Pin It
+ Besvar emne
Side 1 af 2 1 2 SidsteSidste
Viser resultater 1 til 15 af 26

Emne: Joshua Gemini VS. Vincent Caprian

  1. #1
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    22
    Indlæg
    5.902

    Post Joshua Gemini VS. Vincent Caprian

    Vi er på et iskoldt sted. Der er aldrig blade på træerne, sneen ligger i tre meters højde på det tykkeste sted, rundt omkring kan man lige akkurat se nogle murbrokker fra for længst sammenfaldne huse stikke op af snelaget og der er isnende koldt overalt. Det varmeste sted er et faldefærdigt hotel, hvor taget er ved at falde ned i hovedet på en. Og derinde er temperaturforskellen kun på en grad.

    Man dør ikke af kulden - så forfærdeligt er det ikke. Du kan sagtens kæmpe. Du kan sagtens overleve. Du fryser bare.
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

  2. #2
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    23
    Indlæg
    1.797

    Standard

    Den store, lysegrå offroader hoppede op og ned på sine uvante ski, og gav sine to passagerer en ordentlig rystetur. Joshua mærkede efter, at alle hans knive sad i bæltet, og rettede på blomsten i hans vest. Nervøsiteten var ved at melde sig. Man skulle synes, at det var helt i orden, i betragtning af, at han om få minutter ville møde sin gamle ungdoms romance igen. Men sandheden var, at sådan var det altid. Ikke kun denne gang. At have det at slås på live tv som job, det var noget som gav nerver. I modsætning til hvad folk sagde om dem. Så var det ikke noget man vendte sig til.
    "Undskyld, men tøsen her er ikke helt van til forholdene her." Den ældre, rødskæggede man som var chauffør, vendte sig og smilede med sine lange tænder, til ham.
    "Det er helt i orden. Jeg har ikke travlt med at komme udenfor." Joshua smilede til manden, og så ud af vinduet. De sidste mange kilometer havde været sne, sne og ja...atter sne, som man siger.
    "Næh, det forstår en' jo så sandelig godt. 10 minusgrader, det er ellers en del. I sær hvis man tænker på hvor I var sidste uge...hvor var det nu...?" Manden kløede sig i skægget, og så tænksom ud.
    "Hawai." Hjalp Joshua ham. Det var så typisk af folk, det der "I" som om, at alle dem som kæmpede for programmet var ens. Som om, de bare var en flok lejemordere, som havde loven på deres side ved en fejl. Alligevel havde de masser af fans, i sær efter de var begyndt at tage folk ind udefra, som var dumme nok til at melde sig. Det var næsten sjovt, at komme hjem til en skrigende flok tøser. Men, det at man sommetider havde været smurt ind i en andens blod før det, trykkede nu stemningen lidt ned.

    Bilen stoppede, og med det samme blev det lidt koldere. Joshua trak en tynd, sort jakke udenpå sit tøj, som han med vilje havde ladet ligge, så han ikke vendende sig til det, og trak vejret dybt.
    "Tak for turen...øh...Jess. Vi ses." Han greb håndtaget, og skubbede døren til side, sprang hurtigt ud, og smækkede døren, inden ha nåede at høre Jess's svar.
    Han bed tænderne hårdt sammen, og tvang sig selv til ikke at ryste. Det var alligevel noget koldt.
    Joshua lavede et par kuskeslag med armene, og hoppede hurtigt på stedet, inden han begyndte at se sig om.
    Der var ikke meget mere end sne, men der var dog noget. Nogle store, nøgne træer stod i små klynger rundt omkring. Det lignede selv de frøs. Ruiner af beton blokke stak op fra sneen nogle steder, og lignede små pukler. Det var heldigt sneen var så fast, eller var han sikkert sunket til brystet med det samme han trådte ud. Det første han havde fået øje på, var også det sidste han vendte sin opmærksomhed mod. Et gammelt faldefærdigt hus af træ, og med en vakkelvårgen skorsten knejsede, selvom det var tydeligt, at hele stueetagen var begravet.
    Det så ikke ud til der var andre levende væsner, men man kunne jo aldrig vide.


    Joshua sparkede et par gange i sneen, og konstaterede, at der nok ikke skete noget. Så gik han over mod huset, og svang sig ind af en af de ødelagte vinduer.

    Gulvet knagede under ham. Rummet han var kommet ind i var dunkelt, og kun møbleret med seng og et skab. På væggen hang et billede, og på glasset i rammen var der skrevet med rød sprittusch.
    ”Watch your back.” Det var en af de små beskeder showet altid lagde ud, og han var da også næste sikker på der var et kamera i rummet, som fulgte hans bevægelser.
    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

  3. #3
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    22
    Indlæg
    5.902

    Standard

    Det var første gang han havde meldt sig til sådan noget voldeligt arenahalløj. Og han fortrød det allerede bittert. Alle hans elleveårige elever sad måske derhjemme - klistret til skærmen. Tænk at de skulle se så meget væmmeligt. Så meget blod. Så meget af den slags, han normalt forbød dem at se. Faktisk havde han gjort rigtig meget ud af, at ingen måtte finde ud af, hvad han skulle. Og så havde rektor, den eneste der havde kendt sandheden, alligevel begået den dumhed at lade andre vide det. Rygterne begyndte at løbe... Forældre så på ham med bange øjne.... Det var ikke til at holde ud at tænke på.
    "Så." Vincent var blevet fragtet til kamppladsen i en rumlende og bumlende bus. Hvilket langt fra var noget, der kunne anbefales. Chaufføren var gnaven. Man hoppede i sædet. Og busser kører så langsomt... det føltes som om, at han havde været undervejs i mange flere timer, end han egentlig havde.
    "Endelig!" chaufførens, navnet på denne kendte Vincent ikke; og han var heller ikke interesseret i det, humør var smittet lidt af på Vincent, så han kom til at lyde en anelse mere irriteret end, hvad han oprindeligt havde tænkt sig.
    "Af sted." der var sandelig mange ord den mand ytrede. Man blev jo blæst helt bagover af mængden. Bemærk ironien. Bemærk den tykke honningstrøm af ironi, som ligefrem strømmer ud af dette udsagn. Bemærk den utrolig dårlige humor i det. Lige til en oscar.
    Vincent spændte sin sikkerhedssele op, ret ivrigt, og sprang på det nærmeste ud af fartøjet. Det var en lettelse at komme ud af den lumre bus, og han måtte da også indrømme, at kvalmen var begyndt at komme snigende. Langsomt, men sikkert.

    Han pustede tungt ud, da han mærkede den friske bjergluft banke ind fra alle sider. Dejligt. Forfriskende. Koldt. Lige hvad han trængte til. I næste nu begynder det at være FOR køligt. Han begyndte at ryste lidt. Langede en hånd ind i den stadig holdende bus, og halede sin oppakning ud. En rygsæk. En sovepose med tilhørende underlag. Og det var sådan cirka det. Enkelt, men effektivt. Sådan skulle det hele gerne være...
    Nu var det blot at finde et sted, at slå sig ned. Han kiggede sig lidt omkring. Derovre, just til højre, knejsede der en stor, grå bygning. Den eneste af slagsen i miles omkreds. Mon hans modstander også befandt sig der? Muligvis. Muligvis ikke. Det ville måske også være lidt for pudsigt...
    Han sled sig hen mod bygningen, som underligt nok syntes længere og længere borte, jo tættere på han kom. Av. Sneen tappede på kræfterne. Og der var stadig vej igen...

    Omsider nåede han sit bestemmelsessted. Et gammelt hotel, fremgik det af et skilt over den tidligere døråbning, som var faretruende tæt på at falde ned. Han åbnede forsigtigt den mystisk nok lydløse dør, nogen må have smurt den til ære for dette program... faldt det ham ind, og lod sin byrde falde ned på gulvet med et stille "duff..." Han elskede den lyd. Den var så blød, også mindede den ham om gamle dage... Sjovt, at han tænkte på det netop nu... Og sjovt, at den dreng han opdagede stod derinde mindede ham så virkelig meget om gamle, forlængst glemte, tider...
    "Jo... Ja... Jess?" han kneb øjnene sammen. Vidste godt, at det var dumt at røbe sig selv på den måde, det gjaldt jo om at dræbe den anden hurtigst muligt, men han måtte have at vide, om det var den person, som han tænkte på...
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

  4. #4
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    23
    Indlæg
    1.797

    Standard

    Han havde set den anden. Havde hørt hans knasende fodtrin i sneen udenfor. Havde set hans ansigt, som blev spejlet i glasset. Vincent.
    Han havde listet den første af de fem knive fra bæltet op i hånden, og nu ventede han. Trak vejret tungt.
    Vincents stemme skar i gennem Joshuas åndedrag.
    "Vincent?" Han smilede sørgemodigt til sit eget, utydelige spejlbillede. "Længe siden." Han drejede langsomt kniven i hånden. Hans hånd rystede.
    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

  5. #5
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    22
    Indlæg
    5.902

    Standard

    "Hej Jess. Hyggeligt at møde dig igen efter så lang tid." et ærgerligt smil gled flygtigt over hans læber. Jess havde en kniv i hånden. Han var altså parat til at dræbe. Dræbe før legen rigtigt var begyndt. Men... hvad lavede drengen overhovedet her - i samme kamp som Vincent? Han lukkede øjnene. Ønskede brændende sig selv, eller Jess for den sags skyld, væk herfra. Men selvfølgelig virkede det ikke. Han måtte tage sig sammen. Både for sin egen, men også for sine elevers skyld. De sad jo højst sandsynligt alle sammen og kiggede med netop nu, så Vincent måtte ikke se svag ud.
    "Opfør dig civiliseret og læg den kniv væk. Den officielle grænse for længde på knive i Danmark er på syv centimeter. Og det overskrider dit våben der tydeligvis." han rettede halvt irriteret på sit slips. Det sad skævt. Han havde altid været temmelig perfektionistisk med hensyn til den slags. Det var som om han ikke kunne koncentrere sig ordentligt, hvis ikke der var orden i tingene. Både i skolen og i hjemmet. Og i byen. Og på ferie. Alle steder, kort sagt.

    Han kom slentrende ind af skydedøren med sin hund i snor. Ganske vist stod der et skilt udenfor med, at man ikke måtte tage sin hund med ind, men blæse være med det. Charlie brød sig ikke om at være alene, så det ville han da heller ikke tvinge den til. Det var umenneskeligt.

    Kære besøgende.

    Du har måske hørt om konceptet med arenakampene. Der hvor du bliver sat ind et tilfældigt sted, sammen med en tilfældig modstander. Det er det vi søger dig til. Er du interesseret i at prøve, så ring til nummeret nedenfor dette.

    Tak for din opmærksomhed.

    Hey... Det lød da meget sjovt. Det måtte han næsten melde sig til. Ikke fordi han manglede indhold i sit liv - han trængte bare til at prøve noget nyt. Og dette lød som det perfekte forslag...

    "Hallo? Du taler med William De Prisonner... Jeg går ud fra, at du ringer angående opslaget?"
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

  6. #6
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    23
    Indlæg
    1.797

    Standard

    Joshua vendte sig, og vendte endnu en gang kniven i hånden, og så ud som om han overvejede det. "Jeg er smiret over du ikke engang kan huske mit navn, Vince. Det er tilfældigvis sådan, at når man er fast ansat i det her spil, så har man en anden lov, der er nogen som synes det er sjovere hvis vi har store våben." Han trak på skuldrene, og stak kniven tilbage i bæltet. Han gik lidt frem. "Hvordan kan det være du melder dig til den slags? Har du ikke familie, eller venner nu?" Joshuas stemme lød lidt sørgemodig, det kunne gan sagtens selv høre, men det var jo lige meget.

    "Du er bar' sådan en klam stodder, Joshua Nounsvile!" Ruby havde været fuld den aften. Hun sad i en lav lænestol i sine forældres lejelighed, med benene spredt ud til siden, og kun klædt i en stor skjorte og posede natbukser. Hun snøvlede, og gjorde store armbevægelser i mod ham, som han stod der, flere meter fra hende. Alene og sårbar for hendes hårde ord, midt i rummet.
    "Hvad har jeg gjort? Hvad sker der for at jeg er væk i to uger, og kommer tilbage til det her?" Hans stemme var svag, ikke klar til endnu et skæderi. Slet ikke, efter det han havde oplevet.
    "Tror du ikke også jeg ser tv?" Nu rejste hun sig....

    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

  7. #7
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    22
    Indlæg
    5.902

    Standard

    "Hvorfor har du selv valgt sådan en rædselsfuld karriere? Sidst jeg så dig, ville du da være journalist? Hvad blev der af den drøm?" han kiggede sørgmodigt frem for sig. Undlod behændigt at svare på drengens spørgsmål. Det var så længe siden. Livet var gået videre. Og dog... hvordan ville det ikke ende, nu hvor de igen stod overfor hinanden? Minderne trængte sig på. For få øjeblikke havde han ikke haft den fjerneste anelse om, at han ville tænke tilbage på sin fortid med sådan en kraftig længsel; han skammede sig faktisk en lille smule over, at han følte sådan. Men så heller ikke mere.

    Vincent kom udmattet gående ned gennem strøget i København. Det var fredag. Den sidste dag i 'arbejds'ugen, og derfor også den dag han har allermest træt. En tilfældig mand stødte ind i ham. Han kiggede op. Intet usædvanligt. Blot en masse ligegyldige mennesker der intet havde at gøre med ham. De kom bare strømmende, masende, forbi. Kæmpede med deres egne problemer, som han intet anede om. Havde måske en kæreste der ventede derhjemme... Det havde Vincent ikke. Han havde engang haft... men det var uger siden. Nu følte han en vis ensomhed ved at komme hjem til et næsten tomt hus. Kun næsten tomt, fordi han trods alt havde anskaffet sig en af de dersens hunde. Men de kan jo desværre ikke tale... Faktisk gjorde det på et eller andet plan hans ensomhed større.
    Man kunne sige, at han var på nippet til at tage det første, det bedste, der bød sig...

    Der sad en ung dreng og vippede med fødderne på kanten af storkespringvandet. Det der fangede Vincents opmærksomhed var først og fremmest at han nogen gange kiggede derhen. Det andet var... at han var drivvåd. Nogen måtte have sprøjtet vand på ham, eller også var han faldet i.
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

  8. #8
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    23
    Indlæg
    1.797

    Standard

    "Hvorfor undviger du? Han den store Vincent svært ved at se tingene i øjenen? Det havde jeg ikke troet. Men, ja, det ville jeg." Joshua trak på skuldrene, og gik ud af rummet og ud på en lang gang. Regnede med at Vincent fulgte efter ham.
    Han talte lidt højere nu, men ingen tvivl om at det kunne høres på dette trøstesløse sted. "Noget gik skævt, alt faktisk. Jeg fik dårlige karakterer og kunne ikke komme ind på uddanelsen." Hans blik strejfede et kamera i loftet, han stoppede op. "Du skal nok passe på hvad du siger. De lytter, men på den anden side. Vi bliver død populærer hvis vi kan lukke noget ud, de kan spille op til en sladrehistorie." Joshua greb en af knivende, og stak den op i kamerarets linse. Det gav en syddende lyd fra sig, da glasset splintrede. Nu fik han ballade med chefen, men han var ligeglad. Noget faldt ud, som havde lagt bag linsen, og fandt ned for fødderne af ham. Det var et lille, bitte stykke sammenfoldet papir.

    "Nå da da, har har vi endnu en skjult skramme besked." Han samlede den op, og foldede den ud. "Agenda." sagde han, ud i den tomme luft.

    "I er forhelvede ikke spor sjove!" Joshua stak hænder i lommerne, og sjoskede efter sine venner ned af strøjet.
    "Come on, Jossie. Du må ikke være sur, det er jo kun sandheden." De andre flækkede af grin, og han skulede videre. De stoppede op ved springvandet, og en sparkede ud efter en due. To andre viskede sammen, og grinede.
    "Jeg skal lige binde mit snørrebånd..." Mumlede Joshua, og satte sig på kanten for at binde det.
    Mere mumlen og fnisen, men han nægtede altså at se op. Nu ignorerede han dem, og så kunne de lærer det.
    Michael satte sig ved siden af ham, og Ruben på den anden side. "Josh, vi gør de jo bare for sjov. Der er ingen grund til at overreagere sådan." Ruben klappede ham på ryggen, og Michael tilføjede. "Nej, bare køl ned." Det var lige før han ikke kunne holde masken. Nar. Han var færdig med at binde det, og rettede sig op, på nippet til at tilgive dem, men før han nåede at åbne munden vendte de benene i vejret på ham, og han fik hovedet under vand. Da han spruttende kom op igen, var de andre stukket af forlængst. "Narrøve!" Råbte han efter dem, og en ældre dame som gik forbi så forskrækket på ham. Han nedstirrede hende. Så kravlede han op, og satte sig irriteret til at dryppe af.

    En due, som den der blev sparket af vejen før, landede foran ham, og så på ham med et bebrejdende blik. 'Du skal i hvert fald ikke bade i mit drikkevand, beskidte knægt' forestillede han sig den sagde.
    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

  9. #9
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    22
    Indlæg
    5.902

    Standard

    "Hvorfor sidder du her alene?" spurgte han mildt den drivvåde dreng. Som lærer ville han komme til at stille dette spørgsmål op til flere gange, så han kunne lige så godt vænne sig til det. Det forekom lidt forkert at så direkte om ting, der dybest set ikke kom ham ved, men nogen måtte jo gøre det. Ellers gik han måske og havde det dårligt med sig selv...
    "Jeg er heller ikke alene." drengen kiggede bare underligt på ham, og to drenge i baggrunden begyndte at grine. Vincent bed sig i læben. Hvad nu? Han ville ikke tabe ansigt. Ikke til de her drenge uden andet end ballade i hovedet. Det ville være et nederlag der gjorde ondt.
    "Nånå... Har du været en tur i vandet med al tøjet på, eller hvad pokker er der så sket med dig?" det var ikke pænt at bande. Ikke desto mindre gjorde han det alligevel - en ren vanesag.


    "Hvad skete der så?" han kiggede på drengen med et særligt blik, som han ellers kun plejede at bruge, når han snakkede med de helt små elever, eller når en af de lidt ældre havde gjort noget ualmindeligt dumt. Sådan et blik som får en til at føle sig som et lille barn, hvis ikke man allerede er det, der skaber sig åndssvagt fordi det ikke lige har fået den julegave, som det ønskede sig. Sådan virkede det i hvert fald på elever. Aldrig havde han afprøvet det på voksne mennesker, og det var heller ikke noget der skete med vilje her. Det kom bare... helt automatisk.
    "Der er stadig mikrofon på." selvom det blev sagt lidt hovent så var det en lettelse for Vincent, at i hvert fald det kamera var sat ud af spil. Et mindre at bekymre sig for.
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

  10. #10
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    23
    Indlæg
    1.797

    Standard

    "Drop det der børnepsykologi. Jeg er ikke syv, og fanden kommer det egentlig dig ved?" Troede fyren han var noget? Bare fordi han var ældre, sikkert allerede i gang med en uddanelse, og ikke drivvåd fra top til tå. Han kunne se de andre titte frem nogle meter væk, og sendte dem et blik som kunne dræbe. De kunne bare vente sig.
    Joshua skubbede sit lange pande hår væk fra øjnene, og så på den ældre dreng. Ville han noget, eller hvad?

    "Du synes ikke det er på tide du svarer, jeg har ikke lyst til at slås med dig, så...stik af eller sådan noget, gider du? Og drop så det der blik. Det virker ikke mere." Han krøllede sedlen sammen, og puttede den i lommen. Hans fingre strejfede noget andet dernede, som han næsten havde glemt han havde med. Men det måtte altså vente til senere. De havde bedt ham gøre det spændende denne gang. De skulle få spænding, skulle de.
    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

  11. #11
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    22
    Indlæg
    5.902

    Standard

    "Stikke af... Løbe sin vej... At være en kujon... At forlade scenen uden sine rekvisitter..." han satte et gravalvorligt ansigt op, da han begyndte at remse ting op, der havde noget med det drengen lige havde sagt. "Hvorfor går du ikke bare selv din vej, hvis du ikke har lyst til at slås? Hvilken ret har du til at blande dig i mit privatliv?" han kunne blive ved. Ved med at stille spørgsmål, som han ikke var det fjerneste interesseret i at kende svaret på. Han spurgte bare løs. Trak tiden før de skulle kæmpe lidt ud.... Og listede langsomt, ganske langsomt, sin hånd ned for at løsne stropperne der holdt stolebenet fast, lidt. Han havde en fornemmelse af, at han snart ville få brug for det.
    "...Joshua...?" han håbede, at det var det rigtige navn. Noget sagde ham, at det var det. Men selvfølgelig... man kunne aldrig vide sig helt sikker.

    "Hvad det kommer mig ved?" han himlede med øjnene. Drengen var værre end han havde regnet med. Helt irritabel, sur, og ikke til at nå ind til, med noget af den humor der plejede at virke når han var ude i praktik.
    "Tja..."
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

  12. #12
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    23
    Indlæg
    1.797

    Standard

    "Årg gider du?! Det der ligeglade, kolde og sarkastiske udtryk er jo slet ikke dig! Hvordan kan du havde glemt mig?" Hans stemme havde ændret sig, den var mere skrøbelig nu. Men der var ingen gråd. Det havde der været nok af, han var træt af det. Han havde grædt meget, Ruby havde trøstet ham, men det havde ikke været nok. Det var slut, havde han lovet. Ikke mere tuderi.

    Ruby bevægede sig hen mod ham, slæbende og slingrede, mens hun græd. "Tror du ikke jeg så dig, dig og hende dullen du slåssese mod?! Regnede du med jeg ikke fuldte med når du er ude? Troede du jeg var ligeglad?" Hun fandt frem mod ham, og han greb hendes hænder, og holdt hende oppe.
    "Det er mit job! Jeg bliver betalt for at skabe seere, de kommer ikke hvis vi ikke fornyer os. Jeg gjorde jo ikke noget. Det var bare et kys, Ruby. Hun var alligevel næsten død. Hvad betyder det?" Han var lige ved at græde.
    "Det betyder alt! Det var ikke bare skuespil, jeg kender dig! Ud!Forsvind med dig! Jeg vil ikke se dig mere!" Hun rev sig fri, og begynte at skubbe ham bagud mod døren.

    "Jamen, Ruby!"
    "Hold kæft! Jeg er træt af at bekymre mig om en mand, som bare sætter livet på spil igen, en dag så mister jeg dig til det. Jeg ved det! Jeg vil ikke have det på mine skuldre! Skrid nu bare!" Hendes råb gik ham til at vakle det sidste stykke, og hun smækkede døren i hovedet på ham.

    (::Jeg har valgt den blå farveskala, og så laver jeg sådan, at jo lysere det er, jo længere tid er det siden, så er det nemmere at bedømme hvor i Joshuas liv minderne er fra:
    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

  13. #13
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    22
    Indlæg
    5.902

    Standard

    "Nå, og hvad ved du så om det?" på trods af den tilsyneladende kolde facade, som han i hvert fald troede, at han holdt, var han faktisk begyndt at skælve lidt inderst inde. Han var usikker. Usikker på sig selv, men også usikker på Joshua. Joshua, som han aldrig vidste, hvor han havde. Dengang var han meget sikker på det, men efter det der skete vidste han ikke, om han nogensinde ville være sikker på Joshuas signaler igen...

    "Min lille skat... far vil savne dig!" hun lo glad, da han svingede hende rundt og rundt og rundt. Hendes hår piskede rundt om hendes gyldne hoved, dannede nærmest en lille glorie. Hun var lykkelig. Lykkelig over, at både far og mor elskede hende, selvom de ikke boede sammen. Lykkelig over, at have nogle gode minutter med far, før hun skulle sættes med toget. Toget... de kunne begge to høre den fjerne "tjuf. Tjuf." lyd, der stille men sikkert vandt ind på dem, og fik Vincent til at sætte sin smukke datter ned.
    "FAAR!" hvinede hun beklagende. Hun kunne ikke lide, at han allerede lod hendes laksko ramme den hårde perron. Hun ville flyve mere. Meget mere. Og selvom hun gerne ville se sin mor igen, var det vigtigste for hende lige nu dog, at være sammen med Vincent.

    "Pus... vi ses på fredag. Kan du have en god tur?" han krammede hende hårdt ind til sig, før han endelig gav slip. Modvilligt. Toget holdt og ventede. Som en tavs skygge fra et rovdyr, der ved at byttet snart kommer frivilligt hen til sig.
    "Ja vi gør, far." også forsvandt hun ind ad skydedøren med kufferterne efter sig...
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

  14. #14
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    23
    Indlæg
    1.797

    Standard

    Så for pokker, han kunne ikke holde det. Hurtigt vendte han sig om, og begynte at gå hurtigt i den modsatte retning. Han holdt tårene tilbage i øjenkrågene, hvis han begyndte at hulke ville Vincent helt sikkert opdage det. Kameraerne havde nok set det. Som om det ragede ham.

    Joshua sad på en stiv plastisk stol, tilbage lænet og med armene krydset over brystet. Et ur over døren tikkede irriterende, og gav alle i lokalet sved på panden. Han gennemgik igen sine svar i hovedet, han havde droppet og tænke på den skiftlige opgave. Det var håbløst at tænke på den. Hvad nyttede det. Han havde fået en god karakter, det måtte han have. Det skulle han! Ellers viste han ikke hvad han skulle gøre.
    "Joushua Jannick Nounsvile."
    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

  15. #15
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    22
    Indlæg
    5.902

    Standard

    "Snakker jeg med Vincent Opheon Caprian?" hørte han en blid kvindestemme sige, lige så snart han havde løftet røret. Han gruede lidt for, hvad mon hun ville ham. Opkaldet kom ganske vist fra hans gamle kærestes mobil, men det var ikke hendes stemme. Det var ikke sådan hun lød - aldrig. Og hun ville heller ikke være i tvivl om, hvorvidt det var ham, hun snakkede med. Det ville være helt tosset. Så... Han... Han kendte ikke denne person. Men hvem kunne det dog være? Han begreb det ikke.
    "Ja? Hvem er det?"
    "Du taler med Charlotte Lundbak fra Korpset..." en enlig sveddråbe gled ned over hans pande. Hvorfor fik han et opkald fra Korpset - det lokale brandvæsen - nu? Var der ild i hans hus? Han kiggede ud. Nej. Det brændte ikke. Og hvorfor skulle han også blive ringet op fra... Shit. Der kunne da ikke være sket hende noget? Og lille Petunia? Hun var jo ovre hos sin mor i denne weekend... Nej. Det måtte ikke være sandt. Nej. De måtte ikke være...
    "Er de..." han kunne ikke få sig selv til at sige ordet højt. Det gjorde simpelthen for ondt.
    "Jeg er ked af at sige det, men ja... de er... omkommet i en brand." umiddelbart lød det utrolig ufølsomt, men måden det blev sagt på viste, at det ikke bare var noget hun sagde, for at gøre smerten ved dette lidt mindre. Hun mente det rent faktisk.
    "Skal jeg komme derud?"
    "Det må du hellere."


    "Går du?" det var ikke til at tage fejl af, at han var bare en lille smule ked af, at drengen gik allerede, selvom han jo havde gjort det mod ham. Faktisk så han på en eller anden facon helst, at han blev lidt... Hvor tåbeligt.
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

+ Besvar emne
Side 1 af 2 1 2 SidsteSidste

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •