi lege ganske som vi plejer, og gennem hele sit liv vil denne lille dreng trodse jer alene ved at være glad og fri. For nej, I får heller ikke hans had.

Handlingen strækker sig over ganske få dage: fra d. 13. november, da angrebet skete, til d. 25. november. Vi får hele historien: fra Antoine Leiris hører om angrebet i fjernsynet, til hans utallige opkald til sin kone, sin jagt efter hende blandt de sårede, hans breve til og om hende og til sidst hendes bisættelse.

Bogen var godt nok flot skrevet. Den fremstod hård og brutal i al sin enkelhed, den virkede så sand og så ærlig. Den var hurtigt læst, men efter det andet brev, 'Brev fra Melvil', var det svært at læse videre uden at holde en lille pause. En ting er at høre en voksen mand fortælle om sin sorg, det er hårdt nok, men at læse et brev, hvor han har sat sig i sin søns sted, det nærmede sig det forfærdelige. Så brutalt og ærligt - fortalt med et lille barns stemme. Puha.

'I får ikke mit had' er en bog, der burde blive læst af alle de, der fulgte med under terrorangrebene i Frankrig - samt af de, der ikke gjorde. Den er fantastisk, enkel og brutal, og den sætter sig virkelig i hukommelsen! Et godt råd er en pakke Kleenex ...