Pin It
+ Besvar emne
Viser resultater 1 til 3 af 3

Emne: Ninus & Carankan.. Egentlig ikke en kamp..

  1. #1
    Bogfantast Carankan's avatar
    Reg. dato
    May 2007
    Alder
    25
    Indlæg
    1.481

    Standard Ninus & Carankan.. Egentlig ikke en kamp..

    "Jeg har læst noget interessant. Ja. Jeg har læst noget. Jeg orker ikke at fremlægge det som min egen idé længere. Hvor mange af de ord, der strømmer ud af den uhyggeligt brede spalte, er i grunden mine egne? De kan tælles på en hånd. Derfor indleder jeg således. Jeg har læst noget interessant.

    Det farligste våben i verden er uhåndgribeligt og usynligt. Det farligste våben i verden er ganske enkelt en idé. En idé. En idé. Forstår du? En idé er ikke til at se, men den er der. Den forsvinder aldrig. Ophavsmanden gør, men ikke idéen. Idéen er evig, for den bliver fundet igen, skønt den forsvinder. Igen og igen. Og idéen skal nok finde ud af, at få folk til at kæmpe. Få folk til at kæmpe for, eller imod idéen. Man kan ganske enkelt kæmpe med filosofi. Med en idé.

    ... Var hvad jeg læste. Og jeg fandt det interessant. For måske passer det. Jeg tror på det. Jeg tror på en filosofi om fred er farligere end en kanon, for filosofien spredes, som en sygdom. En religion er en idé om fred og morale, der aldrig dør. Og man kæmper for sin religion, for sin idé, for at få den til at være mere rigtig end alle de andres. For vinderen får ret. Man har ikke ret, hvis man bliver gennemboret af et spyd. I hvert fald ikke bagefter.


    Nok om det. Du kender mig ikke. Det gør jeg heller ikke selv, for at være helt ærlig. Det lyder som en kliché, det er jeg godt klar over. Men sådan må det være - Jeg kender mig selv lige så lidt som dig, derfor er der ingen grund til, at jeg bør kende mit navn. Når du nu heller ikke gør det, altså. Jeg kender "et" navn, men ikke mit. Jeg har aldrig accepteret et sådant navn, og dette skal du vide om mig, for at vi i da fald kan blive kvit: Jeg hader, at folk bestemmer over mig. Jeg går over for rødt, fordi en pære, en forbandet pære, ikke skal bestemme over mig. "Du må ikke lyve", jeg lyver. "Du må ikke stjæle", jeg stjæler. Men hvis ikke jeg var blevet gjort klar over, at alt dette er forkert, en "synd", havde jeg ikke gjort det. Jeg ville ingen trang have til at gøre det. For pokker da, mit navn.. Lad os kalde mig "Menneske", for det er jeg ganske sikker på, jeg er.

    Tja.. Keder jeg dig? For jeg keder mig. Du keder mig nemlig, derfor keder jeg mig. Hidrhidr."


    Der er ingen grund til navne. Der er ingen grund til at beskrive omgivelserne, du må selv om dem. Der er ingen grund til at beskrive Menneske, for hans udseende er uden betydning. Om hans lange, sorte hår bølger over en farve mere blå en den dybeste sø, betyder intet. Om hans skaldede isse reflekterer solen en sommerdag, betyder intet. Om hans bælte er flettet af 9-årige børns fingernegle, betyder heller intet. Alt, der betyder noget, er hvordan du taler igennem dit eget lille menneske. Derefter kan vi opbygge en verden omkring vores små mennesker, hvis det er hvad du ønsker. Du er fri til at gøre hvad du vil igennem ordene, der flyver frit i vinden, som støv.

    "Illusionen om et valg er dit. Nu siger jeg illusionen, for hvad er et valg? Et valg er en handling. En handling er en reaktion på en aktion. En aktion er en reaktion på en aktion. Aktion/reaktions-forholdet går igen hele livet. Jeg har talt til dig, fordi min opdragelse har lært mig, hvor interessant den slags kan være. Aktion/Reaktion. Hvis du "vælger" at svare, er det en reaktion på mine ord. Aktion/Reaktion. Om og om igen. Forstår du? Forstår du?"
    The Dude Abides

  2. #2
    Bogfantast ninus's avatar
    Reg. dato
    Mar 2008
    Sted
    .. Sooom regel på mit værelse...
    Alder
    25
    Indlæg
    1.652

    Standard

    Når man trisser rundt i sin egen boble, har man god tid til at tænke. Hun havde altid tid til at tænke, så det gjorde hun. Hun tænkte og tænkte. Hun prøvede at samle tankerne, trådene. Finde den røde tråd, spinde den over det, hun havde tænkt, det hun havde set, det hun havde hørt, følt, lært og levet. Men hun kunne ikke.

    Hun ville lave kaffe. Hun gik ud i køkkenet. Kaffen stod på hylden over vasken. Hun rakte op efter den. Krukken var af gennemsigtigt plastic. Der var store, brune blomster på. Hun åbnede den og famlede og fandt den brune måleske. Der var kaffefiltre i en papæske bag ved kaffemaskinen. Kaffemaskinen stod ved siden af køleskabet. Der var der nemlig en stikkontakt. Hun tog et op og satte det ned i kaffetragten. Hun hældte tre skefulde kaffe i og rystede filtret. Hun tog kanden. Hun skulle hente vand i kanden og hælde det ned i vandbeholderen. Hun gik hen til vasken. Hun åbnede for vandet.
    Det var gråvejr udenfor. Himlen var hvid og uvedkommende. Raklerne på birketræet i forhaven dansede i en let vind. Påskeliljerne nikkede med deres gule hoveder. Niknik, goddag-goddag, sagde de. Der var bellis i græsplænen. Violerne var også lige kommet frem. Små mælkebøtter spirede frem ved foden af gyngestativet. Det var længe siden, nogen havde gynget der. Den sorte plet af nøgen jord, der gennem årene var vokset frem som følge af mange små fødders slid, var ved at forsvinde, blev ædt op af den grønne have. Naboens voksne søn bakkede sin fars sølvfarvede bil ud af indkørslen, hvor hans mor stod og ventede. Himlen var fjern og hvid. Fjern og hvid.
    Vandet løb over så hun fik våde fingre. Hun drejede på hanen. Vandet holdt op med at strømme. Det slubrede i afløbet. Hun gik over til køleskabet. Der hang et viskestykke. Hun tørrede sine hænder. Så gik hun ind i stuen igen.

    Hvad havde hun været i gang med? Hun vidste det ikke. Mærkeligt. Sådan føltes det hele tiden. Som om det løb ud i sandet. Det, det hele.
    ”Du går i cirkler, Cecilie,” hun talte halvhøjt til sig selv. ”i cirkler.”
    Små cirkler, små, små cirkler. Var der nogen vej ud?
    Der lå en lidt krøllet avis på spisebordet. Der stod en tallerken med et halvt spist rundstykke. Tallerknen var blå med et sødt, sandsynligvis hollandsk motiv på. De hvide blondegardiner var pænt draperet foran vinduet, så udenforstående ikke lige skulle kigge ind i hendes stue. Der stod tulipaner på hendes bord. De var fra naboens kone, der kiggede ind et par gange om dagen. – Det kan jeg lige så godt, det er jo ikke mere end fem meter, sagde det kære væsen, når Cecilie kom med indvendinger. Det gjorde hun for øvrigt meget sjældent, nu om dage. – Man affinder sig jo med det, sagde hun altid, i stedet for at fortælle damen, hvor glad, hun blev for hendes selskab. Men hvad var det, hun hed, hvad var det, hun hed.
    ”Menneske”
    ”Nu igen!” Hun virrede med hovedet. Hun satte sig ned. Stolen var blød. Der var dårligt lys over spisebordet. Hun havde glemt at tænde lyset. Hun rejste sig op igen med et suk. Der var ikke langt over til kontakten. Hun trissede derover. Det føltes som langt.

    En idé. Havde hun engang haft en idé? Hun kunne ikke huske det, kunne ikke huske det. Det løb ud i sandet. Jo, det var noget med den idé. Men var det hendes egen? Hun kunne ikke huske det, kunne ikke samle trådene. Og hun kunne ikke huske idéen. Så var det nok ikke hendes egen, konkluderede hun. Det hele løb ud i sandet, det var så besværligt. Hun greb efter en tråd, tabte de andre, hun prøvede at koncentrere sig, men blev forstyrret. Men hun kendte den ikke… Hun kendte ham ikke, rettede hun. Fortiden var lige så svær at holde fast som nutiden. Hvad var sket, hvad skete, hvad skulle ske, hvad ville ikke ske, hun vidste det ikke. Men kaffe, det skulle hun have.

    Hun gik ud i køkkenet. Kaffen stod på en hylde over vasken. Tredje hylde. Hun tog krukken ned og famlede efter den brune måleske. Men der var jo kaffe i maskinen. Hun puttede måleskeen tilbage i krukken, da hun kom i tanke om det. Krukken satte hun på plads. Der manglede bare vand. Engang havde hendes søn hørt hende tale med sin mand om mælkekaffe. Kaffe lavet på mælk, og kun mælk, havde hun forklaret, da han spurgte, om der ikke altid var mælk i kaffe. Morgnen efter var han stået tidligt op for at overraske dem. Han havde lavet mælkekaffe i kaffemaskinen. Hendes mand var blevet vred. Sønnen ked af det og skuffet. Skuffelsen havde været det værste. Hun kunne ikke huske, om der nogensinde havde talt det igennem senere. Hun kunne ikke huske noget. Men det havde de nok.. Det håbede hun. Men der var noget med den idé. Noget med den idé, noget med idéens stemme. Noget med at bestemme. Kaffemaskinen havde bestemt, man ikke måtte hælde mælk ned i vandbeholderen. Ting, der bestemte. De måtte ikke bestemme. Sagde stemmen. Det var noget med noget, der bestemte.

    Hun var standset ved vasken igen. Det var vand, hun skulle have. Hun tog kanden. Den var helt fyldt op og tung. Vandet skvulpede ud over køkkenbordet, da hun løftede den over til kaffemaskinen.

    At reagere på en idé. Var det det, der var tale om? Reaktion/aktion.. Aktion/reaktion, rettede hun sig selv. Hun hældte vand på kaffemaskinen. Måske skulle hun hælde mælk i også? Hun mumlede dæmpet, hvad var det dog, hun tænkte? Hun tænkte så meget. Hun prøvede at samle tankerne, trådene. At spinde en rød tråd over det hele, over det, hun havde tænkt og set og hørt og følt. Over det, hun havde og det hun ikke havde oplevet. Men hun kunne ikke.
    alle boggnaskerne har en fin signatur,
    undtagen Ninus...
    for hun er ikk så kreativ O.o

  3. #3
    Bogfantast Carankan's avatar
    Reg. dato
    May 2007
    Alder
    25
    Indlæg
    1.481

    Standard

    Hun kunne ikke. Ikke, ikke, ikke. Hendes spinderi mundede ud i et rod ud over al sammenligning, et sammenfiltret spind af kaos. 'Nød lærer nøgen kvinde at spinde', siger man. Hun skal bringes i nød for at leve? For at spinde sin røde tråd i det langsommelige liv, hun overlever? Eller er det for sent, og kan kun slutningen på livet lave en begyndelse og gøre det ordentligt - Lykkeligt - Hyggeligt - Tilfredsstillende, smertefuldt: Men i korrekte doser? Sikke meget, jeg spørger. Du kan jo ikke svare. Overhovedet ikke. Ikke nikke nahaj, på ingen måde, ingelunde, ingenlun...

    "... De kaffefiltre, du har lånt, dem må du altså meget gerne beholde. Hører du efter, Cecilie? Cecilie?"

    Kan du se hende, Cecilie? Kan du høre? Det er din nabo. Hun venter på dig, Cecilie, venter på et svar. Verden venter på dig, dit spinderi må vente. Selviske kælling.

    Hendes mund står aldrig stille, gør den? Du kan jo dårligt få et ord indført. Det ønsker du vist heller ikke. Du går i cirkler, Cecilie. I cirkler. Er du tilfreds? Alt dette er en cirkelslutning, fjollede menneske. Mød mig andetsteds, hvis du ønsker at ændre dig og dette. Alt dette, der er din, og kun din, verden. Egoisme er en vital del af mennesket, og med god grund - Alt omkring dig er din egen verden, hvor kun du har ret og du bestemmer alt, for det er din egen verden, hvor kun du har ret og... Går du nu i cirkler igen, Cecilie? Hør efter, bestem dig og bestem selv. Over dit eget liv. Mød mig andetsteds og kæmp din sag. Farvel, skøre kvindemenneske. Eller hvad du nu har ladet dig blive.

    "Cecilie? Cecilie?"
    The Dude Abides

+ Besvar emne

Hurtigt svar Hurtigt svar

Hvis du allerede er medlem, skal du logge ind ovenfor.

Hvad hedder det brændstof biler almindeligvis kører på?

Emneord for dette emne

Bogmærker

Regler for indlæg

  • Du kan starte nye emner
  • Du kan skrive svar
  • Du kan ikke tilføje vedhæftninger
  • Du kan ikke redigere dine indlæg
  •