Pin It
+ Besvar emne
Side 2 af 2 FørsteFørste 1 2
Viser resultater 16 til 20 af 20

Emne: Anders, Ninus og Carankan mod en masse andre.

  1. #16
    Bogfantast Carankan's avatar
    Reg. dato
    May 2007
    Alder
    25
    Indlæg
    1.481

    Standard

    En uhørlig hvislen, et umærkeligt projektil fløj gennem luften. Den bulrende regn gjorde den lille nål komplet lydløs, da den fløj fra Nejiru's hånd, i en stor bue omkring forsamlingen og borede sig ind i den lille drengs nakke, ud på den anden side, hvor den stoppede, lige i midten.

    Nejiru havde fået nok af al denne tåbelighed, tidsspild. Et forfærdeligt, modbydeligt barn, der dårligt fortjente livet. Det gør de færreste børn. End ikke i stand til at passe på sig selv. Tsk.

    Han havde dog medlidenhed nok til at sørge for, at drengen ikke ville dø med det samme - Den eneste grund til, at halsen var målet for den dræbende nål, var, at stedet er så dejligt synligt. Man bliver konstant mindet om sin smerte, i en bølge - Nej, et inferno af hadsk tilstedeværelse. Så megen nåde blev dog skænket drengen.

    Nejiru sprang hen imod gruppen af mennesker, mest muligt forsøgende at undgå de truende mudderpøle. Han forsøgte sig først med at tale, men blev, meget mod sin vilje, nødt til at råbe, for at hans stemme skulle kunne nå helt frem til dem:

    "Du skal snart dø, dreng. Bare så du ved det. Nålen dræber dig formodentligt, og selv hvis den ikke gør, vil giften tage livet af dig. Det er en særdeles modbydelig én af slagsen, brænder dine indvolde op indefra, løber gennem hele din krop, til kun huden er tilbage - Selv knoglerne er ætset op. Kan du mærke det?"

    Der var ingen gift. Men Nejiru nød at lade som om. Elskede den måde, hvorpå ofrene stivnede - Elskede at bevise over for sig selv, såvel som omverdenen, hvor stærk en magt 'frygt' er. Størstedelen af hans forsøgskaniner kunne rent faktisk mærke den gift, han kunne finde på at påstå, de havde modtaget. Interessant, morsomt, herligt.

    Han stoppede op et par meter fra de andre, foldede hænderne under sin hage (hvilket så ret så akavet ud, idet han stod op) og observede dem - Eller rettere, ham. De andre var væk. Ubetydelige. Deres tur ville komme, men ikke nu. Nu var det kun ham. Mmm...


    Citer Oprindeligt indsendt af Chihiro Miyazaki Se indlæg
    Okay, her er så Kipos reaktion, eller hvad det nu er:

    3. Hans læber formede lydløst ordet og for første gang nogensinde glædede han sig til at se blodet sprøjte ud over de andre. Til at se deres chokerede ansigter når pigen forsvandt fra jordens overflade. En pause i hans tanker tillod en stemme at trænge igennem til hans bevidsthed, og han opfangede ordene:
    "Den dreng er nok en af de farligste af os! Bare i fem sekunder behøver han at have håndfladen i berøring med dig og så... vil du eksplodere."
    Tallet 4 strøg gennem hans tanker da han med et ryk vendte blikket i den retning stemmen var kommet fra. Hadet brændte i ham. Det sydede i hele hans krop fordi denne pige, denne tåbelige, ynkelige, pige havde ødelagt hans overraskelse. Hans fine overra...
    Et jag af smerte fór gennem hans nakke. Han slap pigens hånd og tog sig krampagtigt til halsen. Hans fingre strejfede spidsen der tittede frem under hans hage. Han skreg.
    Snurrede rundt og prøvede at gætte hvor nålen var kommet fra. En skikkelse gjorde sig fri af træernes ensformige skygger.
    "Du skal snart dø, dreng. Bare så du ved det. Nålen dræber dig formodentligt, og selv hvis den ikke gør, vil giften tage livet af dig. Det er en særdeles modbydelig én af slagsen, brænder dine indvolde op indefra, løber gennem hele din krop, til kun huden er tilbage - Selv knoglerne er ætset op. Kan du mærke det?"
    Du skal dø. Nål. Gift. Den modbydelige stemmes ord gav genlyd i hans hoved og han kunne mærke tårerne der langsomt samlede sig i hans øjenkroge. Han greb efter pistolen i sit bælte og sendte en kugle i mandens retning. Han ville sætte i en spurt mod skoven da en lille stemme bagerst i hans hoved mindede ham om dengang, da en slange bed ham og nogen havde sagt, at han ikke måtte bevæge sig, for så spredtes giften hurtigere. Han stoppede. Stivnede i en akavet stilling, med overkroppen drejet halvvejs mod højre og pistolen knuget i sin hånd.
    Senest redigeret af ninus : 14-04-10 kl. 17:20
    The Dude Abides

  2. #17
    Bogfantast buttermilk's avatar
    Reg. dato
    Mar 2008
    Sted
    København<3
    Alder
    24
    Indlæg
    1.772

    Standard

    En rungende lussing gav genlyd i mørket.
    "Dit modbydelige kræ," hvislede Adela køligt. Mandens kind var stadig rødlig efter, at hun havde ramt den med sin kølige håndflade. Normalt ville hun aldrig i sin vildeste fantasi slå en kollega. Men hvor vovede han at påføre sådan en smerte på et barn? Ikke engang en hurtig smertefuld død. Men en bevidst påført smerte, som han tydeligvis nød at overvære? Hun kunne brække sig.

    Bagefter nærmede hun sig det lille barn. I tasken fandt hun sit urtesæt og begav sig til at studere nålen. Der var ingen tydlige tegn på gift. Med nærmere eftertanke slet ikke noget gift overhovedet. Hvor lusket. Hvor groft. Men alligevel kunne hun ikke lave værd med at sende manden et lille beundrende blik. Hans kirugiske viden og våben teknik var imponerende. Selv for en ekspert som Adela.
    "Måske var jeg uforskammet. Jeg havde ikke regnet med at du var dygtig," fortsatte hun en anelse forlegent til manden og lod sine øjne scanne hans udstråling. Selvfølgelig røbede hun ikke hans hemmelighed til drengen. Det ville næsten være en skam.
    Bagefter sendte hun den unge dame og lille dreng et kort blik. Hun måtte forholde sig påpasselig og lade blikket flakke lystigt rundt for at danne det bedste overblik.
    De var fem i denne forsamling. Altså manglede der nogen. Derfor måtte hun samtidig med at studere sine kollegaer og modstanderes reaktion også være klar. Parat til at der i hvert eneste sekund kunne bryde en kamp ud.


    Regnens trommespil tog af. Langsomt, ganske langsomt, forsvandt den magtfulde storm og blev til en stille og varsom brise. Krigen nåede snart sin ende. Regnen havde vidst vundet over en buldrende ild. Dog var de fleste træer i nærheden sorte og smuldrede som vinden stjal dens partikler.
    Senest redigeret af buttermilk : 09-04-10 kl. 20:20
    Igår,
    var idag,
    imorgen.

  3. #18
    Bogfantast Sakura-Chan's avatar
    Reg. dato
    Jul 2009
    Sted
    Jyde-Vejle
    Alder
    23
    Indlæg
    1.797

    Standard

    Der var andre i skoven. Andre der ville gøre andre fortræd. Andre syge mennesker, som Maria. Det var tildels derfor han var kommer. Maria, Maria Le'ai...Jeans bror, Silas's morders søster. Og vampyr. Mobydelig skabning, der nød at drikke andres blod. Det var ulækkert!
    Og hun lurede på ham, det var han sikker på. Hun lurede et sted mellem de mørke, våde træer. Parat til angreb. Han var ligeglad med hvornår hun døde. Hans plan var at dem der først kom i vejen, var også dem der først lå døde. Præcis som Silas havde gjort.

    Han bevægede sig længere ind i skoven, den hvide kappe var meget synlig. Men det var heller ikke meningen at han skulle gemme sig. Det gjorde kun kujoner. Det tyndede ud i træerne, og en lysning åbenbarede sig. Det var åbenbart her, alle kujonerne gemte sig. Alle de 'andre'. Alle dem der havde en, mere eller mindre, god grund til at slå ihjel. Men Maria, hun var der ikke. Det var en dårlig ting, han kunne best lige at vide hvor hun var. Det var yderst ubehageligt måske, at have hende bag sig i mørket, mellem træerne.
    Han stoppede op da han nåede ud i lysningen,
    "Hvor er hun?" Han ændrede ikke sin stemme, den var ikke kold, ikke hviskedende.... Neutral. "Hvor er Maria Le'ai?"
    My lifestory is the story of everyone I've ever met - Extremly Loud and Incredibly Close - Jonathan Safran Foer

    Læser nu: Dreaming, A very short introduction - J. Allan Hobson

  4. #19
    Bogtitan KisaSohma's avatar
    Reg. dato
    Aug 2009
    Sted
    Nordsjælland... Toppen af poppen.
    Alder
    22
    Indlæg
    5.902

    Standard

    Nu havde hun sin chance. Lysningen foran hende var stor, og havde rige muligheder for at angribe, uden selv at blive set. På grund af manglen på træer, var det muligt at bevæge sig stort set lydløst, og med en utrolig fart som ellers ikke var mulig, da selv de bedste skulle passe på ikke at støde ind i træerne. Liam Krønik. Nu skulle han for alvor dø. Dø så blodet flød. Dø med løgnen om, at Silas aldrig havde elsket ham. Den løgn hun havde i sinde at fortælle ham.
    "Silas elskede dig aldrig..." havde hun i sinde at sige, "han og mig var sammen i al hemmelighed." Det ville hun fortælle ham. En grusom løgn. Og den ville blive værre. Værre og værre. Så slem, at han måtte tro på den. Han ville ikke kunne gøre noget.

    Hun gled hurtigt over jorden. Rørte næsten ikke jorden. Hun bøjede sig langsomt ned over Liam. Forsigtigt. Måtte ikke røre ham før... Nu. Hendes tænder rørte let hans hals. Små perler af blod viste sig allerede. Hun satte tænderne yderligere i. Skønt. Sådan her ville hun fortsætte til han næsten var død. Så ville hun fortælle ham det. Overbevisende. Det skulle ske snart. Hun smilede let. Hendes tøj var beskidt. Hendes hår allerede en smule uglet. Hendes tær mudrede. Og hendes tænder... Syle spidse. Dybere og dybere. Længere og længere ind.
    Hendes tanker fløj samtidig mod den flok på breden lige før. Ham den lille dreng. Den smukke pige. De var alle fjender, bortset fra ham knægten. Og kunne han være til nogen nytte? Næppe.

    Mmm... Blod var dejligt. Blod var skønt. Hun havde fået sit ønske opfyldt. Blodets kraft fyldte hende. Nu var hun kraftfuld igen. Nu var hun stærkere. Hurtigere. Bedre end tidligere på aftenen. Hun skulle ikke være mødt sulten op. Og dog. Så kunne hun tydeligt mærke blodets kraft, og glæde sig voldsomt over det. Fjendens blod. Vidunderligt.
    Amie kiggede indgående på Lawrence ansigt, og prøvede at finde ud af hvad der foregik inde i hans hoved. Til sidst trak han på skuldrene og lod sin bazooka glide ned. Klar til brug.
    “Har du nu også fået sådan en?” Lawrence smilede bittert. “Lad os komme i gang Amie!” Han stillede sig parat.
    “Vent lige Lawrence!” Afværgende lod han bazookaen falde løst ned og løftede hænderne op foran hovedet.
    “Jeg… Jeg tror at jeg elsker dig…”


    Jeg er klogest i regnvejr. (y)

  5. #20
    Bogfantast Carankan's avatar
    Reg. dato
    May 2007
    Alder
    25
    Indlæg
    1.481

    Standard

    En kugle. Pinligt, pinligt. Pinligt, var det. At han forsøgte sig med en kugle. Mod manden (Nejiru rødmede lidt ved tanken. Manden. Han, en mand, ikke en dreng, men mand. Stærk og voksen), der kunne kontrollere magnetisme. Sikke en mærkværdig spøg, det måtte være.

    "Hidr hidr."

    Kuglen strøg let og elegant forbi Nejiru, i en fin bue omkring hans liv, og tilbage til afsenderen - Direkte mod drengens pande.

    "Hidr hidr."

    ::Jepjep.. Orker ikke spille rollespil for tiden.. Som I nok kan se.. Beklager ventetiden.. Eller, egentlig ikke.. Det er bare mere høfligt at påstå det..::
    The Dude Abides

+ Besvar emne
Side 2 af 2 FørsteFørste 1 2

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •